fødemiddelforgiftning

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

fødemiddelforgiftning, sygdom, der skyldes indtagelse af et fødemiddel, der enten indeholder et giftigt stof (se også forgiftning) eller giftdannende bakterier. Giftige svampe, grønne kartofler, visse tropiske fisk og skaldyr kan indeholde gifte (toksiner), som kan medføre opkastning, diarré, leverskade og lammelser. Toksinerne kan også stamme fra bakterier, der er til stede i fødemidlet. Selvom bakterierne selv går til grunde under madens tilberedelse, kan toksinerne ofte tåle opvarmning. Et særlig stærkt virkende toksin forekommer ved den sjældne pølseforgiftning (botulisme), mens svagerevirkende toksiner forekommer ved vækst af visse bakterier (især Clostridium perfringens og Staphylococcus aureus), hvis toksiner kan medføre kvalme, opkastning og diarré. Eftersom symptomerne navnlig skyldes toksindannelsen, er antibiotisk behandling ikke påkrævet; de fleste tilfælde går over af sig selv. Hos svækkede personer kan væskebehandling ved drop dog være påkrævet.

Forebyggelsen af fødemiddelforgiftning er vigtig og kræver en vis hygiejnisk standard. Typisk kan der ses småepidemier udgående fra kantiner eller institutionskøkkener, hvor kogte kødretter efter tilberedningen står uafkølet så længe, at bakteriesporer, der ikke dræbes ved kogning, omdannes til bakterier, der kan formere sig og danne toksin. Fødemidler, der indeholder levende bakterier, som ikke danner toksin, kan også medføre en række sygdomme, se tarminfektioner.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
30/01/2009
Oprindelig forfatter
Skinh
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki