herpes, forkølelsessår, infektionssygdom med udbrud af små blærer og sår ledsaget af kløe og svie forårsaget af infektion med herpes simplex-virus type 1 eller 2.
Type 1 medfører som regel herpes ved munden og overføres oftest i barndommen ved kys og berøring. Infektionen kan første gang medføre udtalt sygdom med feber og sår i mund og hals af 1-2 ugers varighed, men infektionen kan også forløbe helt uden gener. Inkubationstiden er 3-14 dage. Virus forbliver i kroppens nervevæv og kan herefter bryde frem igen, fx ved menstruation eller solskoldning, men især i forbindelse med anden sygdom som lungebetændelse og ved sygdomme medførende svækket immunforsvar.
Ca. halvdelen af den danske befolkning smittes; tilbagevendende herpesudbrud ses hos 20%. Nogle har flere udbrud årligt, men oftest aftager hyppigheden i voksenalderen. Normalt ses herpes omkring munden, men også andre områder kan være angrebne. Særlig smertefuldt er herpes på hænderne.
| Ordet herpes er græsk og betyder 'udslæt', af herpein 'krybe'. |
Type 2 er mindre udbredt. Den smitter især ved seksuel kontakt og medfører blæreudbrud, typisk på kønslæber eller penis.
Herpes simplex-virus kan i sjældne tilfælde forårsage alvorlig hjernebetændelse med risiko for liv eller førlighed. Flere andre virusinfektioner kan ligne herpes, fx hånd-, fod- og mundsygdom. Diagnosen kan stilles ved påvisning af virus i blærevæsken.
Herpes kan behandles med en række antivirale antibiotika. Behandlingen skal dog påbegyndes tidligt for at have nogen effekt. Også forebyggende behandling kan anvendes ved særlig hyppige, pinefulde udbrud.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki