Mads Melbye. Foto fra 2012.
Mads Melbye, f. 1956, dansk læge og epidemiolog; sektordirektør og medlem af Statens Serum Instituts direktion.
Mads Melbye har haft forskerstillinger i epidemiologi i Danmark og på National Cancer Institut, NIH, USA, før han blev statsepidemiolog og senere professor, chef for Afdeling for Epidemiologisk Forskning og direktør for Sektor for Epidemiologi (fra 2012 Sektor for Sundhedsdokumentation og Forskning), Statens Serum Institut. Han har desuden beklædt akademiske stillinger som NORFA-professor og adjungeret professor ved Karolinska institutet i Sverige.
Mads Melbye har skrevet flere end 450 publikationer, heraf mange i de store internationale tidsskrifter (New England Journal of Medicine, Lancet, JAMA, Nature Genetics). Han er redaktør af Journal of the National Cancer Institute og redaktionelt medlem af flere videnskabelige tidsskrifter.
Mads Melbye har desuden bl.a. været formand for de Nordiske Forskningsråds koordinerende organ (2007-10) og næstformand i Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom (2006-10). Fra 2012 er han formand for Helsefondens forskningsudvalg, formand for det Koordinerende Organ for Registerforskning (KOR) under Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser og formand for Board of Scientific Councillors, International Agency for Research on Cancer (IARC), Lyon, France, samt medlem af det svenske Videnskabsministeriums infrastrukturkomité og af Novo Nordisk Fondens Priskomité. Han er derudover medlem af flere komitéer, som rådgiver de offentlige myndigheder om sundhed og videnskab.
Mads Melbye har bl.a. modtaget Anders Jahre prisen (1992) og Novo Nordisk Prisen (2005).
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger i Bøger app | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki