Marianne Rosendal, f. 1962, dansk læge; cand.med. 1989, speciallæge i almen medicin 1996. Efter nogle år i almen lægepraksis erhvervede Marianne Rosendal i 2003 ph.d.-graden ved det Sundhedsvidenskabelige fakultet, Aarhus Universitet. Hendes forskning havde fokus på behandling af medicinsk uforklarede symptomer og funktionelle lidelser i almen praksis.
2003-06 var Marianne Rosendal praktiserende læge med egen praksis. Siden har hun været seniorforsker ved Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus og deltager desuden i kvalitetsudviklingsarbejde i relation til almen praksis. Sammen med Per Fink og Tomas Toft var Marianne Rosendal med til at lægge fundamentet for behandlingsprogrammet TERM-modellen og har siden deltaget i videreudvikling og udbredelsen af modellen.
Marianne Rosendal har desuden beskæftiget sig med udvikling af klassifikationssystemer i relation til symptomer og funktionelle lidelser i almen praksis. I den forbindelse har hun siddet med i arbejdsgrupper under WHO og Wonca (verdensorganisationen for praktiserende læger). Som led i forskning og undervisning i funktionelle lidelser har Marianne Rosendal været tovholder på en klinisk vejledning om emnet. Sammen med Per Fink udgav hun 2012 bogen Funktionelle lidelser - udredning og behandling.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki