stetoskop

© Medicinsk-Historisk Museum, Københavns Universitet/SDE

Stetoskop fra ca. 1850 1, fremstillet af træ og elfenben. Lignende træstetoskoper anvendes fortsat ved kontrol af fostrets hjertelyd under graviditet og fødsel. 2 Stetoskop med stålbøjler og gummislanger fra ca. 1900; tragten, der anbringes på patientens brystkasse, er af stål. 3 Stetoskop fra ca. 2000. Det har en plastslange, der ender i en receptor, som kan drejes, således at der frit kan vælges mellem stetoskopi via en metalindfattet membran eller en tragt, der er plastbeklædt; denne type har været i brug siden 1960'erne.

stetoskop, (af gr. stethos 'brystkasse' og -skop, se -skopi), hørerør til undersøgelse af hjerte og lunger opfundet af René Laënnec i 1816. Da Laënnec skulle undersøge en overvægtig, hjertesyg kvinde, kunne han ikke høre hjertet med den gængse undersøgelsesmetode, dvs. med øret direkte mod patientens brystkasse. Ved en pludselig indskydelse rullede han et stykke papir sammen til et smalt rør og placerede den ene ende over patientens hjerte, mens han lyttede med øret i den anden ende. Han opdagede, at han derved meget tydeligere kunne høre hjertets lyde og mislyde. Laënnec udviklede derefter det stive træstetoskop, som endnu benyttes til aflytning af fosterhjertelyd.

Det moderne stetoskop transmitterer lyde fra en receptor, der anbringes pÃ¥ brystkassen. Receptoren kan enten være fremstillet som en tragt af gummi, plast eller metal eller være en metalindfattet cirkulær membran pÃ¥ ca. 4 cm. PÃ¥ de fleste stetoskoper findes begge typer; med et enkelt hÃ¥ndgreb kan en af dem gøres aktiv. Receptoren er forbundet med plastslanger til ørestykkerne. Nogle stetoskoper har elektronisk forstærkning. Stetoskopet blev indført i Danmark af Oluf Bang i 1824.