røntgenundersøgelse (Det fotografiske røntgenbillede)

Et almindeligt princip ved røntgenundersøgelser er at lade et afgrænset strålebundt fra et røntgenrør passere gennem den legemsdel, der skal undersøges, og frembringe et fotografi af de strukturer, strålingen har passeret. Under passagen gennem de forskellige væv svækkes røntgenstrålingen i forskellig grad afhængigt af vævenes kemiske sammensætning, idet absorptionen af røntgenstråling er størst i tunge stoffer, fx det kalkholdige knoglevæv, mindre i bløddele, især fedtvæv, og mindst i områder som lungerne, der indeholder luft.

Den røntgenstråling, der kommer gennem kroppen, kan projiceres på en lystæt kassette indeholdende en fotografisk film og vil på denne film frembringe et skyggebillede af de strukturer, strålingen har passeret. Da fotografisk film kun har begrænset følsomhed for røntgenstråler, benytter man ved fotograferingen oftest i stedet den egenskab ved røntgenstråling, at den kan bringe visse stoffer, fx calciumwolframat eller cæsiumjodid, til at fluorescere, dvs. udsende lys, når de bestråles. I den lystætte kassette er der derfor monteret en fluorescensskærm, dvs. et folie beklædt med et tyndt lag af et sådant stof i tæt kontakt med den fotografiske film. Fluorescenslyset fra dette såkaldte forstærkningsfolie danner billedet på filmen. Oftere anbringes et forstærkningsfolie både foran og bag filmen, hvorfor røntgenfilmen til forskel fra almindelig fotografisk film er forsynet med lysfølsom emulsion på begge sider.