røntgenundersøgelse (Kontrast og kontraststoffer)

Der er kun ringe forskel mellem absorptionen af røntgenstråler i forskellige bløddelsvæv. Til bestemte formål kan kontrasten ganske vist gøres større, nemlig når man anvender røntgenstråler med relativt stor bølgelængde, såkaldte bløde røntgenstråler. Dette har fundet anvendelse ved røntgenundersøgelse af kvinders bryster (mammografi) til påvisning af brystkræft i tidlige stadier. Ved røntgenundersøgelse af de fleste andre bløddelsvæv kan langbølget røntgenstråling imidlertid ikke anvendes, da den har meget ringe gennemtrængningsevne. Ved eksponering med mere gennemtrængende, kortbølget stråling har bløddelsstrukturer i de undersøgte områder ikke i sig selv tilstrækkelig store fysiske forskelle til at kunne skelnes fra hinanden på røntgenbilleder.

I stedet indgives kontraststof for at frembringe sådanne forskelle mellem strukturerne. Som kontraststof anvendes fx en emulsion af det stærkt skyggegivende bariumsulfat til aftegning af slimhinden i mave-tarm-kanalen eller vandopløselige, jodholdige kontraststoffer, som ved direkte indsprøjtning i de respektive hulrum kan aftegne fx rygmarvskanalen (myelografi, se også neuroradiologi), galdegange (kolangiografi), livmoder og æggeledere (hystero-salpingografi), blodkar (arteriografi og flebografi), spytkirtlers udførselsgange (sialografi) etc.

Kontraststoffer indsprøjtet i blodbanen kan efter få minutter udskilles i urinen og herunder på røntgenbilleder aftegne nyrehulrum og urinledere (urografi). Efter indsprøjtning af vandopløseligt kontraststof i blodbanen fordeles stoffet ikke alene i blodkarrene, men trænger fra blodkarsystemets fineste forgreninger, kapillærerne, ud i den vævsvæske, der ligger uden om organismens celler (ekstracellulærvæsken). Da denne væskekomponent i de enkelte væv og organer er af lidt forskellig størrelse, er der også små forskelle på kontraststofindholdet i de enkelte vævstyper, ligesom der kan være forskel på kontraststofkoncentrationen mellem normalt og sygeligt forandret væv. De herved fremkaldte forskelle i absorption af røntgenstråling (kontrastforstærkning) ses sjældent på sædvanlige røntgenbilleder, men spiller en stor rolle ved CT-scanning, hvorunder den billedmæssige sondring mellem forskellige vævstyper kan forbedres afgørende ved kontrastforstærkning.