røntgenundersøgelse (Røntgengennemlysning)

Et andet princip til røntgenundersøgelse, der var særlig populært i røntgendiagnostikkens barndom, er den såkaldte gennemlysning, hvorunder lægen under kontinuerlig røntgenstråling direkte iagttager det "levende" skyggebillede på en gennemsigtig fluorescensskærm af blyglas. Gennemlysning anvendes ofte i forbindelse med almindelig røntgenundersøgelse, men nu mest som orientering for at sikre optagelsen af det fotografiske røntgenbillede på det rette tidspunkt og i den bedst mulige retning. Gennemlysning spiller desuden en vigtig rolle som vejledning i forbindelse med visse indgreb til diagnose eller behandling (interventionel radiologi), fx hjertekateterisation, udtagning af vævsprøver (biopsi) fra en svulst, udtømning af en væskeansamling eller ballonudvidelsesbehandling af en forsnævret pulsåre.

Siden 1960'erne er der anvendt elektroniske billedforstærkere, som giver et gennemlysningsbillede, der kan være op til 20.000 gange så lysstærkt som billedet på fluorescensskærmen og derfor muliggør gennemlysning ved meget lav strålingsstyrke. Billedet betragtes via en videokæde, hvor videokameraet er koblet direkte på billedforstærkerens udgangsskærm, men systemet anvendes også til fotografiske optagelser, idet udgangsskærmens billede med en spejlanordning dirigeres til et specialkamera til optagelse af enkeltbilleder eller kinofilm.