hjerteundersøgelse

hjerteundersøgelse, klarlæggelse af den eventuelle tilstedeværelse, art og sværhedsgrad af en hjertesygdom. Det vigtigste ved en hjerteundersøgelse er grundig udspørgen af patienten for at få klarlagt sygehistorien (anamnesen). Denne sammen med en almindelig klinisk, objektiv hjerteundersøgelse, evt. suppleret med blodtryksmåling og elektrokardiografi (EKG), vil hos de fleste patienter være nok til, at man kan stille den rigtige diagnose og få et godt skøn over sværhedsgraden.

Der spørges om sygdomme i familien (familiær disposition), tidligere sygdomme, fx gigtfeber, og operationer, hjerteproblemer ved graviditeter og fødsler, tobaks- og alkoholforbrug samt indtagelse af lægemidler og virkningen heraf. Desuden spørges om følgende symptomer: kortåndethed, brystsmerter, hjertebanken, hoste og opspyt, hævelser (ødemer) af benene, besvimelser eller nærbesvimelser, tiltagende omfang af maven og smerter i benene ved gang.

Den objektive hjerteundersøgelse omfatter inspektion (det, man ser): udseendet, almentilstanden, ernæringstilstanden, bryst- eller rygdeformitet, kortåndethed og ødem; palpation (det, man føler med hænderne): hjertets størrelse, hjertets anslag mod brystvæggen, leverforstørrelse, væskeansamling i bughulen (ascites) samt pulsen på halsen, armene og benene; perkussion (det, man hører ved at banke på brystkassen): dæmpning som udtryk for væske i lungerne; samt auskultation (det, man hører med stetoskopet): hjertelyde og -mislyde, hjerterytmen, bilyde fra lungerne som udtryk for væskeophobning, bilyde fra lungehinde og hjertehinde.

Blodtryksmåling og EKG er simple supplerende hjerteundersøgelser ligesom røntgenundersøgelse af brystkassen. Desuden kan der udføres EKG-monitorering, fx Holter-monitorering, arbejds-EKG (se elektrokardiografi) og ekkokardiografi. Mere avanceret er MR-undersøgelse og hjertekateterisation. I tilslutning til denne kan der udføres koronar-angiografi, som kan vise hjertets egne pulsårer ved røntgenundersøgelse efter indsprøjtning af kontrastmiddel.