udviklingsforstyrrelser

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

udviklingsforstyrrelser, forstyrrelser af udviklingen af en eller flere psykiske funktioner. Psykiske udviklingsforstyrrelser skyldes biologiske forhold i hjernen. Hvis kun få psykiske funktioner er ramt, bruges betegnelsen specifikke udviklingsforstyrrelser, som hyppigst er afgrænsede afvigelser i udvikling af sprog (dysfasi, se sprogvanskeligheder), motorik (DAMP) eller indlæring (dysleksi, se ordblindhed).

Ved gennemgribende udviklingsforstyrrelser er virkningen af den psykiske forstyrrelse langt mere omfattende og medfører symptomer i form af afvigende socialt samspil og kommunikation, såvel verbalt som nonverbalt. Desuden forekommer der tvangsprægede eller stereotype aktiviteter eller interesser. De vigtigste eksempler på gennemgribende udviklingsforstyrrelser er infantil autisme, beskrevet i 1943 af den amerikanske børnepsykiater Leo Kanner (1894-1981), og Aspergers syndrom, beskrevet i 1944 af den østrigske børnepsykiater Hans Asperger (1906-80).

Infantil autisme begynder før treårsalderen, sproget er tilbagestående med ekkoagtige gentagelser af tillærte fraser. Børnene reagerer tidligt kun i ringe grad på kontakt, og selvom kontakten til omgivelserne udbygges, fortsætter den med at være påfaldende. Der kan fx ske stereotype henvendelser til andre med spørgsmål om fødselsdag, bilmærke e.l. Desuden kan der forekomme adfærdsforstyrrelser i form af raserianfald og selvdestruktiv adfærd. Ca. 70% af patienter med infantil autisme har også generel mental retardering (åndssvaghed). Infantil autisme forekommer hos ca. 1‰.

Aspergers syndrom viser sig senere, oftest først i fem til seksårsalderen. Disse børn kan virke gammelkloge, idet de er tilbøjelige til at benytte tillærte vendinger, men på en mindre stereotyp måde end ved infantil autisme. De har svært ved at indgå i leg med andre børn og bliver evt. senere i skolealderen optaget af intellektuelle særinteresser, fx latinske betegnelser for sommerfugle. De har ringe social situationsfornemmelse og vil som voksne have svært ved at klare sig socialt trods gode intellektuelle evner. Der er en glidende overgang mellem Aspergers syndrom og normale former for enspænderagtige personligheder. Aspergers syndrom forekommer hos ca. 0,5%.

Fælles for infantil autisme og Aspergers syndrom er formentlig en særlig genetisk disposition. Især ved infantil autisme spiller desuden biologiske belastninger af hjernen en vigtig rolle, fx virusinfektion i fosterlivet, og sygdommen er relativt ofte forbundet med epilepsi.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
02/02/2009
Oprindelig forfatter
SylvJ
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki