udviklingsforstyrrelser

udviklingsforstyrrelser, forstyrrelser af udviklingen af en eller flere psykiske funktioner. Psykiske udviklingsforstyrrelser skyldes biologiske forhold i hjernen. Hvis kun få psykiske funktioner er ramt, bruges betegnelsen specifikke udviklingsforstyrrelser, som hyppigst er afgrænsede afvigelser i udvikling af sprog (dysfasi, se sprogvanskeligheder), motorik (DAMP) eller indlæring (dysleksi, se ordblindhed).

Ved gennemgribende udviklingsforstyrrelser er virkningen af den psykiske forstyrrelse langt mere omfattende og medfører symptomer i form af afvigende socialt samspil og kommunikation, såvel verbalt som nonverbalt. Desuden forekommer der tvangsprægede eller stereotype aktiviteter eller interesser. De vigtigste eksempler på gennemgribende udviklingsforstyrrelser er infantil autisme, beskrevet i 1943 af den amerikanske børnepsykiater Leo Kanner (1894-1981), og Aspergers syndrom, beskrevet i 1944 af den østrigske børnepsykiater Hans Asperger (1906-80).

Infantil autisme begynder før treårsalderen, sproget er tilbagestående med ekkoagtige gentagelser af tillærte fraser. Børnene reagerer tidligt kun i ringe grad på kontakt, og selvom kontakten til omgivelserne udbygges, fortsætter den med at være påfaldende. Der kan fx ske stereotype henvendelser til andre med spørgsmål om fødselsdag, bilmærke e.l. Desuden kan der forekomme adfærdsforstyrrelser i form af raserianfald og selvdestruktiv adfærd. Ca. 70% af patienter med infantil autisme har også generel mental retardering (åndssvaghed). Infantil autisme forekommer hos ca. 1‰.

Aspergers syndrom viser sig senere, oftest først i fem til seksårsalderen. Disse børn kan virke gammelkloge, idet de er tilbøjelige til at benytte tillærte vendinger, men på en mindre stereotyp måde end ved infantil autisme. De har svært ved at indgå i leg med andre børn og bliver evt. senere i skolealderen optaget af intellektuelle særinteresser, fx latinske betegnelser for sommerfugle. De har ringe social situationsfornemmelse og vil som voksne have svært ved at klare sig socialt trods gode intellektuelle evner. Der er en glidende overgang mellem Aspergers syndrom og normale former for enspænderagtige personligheder. Aspergers syndrom forekommer hos ca. 0,5%.

Fælles for infantil autisme og Aspergers syndrom er formentlig en særlig genetisk disposition. Især ved infantil autisme spiller desuden biologiske belastninger af hjernen en vigtig rolle, fx virusinfektion i fosterlivet, og sygdommen er relativt ofte forbundet med epilepsi.