Frankrig - arkitektur - renæssance

Centrum for den tidlige franske renæssancearkitektur fra ca. 1500-30 var den frugtbare Loiredal, hvor kongehuset og aristokratiet i behagelig nærhed af Frankrigs daværende hovedstad Tours opførte og ombyggede adskillige slotte i en tidstypisk kombination af traditionel middelalderlig byggeskik og italiensk renæssanceteori og formsprog. En ivrig bygherre var Frans 1., hvis ombygninger af slottene i bl.a. Blois (1515-24) og Fontainebleau (1528-40 af Gilles le Breton) er karakteristiske eksempler på den tidlige renæssancestil.

Bag facadernes rigdom af klassiske ornamenter genfinder man den middelalderlige asymmetri og i tagenes stejle profil den gotiske forkærlighed for himmelstræbende vertikalitet. Også Frans 1.s nybyggeri, jagtslottet Chambord (1519-50), fik efter middelalderlig skik svære, borgagtige hjørnetårne og en typisk gotisk tagprofil. Det samme kompromis mellem middelalderlig byggestil og italiensk inspireret renæssanceornamentik kan ses i periodens kirkearkitektur, fx Saint-Eustache i Paris (påbegyndt 1532), i borgerskabets byhuse og i adelens palæer, bl.a. Hôtel Lallemant (1518) i Bourges og Hôtel Pincé (1533) i Angers.

I forsøget på at udkonkurrere italienerne i kunst og kultur begyndte Frans 1. fra ca. 1530 at indkalde italienske kunstnere, bl.a. arkitekten Sebastiano Serlio. Han beherskede som arkitekturteoretiker til fulde det klassiske formsprog, som det ses i det pilasterprydede slot Ancy-le-Franc, påbegyndt af Serlio i 1546. Den samme indsigt kommer til udtryk i Pierre Lescots Louvrefløj i Paris (1546-51), hvor Pierre Lescot ved en korrekt, men selvstændig brug af det italienske formsprog skabte en klassisk facadekomposition med midt- og siderisalitter og udsmykning i lavt relief; denne komposition dannede herefter skole for fransk paladsarkitektur.

Fremtrædende arkitekter i anden halvdel af 1500-t. var Philibert Delorme og Jean Bullant, som efter studier i Rom begge mestrede den klassiske renæssancestil. Delorme opførte for Henrik 2.s elskerinde, Diane de Poitiers, bl.a. slottet Anet (1547-52), et trefløjet anlæg, behersket af en anderledes monumentalitet end hidtil set; slotskapellet med den cirkulære grundplan er det første franske sakralbyggeri, hvor man har fulgt renæssancens princip, at cirklen er den mest perfekte form og derfor velegnet til Guds hus.

I slottet Écouen (ca. 1555) for Anne de Montmorency introducerede Bullant kolossalpilastrene i fransk arkitektur, en udsmykning, som gav inspiration til udformningen af Hôtel de Lamoignon (1584) i Paris. Herefter blev Paris under Henrik 4.s regering omkring år 1600 det nye centrum for det større byggeri, og den mere pompøse barokstil begyndte at manifestere sig i arkitekturen.

Læs videre om fransk barok og rokoko, gå tilbage til middelalderarkitektur, romansk og gotisk arkitektur eller læs om Frankrig i øvrigt.