Knud W. Jensen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Knud W. Jensen, fotograferet 1996.

Knud W. Jensen, fotograferet 1996.

Knud W. Jensen, Knud John Peter Wadum Jensen, 7.12.1916-12.12.2000, dansk forretningsmand, museumsdirektør, forfatter og kunstmæcen. Knud W. Jensens indsats var først og fremmest knyttet til kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, som åbnede i 1958, og til forlaget Gyldendal, hvis aktiemajoritet han overtog i 1952. Knud W. Jensen sikrede begge et selvstændigt økonomisk virke gennem Louisiana-Fonden af 1954 og Museums-Fonden af 1966.

Efter studentereksamen i 1935 brugte Knud W. Jensen 20 år i forretningslivet, hvor han konsoliderede sin fars, Peter Jensens (1870-1944), formue i firmaet Peter Jensen, der importerede og udviklede mælkeprodukter.

Sideløbende stiftede han s.m. forfatteren Ole Wivel i 1945 Wivels Forlag, og i 1948 medvirkede han ved udsendelsen af tidsskriftet Heretica. I 1954 blev han bestyrelsesformand i den nystiftede forening Kunst på Arbejdspladsen, og i begyndelsen af 1960'erne bidrog han tillige aktivt til udviklingen af dansk kulturpolitik, herunder oprettelsen af Kulturministeriet og Statens Kunstfond.

Da Knud W. Jensen i 1955 erhvervede patriciervillaen Louisiana ved Øresund, var det med henblik på at skabe et museum for moderne dansk kunst. Men oplevelsen af Documentaudstillingen i Kassel i Tyskland i 1959 fik ham til at udvide horisonten og satse på moderne international kunst, dels gennem opbygningen af en selvstændig samling, dels gennem særudstillinger. Ved også at give plads til design, musik, dans, film, litterære oplæsninger og almenkulturelle og politiske diskussioner var han med til at forny museumsidéen. Museums- og forlagsdriften forenede Knud W. Jensen i katalog- og tidsskriftsserien Louisiana Revy, der siden 1960 har formidlet de internationale strømninger i kunsten.

Sideløbende med sit virke som direktør for Louisiana, hvorfra Knud W. Jensen i 1993 officielt lod sig pensionere, udviklede han sit forfatterskab, der tæller erindringsværket Mit Louisiana-liv (1985), interviewbogen Mens kunsten er ung ved Niels Birger Wamberg (1992), Stedets ånd (1994), hvori han helliger sig sin fascination af den antikke Middelhavskultur, samt hovedværket De glade givere (1996) om danske kunstmæcener siden midten af 1800-t.

Ny Carlsbergfondet stiftede i 2002 en pris på 250.000 kr., der bærer hans navn, Knud W. Jensen Prisen. Den skal uddeles hvert andet år til personer, der har formidlet kunst i hans ånd.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Viser 1 af 1 billeder

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
16/10/2012
Oprindelige forfattere
PKN
31/01/2009
Wivel
31/01/2009
Læs mere om Knud Wadum Jensen
Knud W. Jensen
Knud John Peter Wadum Jensen ,  7.12.1916-12.12.200 ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki