Andy Warhol

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Serigrafi. Andy Warhol Marilyn Monroe, 1967; Louisiana. Billedet er et af en række på ti serigrafier, hvor Warhol med udgangspunkt i et fotografi af skuespilleren har varieret sammensætningen af farverne i baggrund, ansigt, hår, øjne, øjenlåg og mund. Disse partier trykkes hver for sig og passes omhyggeligt sammen dér, hvor de ikke skal trykkes oven i hinanden. I flere af billederne har Warhol dog udnyttet effekten af større eller mindre forskydninger af de enkelte farver.

Andy Warhol, egl. Andrej Varhola, Jr., 6.8.1928-22.2.1987, amerikansk billedkunstner. Andy Warhol var en af hovedskikkelserne inden for den amerikanske popkunst. Efter at have uddannet sig som reklametegner i Pittsburg flyttede han i 1949 til New York, hvor han hurtigt fik stor succes som leverandør af tegninger til modemagasiner, bl.a. Vogue.

I 1960 etablerede Andy Warhol sig som billedkunstner og påbegyndte en serie malerier baseret på avisreklamer og tegneserier, som regnes blandt de tidligste eksempler på amerikansk popkunst. De første var udført i en delvis ekspressiv stil, som imidlertid hurtigt afløstes af et køligt og distancerende udtryk, renset for enhver form for personligt fingeraftryk.

Fra 1962 arbejdede han med serier af malerier inden for især fire motivkredse: ulykker, baseret på pressefotos af bl.a. trafikuheld, hverdagsforbrugsvarer som Campbells suppedåser og Coca Cola-flasker, blomster og endelig ikonagtige portrætter af populærkulturens superstjerner, fx Marilyn Monroe og Elvis Presley.

Warhols foretrukne teknik var silketryk; vha. disse kunne assistenter i hans atelier, kaldet The Factory, overføre fotografiske billeder på ofte monokromt malede lærreder et ubegrænset antal gange.

Andy Warhol. Pladecoveret til Velvet Undergrounds kontroversielle debutplade blev designet af Andy Warhol. Den gule bananskræl var et aftageligt klistermærke uden på papcoverets billede af en skrællet banan; coveret blev trykt i flere farvevarianter, hvilket bl.a. siden hen har gjort pladen til et yndet samlerobjekt. Indtil midten af 1960'erne var det almindeligt, at musikerne lod sig afbilde på pladecoveret. Men man begyndte da at bearbejde disse billeder i et forsøg på at skabe et billedsprog, der svarede til musikkens radikalitet. Således udvikledes coverart.

Fra 1963 blev Andy Warhol i stigende grad optaget af filmmediet; blandt de tidlige film hører Empire (1964), en bevidst kedsommelig, otte timer lang optagelse af The Empire State Building. The Chelsea Girls (1966) regnes for hovedværket blandt hans undergrundsfilm. I 1966 iscenesatte han også multimedieperformances, hvor lys- og filmprojektioner kombineredes med levende musik fra rockgruppen Velvet Underground.

I 1968 blev Warhol skudt af den radikale feminist Valerie Solanas (1936-88), hvilket gav ham varige mén, men øgede hans kultstatus både i og uden for kunstverdenen. I 1970'erne udførte han primært bestillingsportrætter. Blandt de mest nyskabende værker i hans sene produktion hører Oxidation Paintings (1978), hvor han med sin urin oxiderede mønstre på lærreder behandlet med kobberpigment.

Andy Warhol ændrede synet på forholdet mellem kunsten og samfundet med sin åbenlyse fascination af penge og stjernestatus, og hans selviscenesættelse blev en uadskillelig del af hans samlede værk.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Andy Warhol. Pladecoveret til Velvet Undergrounds kontroversielle debutplade blev designet af Andy Warhol. Den gule bananskræl var et aftageligt klistermærke uden på papcoverets billede af en skrællet banan; coveret blev trykt i flere farvevarianter, hvilket bl.a. siden hen har gjort pladen til et yndet samlerobjekt. Indtil midten af 1960'erne var det almindeligt, at musikerne lod sig afbilde på pladecoveret. Men man begyndte da at bearbejde disse billeder i et forsøg på at skabe et billedsprog, der svarede til musikkens radikalitet. Således udvikledes coverart.

© Dette billede må du ...

Serigrafi. Andy Warhol Marilyn Monroe, 1967; Louisiana. Billedet er et af en række på ti serigrafier, hvor Warhol med udgangspunkt i et fotografi af skuespilleren har varieret sammensætningen af farverne i baggrund, ansigt, hår, øjne, øjenlåg og mund. Disse partier trykkes hver for sig og passes omhyggeligt sammen dér, hvor de ikke skal trykkes oven i hinanden. I flere af billederne har Warhol dog udnyttet effekten af større eller mindre forskydninger af de enkelte farver.

Viser 2 af 2 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
keuner
01/09/2013
Redaktionen
07/08/2011
Ekspert
MBech
Oprindelig forfatter
MQH
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki