Gustave Courbet

Verificeret: Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Billeder (2)

Gustave Courbet Hængekøjen; maleri, 1844.

Gustave Courbet, 10.6.1819-31.12.1877, fransk maler. Gustave Courbet begyndte at studere jura i Paris i 1840, men forlod snart studierne for at hellige sig malerkunsten. På egen hånd malede han på Louvre efter de gamle mestre fra 1500- og 1600-t. og efter levende model på Académie Suisse.

I 1844 debuterede Courbet på Salonen med det selvbevidste Selvportræt med sort hund (1842, Petit Palais, Paris). Samtidig malede han de to tidlige mesterværker De elskende i naturen (1844, kunstmuseet i Lyon) og Hængekøjen eller Drømmen (1844, Oskar Reinhart-samlingen Am Römerholz i Winterthur, Schweiz), og påbegyndte det stærkt personlige Den sårede mand (1844-55, Louvre, Paris).

Gustave Courbet Unge piger ved Seinen; maleri, 1856. Musée du Petit Palais, Paris.

Hermed blev Courbets livslange inspirationskilder anslået: kvinden, det landlige miljø fra området Franche-Comté, hvor han var født, samt selvgranskningen, der gav sig udslag i et væld af selvportrætter.

Trods sin politiske overbevisning deltog Courbet kun perifert i urolighederne i 1848. Hans omgangskreds i Paris omfattede malere fra Barbizonskolen, kunstkritikere og skribenter som Charles Baudelaire og filosoffen P.-J. Proudhon, som han skildrede posthumt i Proudhon og hans familie (1865, Petit Palais, Paris).

Ud af dette kunstnermiljø opstod realismen, og Courbet blev anset for dens hovedfigur, da han malede det nu forsvundne Stenhuggerne (1849, tidl. Galerie Neue Meister, Dresden) og Begravelsen i Ornans (1849-50, Musée d'Orsay, Paris), der med deres afslørende portrætter af Courbets bysbørn griber tilbage til Francisco de Goya.

Gustave Courbet Malerens atelier; maleri, 1855. Musée d'Orsay, Paris. I det store billede (361 cm×598 cm) har Courbet søgt at udtrykke sin selvforståelse som realistisk maler. Han sidder selv midt i atelieret og maler et landskabsbillede, omgivet af skikkelser, der udtrykker drivkræfterne bag hans kunstneriske stræben. Foran ham står et barn (den barnlige uskyld) og bag ham en nøgen kvinde (den nøgne sandhed), tv. en gruppe af sociale randeksistenser, som Courbet solidariserede sig med, th. en række ligesindede blandt tidens intellektuelle, forfattere og kunstnere, bl.a. Charles Baudelaire og P.J. Proudhon.

I forbindelse med verdensudstillingen i 1855 forkastede Salonen Courbets mægtige programbillede Malerens atelier med undertitlen Sand allegori, betegnende en fase på 7 år af mit kunstneriske og åndelige liv; derpå besluttede han at arrangere en udstilling af egne værker. Den blev flittigt besøgt og knæsatte realismen som historisk kunstretning, selvom Courbet stadig vakte forargelse med fx Unge piger ved Seinen (1856, Petit Palais, Paris). Essensen af det erotiske fastholdt Courbet siden i sin naturalistiske fremstilling af det blottede kvindeskød med den programmatiske titel Verdens oprindelse (1866, Musée d'Orsay, Paris), som først har kunnet ses offentligt fra 1988.

I 1858-59 opholdt Courbet sig i Frankfurt am Main, hvor han blev påvirket af den tyske romantik, som det ses i bl.a. Kvinden fra Frankfurt (1858-59, Museum Ludwig & Wallraf-Richartz Museum, Köln) og flere scener med hjorte, kæmpende eller liggende ved skovsøer, en genre, der vedblev at optage ham ligesom landskabsmaleriet, hvor han med sin moderne, pastose teknik blev et forbillede for den tidlige impressionisme.

Kort før Den Fransk-tyske Krigs udbrud i 1870 fik Gustave Courbet tildelt Æreslegionen, men han afslog, og efter Napoleon 3.s fald blev han valgt som leder af en komité til beskyttelse af landets kunstværker. I 1871 blev Courbet valgt ind som medlem af Pariserkommunen, men han gik meget hurtigt i protest mod kommunens voldelige fremfærd, og han var med til at bringe politikeren Adolphe Thiers' kunstsamling i sikkerhed. Efter kommunens fald blev Courbet anklaget for at have medvirket ved ødelæggelsen af Vendôme-søjlen; han blev fængslet og idømt en anseelig bødestraf. I 1872 blev han frigivet, men hans billeder blev afvist på Salonen af politiske grunde, og han gik i eksil i Schweiz, hvor han drev rovdrift på sit talent for at dæmme op for de store økonomiske krav, bøderne havde påført ham.

Gustave Courbet døde i Schweiz, men i 1919 blev hans kiste ført til fødebyen Ornans i Frankrig. I Danmark findes der flere billeder af Courbet på Glyptoteket og Ordrupgaardsamlingen.