Léon Bonnat, 1833-1922, fransk maler. Inspireret af barokkens spanske mestre, især Jusepe de Ribera, udfoldede Bonnat sig som historiemaler med en kontrastrig og kras realisme, som det fx ses i Job (1880, Musée Bonnat, Bayonne). Han udførte talrige store udsmykningsopgaver, bl.a. til Panthéon, rådhuset og justitspaladset i Paris. Hans egentlige arbejdsfelt blev dog portrætmaleriet, hvor han gjorde lykke med sine mondæne naturalistiske figurskildringer, fx portrættet af præsident Adolphe Thiers (1877, Louvre). Igennem flere årtier drev Bonnat en anset privat kunstskole i Paris. Den besøgtes af unge kunstnere fra mange lande, fra Danmark bl.a. Th. Philipsen, Laurits Tuxen, P.S. Krøyer og Joakim Skovgaard, som her fik en skoling i valørmaleri. Bonnat var en fejret udstiller på Salonen i Paris. I 1888 blev han professor ved École des beaux-arts, og fra 1905 var han akademiets direktør. Musée Bonnat, åbnet 1923 i fødebyen Bayonne, rummer hans kunstsamling og flere af hans egne værker.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger i Bøger app | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki