bogforlag, bogbranchens producerende led. Forlaget erhverver retten til at mangfoldiggøre forfatterens værk gennem aftaler baseret på ophavsretlige regler. De nationale ophavsretslovgivninger bygger på den internationale Bernerkonvention (1886). I Danmark fastsætter forlaget oplagsstørrelserne og kan fastsætte en vejledende bogladepris og i et begrænset omfang en bogladepris, som alle forhandlere skal overholde i en periode efter bogens udgivelse. Se også boghandel.
Forlaget står for redaktion, den tekniske fremstilling, salg og reklame. Boghandlerne er forlagenes hovedaftagere, enten ved køb i fast regning med mindst 10% returret efter branchens samhandelsregler eller à condition (levering med returret). Forlæggeri er fri næring, og moderne teknik har medvirket til en opblomstring af nye, hovedsagelig små forlag og udgivere. Dansk Bogfortegnelse registrerer, at der årligt udkommer ca. 13.500 nye bogtitler i Danmark; en del er dog publikationer med snæver spredning, og kun ca. 50% fås i boghandelen. Den samlede danske bogomsætning i bogladepriser inkl. moms var i begyndelsen af 2006 ca. 4,2 mia. kr. I perioden 1971-2006 har antallet af udgivne titler fordelt sig med ca. 25% skønlitteratur (dansk og oversat) og ca. 75% øvrige bøger.
I de seneste årtier har bogforlagene desuden fremstillet lydbøger, først bøger indtalt på båndkassetter, senere på cd-rom og i de sidste år som mp3'er, der kan downloades og afspilles i fx en iPod. Den elektroniske bog (E-bogen), der også kan downloades, resulterede pr. 1.1. 2007 i oprettelsen af Ebog.dk, et samarbejde mellem DanskBiblioteksCenter (DBC) og Infomedia. En massiv kritik af den monopollignende status, som Gyldendal og Politiken (der ejer hhv. DBC og Infomedia) fik på markedet, bevirkede, at Infomedia i april 2007 trak sig ud af samarbejdet, så andre forlag nu kan købe sig ind i Ebog.dk. Et godt eksempel på elektroniske udgaver af bøger er Den Store Danske Encyklopædi, der nu også foreligger i denne version. Det er naturligt for forlagene at påtage sig elektroniske udgivelser, fordi de i forvejen besidder ekspertise i udvælgelse, redaktion og markedsføring.
Historisk set er en del forlag opstået i bestående boglader, se boghandel. Egentlig dansk forlagsvirksomhed går tilbage til 1770, da Søren Gyldendal etablerede sig; før den tid var det som regel bogtrykkerne og forfatterne selv, der var forlæggere. De sidste årtier af 1900-t. medførte en række forlagsfusioner såvel nationalt som på tværs af landegrænserne; i Danmark er Gyldendal med sine datterforlag (Rosinante&Co A/S) det største, efterfulgt af det Egmont-ejede Lindhardt og Ringhof, Politikens Forlag med datterforlagene JPBøger, Olivia og Ekstrabladets Forlag, men i de seneste år er der desuden opstået en lang række nye små forlag.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki