Olsen-banden

© Venligst udlånt af DFI/Billed-og Plakatarkivet

Olsen-banden. Filmene om Olsen-banden var ikke mindst kendt for de mange fantasifulde gags og special effects, og der blev anvendt en del sprængstof, bl.a. i de film, hvor Preben Kaas spiller den uforlignelige Dynamit-Harry. Til højre ses Erik Balling.

Olsen-banden, en af de mest succesrige filmserier i dansk filmhistorie, skabt af Erik Balling og Henning Bahs. Filmene kan karakteriseres som kriminalkomedier, og i tråd med folkekomediens traditioner afstak de bevidst snævre rammer for deres egne klichéer. Inden for disse rammer var filmene usædvanlig vellavede og velspillede og fremviste stor idérigdom i handling og satire, der kunne være skånselsløst vittige, men aldrig forfaldt til fordomme eller selvtilfredshed.

Hovedpersonerne er bandelederen Egon Olsen (Ove Sprogøe) og bandemedlemmerne Benny Franzen (Morten Grunwald) og Kjeld Jensen (Poul Bundgaard); Egon har altid en genial plan, men noget går hver gang galt, og i modsætning til de to andre ender Egon bag tremmerne. I det næsten faste persongalleri indgår også Kjelds kone, Yvonne (Kirsten Walther).

Den første film kom i 1968 og hed blot Olsen-banden. I 1974, efter den sjette film, besluttede Balling og Bahs at stoppe serien, men allerede året efter genoptog de den, og først efter endnu syv film blev serien indstillet i 1981. Filmene er med små udsving alle filmhåndværk af høj kvalitet, og opfindsomheden er intakt fra først til sidst; Olsen-banden ser rødt (1976) fremhæves ofte som seriens højdepunkt (se Elverhøi).

Filmene
År	Titel
1968	Olsen-banden
1969	Olsen-banden på spanden
1971	Olsen-banden i Jylland
1972	Olsen-bandens store kup
1973	Olsen-banden går amok
1974	Olsen-bandens sidste bedrifter
1975	Olsen-banden på sporet
1976	Olsen-banden ser rødt
1977	Olsen-banden deruda'
1978	Olsen-banden går i krig
1979	Olsen-banden overgiver sig aldrig
1981	Olsen-bandens flugt over plankeværket
1981	Olsen-banden over alle bjerge
1998	Olsen-bandens sidste stik

I 1998 fik serien en epilog i form af Olsen-bandens sidste stik, hvor de tre bandemedlemmer i en høj pensionistalder genoptager deres meritter. Bundgaard døde under optagelserne, men efter en manuskriptændring blev filmen færdigindspillet med Tommy Kenter som Kjeld i nogle af scenerne. Også instruktøren, Tom Hedegaard (1942-98), døde under optagelserne, og filmen færdiggjordes af Morten Arnfred.

Olsen-bande-filmene opnåede også succes i enkelte andre lande, specielt i det daværende DDR, hvor deres brede popularitet var mindst lige så stor som i Danmark. Det skyldes bl.a., at man her, i modsætning til i Vesttyskland, gjorde sig umage med at overføre originalernes særlige jargon til den synkroniserede lydside.

I Norge og Sverige blev de kopieret og nyindspillet som henholdsvis Olsen-Banden og Jönsson-ligaen. Gaden ind til Vridsløselille Statsfængsel kom kort efter Ove Sprogøes død til at hedde Egon Olsens Vej.

© Det Danske Filminstitut/Billed- og Plakatarkivet

Olsen-banden. Plakaten til seriens første film. Typerne er lagt: Egon Olsen, rank og med høj cigarføring, følges af de to hundehoveder, den traneagtige, letbenede Benny og den tunge, kuede og forsigtige Kjeld, hvis ben aldrig rigtig vil følge med, og som altid bærer jordemodertasken med bandens værktøj. Typernes karakteristika ændredes ikke siden, men blev diskret nuanceret og udbygget. Specielt blev svælget større mellem Egons napoleoniske storhedsvanvid og de andres visionsløse småborgerlighed.