Star Wars, Stjernekrigen, amerikansk science fiction-film fra 1977, instrueret af George Lucas.
I Star Wars skabte George Lucas et fantasiunivers med lån fra myter og eventyr. Filmen og dens efterfølgende afsnit fra 1980 og 1983 opnåede hurtigt en enestående popularitet og kultagtig position i moderne kultur.
Det skyldes ikke mindst dens personunivers med den unge helt Luke Skywalker, den durkdrevne og modige Han Solo og hans hjælper Chewbacca, Lukes læremester, den såkaldte jediridder Ben Obi-Wan Kenobi, en ældre jediridder, Yoda, samt prinsesse Leia, der viser sig at være tvillingesøster til Luke.
Dertil kommer filmenes altoverskyggende skurk, Darth Vader (opr. Anakin Skywalker), og fantasifulde birollefigurer som robottene C3PO og R2-D2.
Filmen Star Wars' imponerende nyskabende special effects blev skabt af George Lucas' firma Industrial Light and Magic. Endvidere bidrog hans nyopfundne lydformat THX (se tonefilm) til at befæste filmens ry som en af samtidens mest teknologisk avancerede filmproduktioner.
Efter flere års pause filmatiserede George Lucas Star Wars: Episode I-III (hhv. 1999, 2002 og 2005), hvis handling går forud for de tre første Star Wars-film, men ved afslutningen af episode III skaber forbindelse til den oprindelige trilogi.
| Episode | År | Titel |
| IV | 1977 | Star Wars/Stjernekrigen |
| V | 1980 | Star Wars: Episode V - The Empire Strikes Back/Imperiet slår igen |
| VI | 1983 | Star Wars: Episode VI - Return of the Jedi/Jedi-ridderen vender tilbage |
| I | 1999 | Star Wars: Episode I - The Phantom Menace/Star Wars: Episode I - Den usynlige fjende |
| II | 2002 | Star Wars: Episode II - Attack of the Clones/Star Wars: Episode II - Klonernes angreb |
| III | 2005 | Star Wars: Episode III - Revenge of the Sith/Star Wars: Episode III - Sith-fyrsternes hævn |
Se også science fiction - film.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki