Leni Riefenstahl

Leni Riefenstahl, Helene Bertha Amalia Riefenstahl, 1902-2003, tysk filminstruktør og skuespiller. Oprindelig uddannet som danser spillede Leni Riefenstahl fra 1926 kvindelig vovehals i flere af Arnold Fancks (1889-1974) såkaldte bjergfilm, og den første film, hun instruerede, Das blaue Licht (1932, Det blaa Lys), var i samme genre.

I 1932 var hun med Fanck i Vestgrønland, hvor hun bistået af Knud Rasmussen sammen med den berømte krigsflyver Ernst Udet indspillede filmen SOS Eisberg (1933, SOS Isbjerg).

Efter Adolf Hitlers magtovertagelse indvilligede hun beredvilligt i at dokumentere nationalsocialisternes propagandamanifestationer. Filmene Triumph des Willens (1935) om partidagen i Nürnberg i 1934 og Olympia, 1-2 (1938, Olympiadefilmen) om De Olympiske Lege i Berlin i 1936 er hovedværker inden for dokumentarfilmgenren og vidner om instruktørens ubestridelige sans for filmmediets kunstneriske og æstetiske muligheder. Deres naziforherligende indhold vil dog for altid gøre dem problematiske.

Leni Riefenstahl næste arbejde, spillefilmen Tiefland med hende selv i hovedrollen som spansk danserinde bygger på handlingen i Eugène d'Alberts opera. Produktionen blev længe udskudt og senere jævnligt afbrudt af krigen, men de bevarede optagelser lod sig ved hjælp af eftersynkronisering og anden postproduktion klippe sammen til en slags helhed, der stærkt forsinket fik premiere i 1954 i Stuttgart uden at vække opsigt. 

I 1966 fik Riefenstahll et comeback som fastbilledfotograf, da hun i farver skildrede især de nøgne, mandlige medlemmer af Nuba-stammen i Sudan. Billederne blev trykt i både amerikanske og tyske magasiner og i fotobøger, som Riefenstahl selv stod for. Nuba-billederne høstede  mange lovord, men også kritik: Man så i hendes fornyede kropsdyrkelse en parallel til Olympia-filmene. 90 år gammel slog Riefenstahl sig på undervandsfotografering og leverede en svanesang fra det undersøiske, dokumentarfilmen Impressionen unter Wasser, som fik premiere i forbindelse med hendes 100 års dag i 2002. 

Leni Riefenstahl forblev - det hænger også sammen med hendes lange, aktive liv - en af 1900-tallets mest omstridte personligheder. Hun var  anerkendt i internationale filmkredse for sit tekniske og kompositoriske geni, mens hun efter 1945 i vid udstrækning blev skyet af den tyske offentlighed.

Man krævede, at hun skulle undskylde; det ville hun ikke. En stor del af fascinationen og animositeten omkring hendes person hang sammen med hendes køn. At hun havde været Hitlers elskerinde (hvilket intet tyder på, hun havde været), var et forlydende, som der gang på gang blev kogt suppe på i den kulørte presse. Hun reagerede på bagvaskelser med sagsanlæg. Ligeledes sagsøgte hun alle, der uden at betale brugte eller misbrugte hendes film, som hun selv beholdt rettighederne til. Hun fik selv sin sag for adskillige gange.

Den alvorligste anklage var ikke, at hun havde forherliget Hitler, men at der muligvis havde medvirket tvangsudskrevne sigøjnere som statister i Tiefland-optagelserne i 1940, at disse senere var blevet myrdet i en koncentrationslejr, og at hun vidste om det. Ingen af de mange processer mod hende førte til domfældelse. 

Hun blev endeligt frikendt for krigsforbrydelser i 1952, men kunne ikke få arbejde i modsætning til sine mandlige kolleger som Veit Harlan, der lavede fem spillefilm efter krigen. 

Det var først, da pop- og rockkulturen begyndte at flirte med hendes æstetik, hun vandt terræn igen uden for Tyskland. Som da det britiske Sunday Times bestilte hende til at dække De Olympiske Lege i München i 1972 eller fotografere Mick og Bianca Jagger.

Det officielle Tyskland, splittet eller genforenet, ville ikke røre ved hende. Hun fik ingen af de priser, der normalt gives for en bemærkelsesværdig indsats i tysk film. Hun og Tyskland blev aldrig forsonet, og offentlige visninger af hendes diabolske mesterværk Triumph des Willens har fra 1945 været forbudt.

I Ray Müllers (f. 1958) dokumentarfilm Die Macht der Bilder: Leni Riefenstahl (1993) insisterer Leni Riefenstahl på, at hun i nazitiden var upolitisk og uden kendskab til nazismens forbrydelser.