© ©The Walt Disney Company/Venligst udlånt af DFI/Billed- og Plakatarkivet
Walt Disney. Disney-studiernes første tegnefilm i spillefilmslængde var Snehvide og de syv Dværge (1937). Filmen baserede sig på det populære folkeeventyr, men havde fået tilsat en umiskendelig blanding af komik, sødme og alvor. Denne populære opskrift blev fulgt i alle senere Disney-tegnefilm.
Walt Disney, Walter Elias Disney, 5.12.1901-15.12.1966, amerikansk tegner og filmproducent. Walt Disney kendes over hele kloden som ophavsmand til et af 1900-t.s mest levedygtige eventyruniverser og en lang række af de mest banebrydende og populære tegnefilm.
Hans navn har fået klang af varemærke, hvilket hans arvtagere flittigt og med stadig større økonomisk succes udnytter. I sin levetid var Walt Disney imidlertid ikke kun det faderlige overhoved i et driftigt tegnefilmstudie; han var også en sammensat kunstner, der hele livet stræbte mod nye mål, ofte på den fornuftige økonomis bekostning, og en moderne eventyrfortæller, der formåede at forene klassiske fortælletraditioner og mytologi med det moderne menneske.
Disney så optimistisk på teknologiens udvikling og betragtede den som et nyt eventyr med grænseløse muligheder, og da han kort efter 1. Verdenskrig nedsatte sig som tegnefilmproducent, styrede han tidligt mod toppen.
I 1923 skabte han i Kansas City serien Alice in Cartoonland, der blev en rimelig succes, og han opbyggede efterhånden en stab af tegnere. Siden opfandt han figuren Oswald the Lucky Rabbit, men gennembruddet kom først, da han i Hollywood i 1928 lancerede figuren Mickey Mouse.
| film produceret under Walt Disneys ledelse | |
| 1937 | Snow White and the Seven Dwarfs/Snehvide og de syv Dværge |
| 1940 |
Pinocchio/Pinocchio |
| Fantasia/Fantasia | |
| 1941 |
The Reluctant Dragon/En Dag med Disney* |
| Dumbo/Dumbo | |
| 1942 | Bambi/Bambi |
| 1943 | Saludos Amigos/Vær hilset, Venner* |
| 1945 | The Three Caballeros Make Mine Music/Spil for mig! |
| 1947 | Fun and Fancy Free/Bongo og Mickey og Bønnestagen* |
| 1948 | Melody Time/Melody Time |
| 1949 | Adventures of Ichabod and Mr. Toad |
| 1950 | Cinderella/Askepot |
| 1951 | Alice in Wonderland/Alice i eventyrland |
| 1953 | Peter Pan/Peter Pan |
| 1955 | Lady and the Tramp/Lady og Vagabonden |
| 1959 | The Sleeping Beauty/Tornerose |
| 1961 | 101 Dalmatians/Hund og hund imellem |
| 1963 | The Sword in the Stone/Da kongen var knægt |
| 1967 | The Jungle Book/Junglebogen |
| film produceret af Walt Disney-studierne efter Walt Disneys død | |
| 1970 | The Aristocats/Aristocats |
| 1973 | Robin Hood/Robin Hood |
| 1977 | The Rescuers/Bernhard og Bianca |
| 1981 | The Fox and the Hound/Mads og Mikkel - Venner for livet |
| 1985 | The Black Cauldron |
| 1986 | The Great Mouse Detective/Mesterdetektiven Basil Mus |
| 1988 | Oliver and Company/Oliver & Co. |
| 1989 | The Little Mermaid/Den lille havfrue |
| 1990 | The Rescuers Down Under/Bernhard og Bianca - SOS fra Australien |
| 1991 | Beauty and the Beast/Skønheden og udyret |
| 1992 | Aladdin/Aladdin |
| 1994 | The Lion King/Løvernes konge |
| 1995 | Pocahontas/Pocahontas |
| 1996 | The Hunchback of Notre Dame/Klokkeren fra Notre Dame |
| 1996 | Hercules/Herkules |
| 1998 | Mulan/Mulan |
| 1999 | Tarzan/Tarzan |
| 2000 | Fantasia 2000/Fantasia 2000 |
| 2000 | The Emperor's New Groove/Kejserens nye flip |
| 2001 | Atlantis/Atlantis |
| 2001 | Monsters, Inc./Monsters, Inc. |
| 2002 | Lilo & Stitch/Lilo & Stitch |
| 2002 | Treasure Planet/Skatteplaneten |
| 2003 | Finding Nemo/Find Nemo |
| 2003 | Brother Bear/Bjørnebrødre |
| 2004 | Home On The Range /De Frygtløse - The Muuhvie |
| 2004 | The Incredibles /De Utrolige |
| 2006 | Chicken Little/Lille Kylling |
| 2006 | Cars/Biler |
| 2007 | Ratatouille/Ratatouille |
| *Delvis tegnefilm | |
Mickey Mouse blev symbolet for Disneys fordomsfri og eksperimenterende omgang med det ellers ret uglesete tegnefilmmedie. I løbet af 1930'erne kom nye figurer til: Pluto 1930, Fedtmule (Goofy) 1932, Anders And (Donald Duck) 1934, samtidig med at Disney lancerede de musikalske korttegnefilm Silly Symphonies (fra 1929).
Han pressede sin stadig ekspanderende stab til det yderste, og i løbet af disse år opfandt Disney og hans folk en endeløs række af de tegnemæssige grundprincipper, som alle tegnefilmfolk stadig anvender.
Samtidig var Disney-studiet konstant forum for nye filmtekniske landvindinger: Den tredje Mickey Mouse-film (Steamboat Willie) var den første tegnefilm med lyd, og siden eksperimenteredes både med farver, stereolyd og bredlærredfilm.
Men de populære kortfilm var ikke nok for den ambitiøse Walt Disney. I 1937 kom filmhistoriens første lange tegnefilm, Snow White and the Seven Dwarfs (Snehvide og de syv Dværge), og dens enorme succes bevirkede, at han i de følgende år brugte flest kræfter på de lange film: Pinocchio (1940), Dumbo (1941) og Bambi (1942) er alle mesterværker, meget forskellige både i indhold og udseende. Den prætentiøse Fantasia (1940), bygget over kendte klassiske musiknumre, er noget mere kuriøs. Den var en total fiasko ved premieren, men har siden fået kultstatus.
Under 2. Verdenskrig lammedes Walt Disneys studie af strejke og økonomiske kvaler, og efter krigen var han i højere grad den fjerne chef end den energiske kunstner. Der kom stadig gode film fra studiet, især Cinderella (1950, Askepot), Peter Pan (1953), Lady and the Tramp (1955, Lady og Vagabonden), 101 Dalmatians (1961, Hund og hund imellem) og The Jungle Book (1967, Junglebogen), men Disney engagerede sig nu i meget andet end tegnefilm, bl.a. realfilm, tv-programmer og især forlystelsesparken Disneyland ved Los Angeles, der åbnede i 1955. Disneyland var for ham et værk ligesom filmene, men med den forskel, at det hele tiden kunne ændres og gøres bedre.
Ved Walt Disneys død var firmaet velkonsolideret, og studiet fortsatte med at lave film, selvom kvaliteten aldrig helt har nået niveauet fra 1930'erne og 1940'erne. Selskabet blev ført videre i det hidtidige navn, Walt Disney Productions, men ledelsen havde svært ved at finde fodfæste. Mod slutningen af 1970'erne skrantede økonomien, og en større magtkamp resulterede 1983-84 i en udskiftning af hele ledelsen.
© Venligst udlånt af DFI/Billed- og Plakatarkivet
Walt Disney ved lanceringen af en af Disney-studiernes naturfilm i 1953.
Under ledelse af Michael D. Eisner (f. 1942, direktør 1984-2005) skiftede selskabet i 1985 navn til The Walt Disney Company, og virksomheden har udviklet sig til en af verdens førende mediekoncerner.
Foruden tegne- og spillefilmproduktionen, bl.a. i selskaberne Touchstone Pictures, Hollywood Pictures og Walt Disney Pictures, og distributionsaktiviteterne gennem Buena Vista-selskaberne udgiver koncernen audioprodukter, giver licens til produktion af tøj, legetøj og anden merchandise samt driver forlystelsesparker og detailhandelskæden Disney Stores mv.
Tegnefilmproduktionen fik nyt liv med film som Aladdin (1992) og The Lion King (1994, Løvernes konge), men senest har der været debat om hvorvidt den traditionelt håndtegnede tegnefilm skal fortsætte.
I 2006 har Disney opkøbt samarbejdspartneren Pixar, der står bag computeranimerede succesfilm som Toy Story (1995) og Finding Nemo (2003, Find Nemo). I 1995 købte man et af USA's største tv-netværk Capital Cities/ABC, hvis 21 radiostationer og 10 tv-stationer giver adgang til hovedparten af de amerikanske hjem. I 2005 havde Disney-koncernen en omsætning på 31,9 mia. dollar og flere end 133.000 ansatte.
Disney-produkter har altid haft et stort marked i Skandinavien. I Danmark varetages selskabets aktiviteter af The Walt Disney Company (Nordic) A/S, med Egmont Gruppen som en af de største licenstagere, især på publikationssiden. Capital Cities/ABC har ejerandele i flere danske lokal-tv-stationer.
Viser 1-3 af 3
Man kan undre sig over, at der tilsyneladende aldrig (?) er lavet egentlige oversigter/registre over den samlede produktion, ligesom der jo laves bibliografier over forfatteres bøger og diskografier over komponisters værker. Ville det ikke være noget for Stegelmann? Jeg tror, det også uden for Danmark ville vække opsigt og interesse... ;-)
Jeg er enig i SirJohn's bemærkning om, at det næsten fremgår af artiklen, at WD udelukkende interesserede sig for at lave tegnefilm. Med filmen "Den levende Ørken" fra 1953 var han imidlertid også pioner inden for naturfilmenes verden - hvilket artiklen forbigår i tavshed!?
Det fortaltes, at Walt Disney gennem mange år, hvert år kom - inkognito (?) - til København, blot for at gå i Tivoli, og at det var her han undfangede idéen til Disneyland-parken i Califonien. Walt Disney var - som det næsten fremgår af artiklen - udelukkende interesseret i at lave (tegne)film. Det var helt andre folk, bl.a. navnkundige Carl Barks, der tog idéen op med at producere en ugentlig tegneserie-stribe, som efterhånden vandt stor udbredelse i diverse amerikanske søndags-avisers tillæg. I modsætning til WD's egen "favorit", Mickey Mouse, viste det sig, at Anders And var den største succes i blad-form. Måske fordi tegnerne puttede så meget personlighed i ham. Det var så andre igen, der fandt på at udgive separate hæfter med disse strips; en produktionsform, som danske Egmont i dag sidder med - på verdensplan.
Viser 1-3 af 3
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Viser 2 af 2 billeder
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki