smedehåndværk

smedehåndværk, kendes fra 3. årtusinde f.Kr. og omfattede oprindelig fremstilling af smykker, redskaber og våben af jern, i Danmark kendt bl.a. fra de store mosefund fra romersk og germansk jernalder. Senere tilkom dele af ridetøj som bidsler, stigbøjler og sporer, ligesom låse og nøgler, beslag på døre og møbelkister m.m., skibsankre og andre skibsredskaber. Renæssancens våbensmedning kunne være kunstfærdig, med damascering af sværdklinger (se damascenerstål) og drivning af harniskplader, der kunne smykkes ved ætsning m.m. Men også beslag fik kunstnerisk udformning med udtunget bladværk og figurer; klejnsmedenes låse og nøgler ses ofte i meget fornem udførelse. Ganske særligt udfoldede smedekunsten sig i kirkernes korgitre og i de kongelige og adelige gravkapellers overdådige gitterværker med ranker, blade og blomster, fx Caspar Finckes arbejder for Christian 4. Også i barokken og rokokoen skabtes fornemt smedede gitre til palæernes indhegnede forgårde ligesom til trapperækværker, vinduer m.m. Med nyklassicismen i slutningen af 1700-t. og begyndelsen af 1800-t. mindskedes interessen for denne art smedehåndværk, og med industrialiseringen og udviklingen bl.a. i jernstøbeteknikken og smedemaskiner forsvandt en del af smedehåndværkets opgaver, der blev overtaget af jernstøberier og maskinfabrikker. Smeden udførte herefter bl.a. beslagdele til vogne, landbrugsredskaber, herunder reparation af sådanne, og kedler og andre dele til lokomotiver og togvogne. Se også guldsmedekunst og sølvsmedekunst.