Adam Oehlenschläger

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

/files/21694/=ud_a_428221.mp3?revision=2

Adam Oehlenschläger. Det ene af to bevarede daguerreotypier af digteren fra hans sidste leveår. Bakkehusmuseet.

Adam Oehlenschläger, Adam Gottlob Oehlenschläger, 14.11.1779-20.1.1850, dansk forfatter, der introducerede romantikken i Danmark, fornyede det digteriske sprog og i sin levetid havde en enestående position som Danmarks "digterkonge".

Adam Oehlenschläger blev endda, i domkirken i Lund i 1829 af sin svenske kollega Esaias Tegnér, laurbærkranset som "Nordens digterkonge". Hans ungdomsdigtning er og bliver et højdepunkt i den danske litteratur.

Adam Oehlenschlägers far kom som ung fra Slesvig til København; han arbejdede for kongehuset ved Frederiksberg Slot, hvor Adam og hans søster, Sophie (1782-1818, 1802 gift med A.S. Ørsted), voksede op. Adam forsøgte sig i et par år som skuespiller, havde sin gang i Bakkehuset hos Knud Lyne og Kamma Rahbek, hvis søster, Christiane Heger (1782-1841), han blev forlovet med i 1800 og ti år efter gift med.

Afgørende betydning fik hans møde med brødrene Ørsted, der manuducerede ham til at blive student, og især med Henrik Steffens, der i 1802 vendte hjem fra Tyskland og forelæste over den romantiske naturfilosofi.

Digtet Guldhornene fra Oehlenschlägers debutsamling Digte (1803). Bogen blev sat i antikvaskrift - og ikke i fraktur (krøllede bogstaver) som endnu på den tid var det normale i Danmark. Det tynde og grove papir vidner om tidens knaphed på importvarer - derfor også på kludestof til papirmøllerne - forårsaget af en søblokade under Napoleonskrigen. Kludestoffet blev derfor forstrakt med urene plantefibre fra fx. gammelt fiskegarn og halmrester.

Adam Oehlenschläger havde debuteret som digter 1799 og ladet sig inspirere af gammelnordiske emner, men det var en samtale (på 16 timer) med Henrik Steffens, der tændte hele hans digteriske potentiale.

Umiddelbart efter skrev han, i november 1802, digtet "Guldhornene", hvori fundet og tyveriet (i maj samme år) af de to guldhorn tillægges ophøjet symbolsk betydning; hornene var guddommelige "glimt fra oldtids dage", som samtiden havde mistet sansen for.

Allerede måneden efter kunne Adam Oehlenschläger udsende sine Digte (1803), der foruden "Guldhornene" og romancer og lyriske digte indeholder det ungdommeligt sprudlende versdrama Sanct Hansaften-Spil, henlagt til Dyrehavens brogede mylder i kildetiden. Det rummer, i vekslende versemål, satire over snusfornuft og nyttestræb og forkyndelse af de romantiske værdier: naturen og kærligheden (på tværs af stænderne).

Bogen blev det afgørende brud med rationalistisk kunstopfattelse i Danmark; et symptom på det ny var bogens skriftbillede, modsat tidens næsten enerådende fraktur var den sat med antikva. På titelbladet stavede den unge digter sit navn Øhlenslæger; den mere internationale stavemåde benyttede han fra og med den næste udgivelse, de to bind Poetiske Skrifter (1805).

Værker i bogform (udvalg)

Efter samtidens skik er enkelte af bøgerne udgivet i slutningen af det foregående år, men med det følgende år trykt på titelbladet. Her angives overalt det trykte årstal.

  • Anden April 1801. En dramatisk Situation (1802)
  • Digte (1803). Heri bl.a. Guldhornene, Oldingen ved Werthers Grav og Sanct Hansaften-Spil
  • Poetiske Skrifter (2 bind, 1805). Heri bl.a. Freyas Altar, Langelands-Reise, Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur, Vaulundurs Saga og Aladdin, eller den forunderlige Lampe
  • Nordiske Digte (1807). Heri Thors Reise til Jothunheim, et episk Digt; Baldur hin Gode, et mythologisk Sørgespil; Hakon Jarl hin Rige, et Sørgespil
  • Palnatoke. Et Sørgespil (1809)
  • Sovedrikken. Et Syngestykke (1809)
  • Axel og Valborg. Et Sørgespil (1810)
  • Correggio. Tragedie (1811)
  • Stærkodder. Tragødie (1812)
  • Ludlams Hule. Syngespil (1814)
  • Helge. Et Digt (1814)
  • Hagbarth og Signe. Tragødie (1815)
  • Eventyr af forskiellige Digtere; sammendragne og oversatte (2 bind, 1816)
  • Hroars Saga (1817)
  • Fostbrødrene. Tragødie (1817)
  • En Reise fortalt i Breve til mit Hiem (2 bind, 1817-18)
  • Nordens Guder. Et episk Digt (1819)
  • Erik og Abel. Tragødie (1820)
  • Tordenskiold. Syngespil (1821)
  • Samlede Digte (3 bind, 1823-24). Heri bl.a. Der er et yndigt Land
  • Øen i Sydhavet. Roman (4 bind, 1824-25)
  • Hrolf Krake. Et Heltedigt (1828)
  • Oehlenschlägers Levnet, fortalt af ham selv (2 bind, 1830-31)
  • Norgesreisen. En Digtekrands (1834)
  • Fyensreisen. Digtekrands (1835)
  • Dina. Et tragisk Drama (1842)
  • Landet fundet og forsvundet. Et nordisk Heltespil (1846)
  • Amleth. Tragødie (1847)
  • Kiartan og Gudrun. Tragødie (1848)
  • Digtekunsten. I Poesier (1849)
  • Erindringer (4 bind, 1850-51)
  • Oehlenschlägers samlede Værker (i 30 bind, 1841-49)

I de Poetiske Skrifter foldede Adam Oehlenschläger sig ud i flere genrer. Han besang dansk natur og historie i en digtkreds, Langelands-Reise i Sommeren 1804; i en anden tolkede han, universalromantisk, naturens gang ud fra evangeliet.

I Vaulundurs Saga, et eventyr i gammelnordisk stil, berettede han om kunstsmeden, der udvikles gennem prøvelser; i lystspillet Aladdin, eller Den forunderlige Lampe om "naturens muntre søn", der gør det samme: Nok har han fra barnsben lykken med sig — talemåden "at få appelsiner i sin turban" stammer herfra — men han må gøre sig fortjent til den, i konflikt med den mørkt grublende Noureddin, der med al sin lærdom mangler den skabende kraft.

Aladdin udmærker sig ved et overdådigt sprogligt register og orientalsk farvepragt i scenerierne; det er blevet stående som romantikkens hovedværk.

Poetiske Skrifter var tilegnet kronprinsen, "Danmarks Frederik" (6.), der kvitterede med et rejsestipendium, flere gange suppleret, så Adam Oehlenschläger i næsten fire år, 1805-09, kunne rejse i Europa, i Napoleonskrigenes tid, hvad rejsen til dels blev præget af. Han var umådelig produktiv på hele rejsen.

I Halle, hvor han besøgte Henrik Steffens, skrev han under indtryk af William Shakespeares dramatik sit første sørgespil, Hakon Jarl hin Rige, om den "sidste hedning", der forsvarer asatroen mod kristendommen, repræsenteret af den unge kong Olaf.

I Weimar omgikkes han Johann Wolfgang von Goethe og påbegyndte Baldur hin Gode, hvori kampen mellem godt og ondt, personificeret af Balder og Loke, får form som en græsk skæbnetragedie. Han opholdt sig længe hos Madame de Staël i Genève og fortsatte til Paris, hvor han bl.a. skrev Axel og Valborg (1810), et kærlighedsdrama over en folkevise, i formen præget af den strammere franske tragedie.

I Rom skrev han skuespillet Correggio (1811) om den italienske renæssancemaler, hvis forhold til den store Michelangelo afspejler Adam Oehlenschlägers forhold til Goethe (der fandt stykket sentimentalt). Hakon Jarl og Baldur hin Gode indgik i Nordiske Digte (1807) tillige med det episke digt Thors Reise til Jotunheim, der senere blev en del af Nordens Guder (1819), en gendigtning i skiftende versformer af hele den nordiske gudelære.

Adam Oehlenschläger. Constantin Hansens maleri fra 1866, Esaias Tegnér laurbærkranser Oehlenschläger i Lunds Domkirke 1829; Frederiksborgmuseet.

I fortalen til Nordiske Digte fremhævede Adam Oehlenschläger den historiske bedrift og "det ejendommeligt nationale" som digtningens højeste emner; det var dem, han dyrkede i den lange række sørgespil, han skrev i årene derefter.

Han havde allerede gjort det i sit første dramatiske forsøg, Anden April 1801 (1802), om Slaget på Reden, som han havde overværet som medlem af det frivillige studenterkorps. Fædrelandets kriseår efter Statsbankerotten 1813 og afståelsen af Norge i 1814 blev også digteren Oehlenschlägers vanskeligste tid (den senere nationalsang "Der er et yndigt Land" blev første gang trykt i 1823).

Da han ikke længere stod for det nye, men havde en dominerende position, blev inspirationen, der er usvækket i romancekredsen Helge (1814), efterhånden mattere, og kritikken stærkere. Jens Baggesen, der i 1806 havde hyldet Adam Oehlenschläger i rimbrevet "Noureddin til Aladdin", indledte en "fejde", der varede i årevis og inddrog mange på begge sider. Senere overtog Johan Ludvig Heiberg kritikken; han mente, i 1827, at det ikke var i dramaet, men i romancen, at Oehlenschlägers geni kom til sin ret.

Oehlenschläger reagerede mod Heibergs filosofisk begrundede kritik og forlangte "fantasi og hjerte" af kritikeren. Om hans egen indfølende kritik vidner de forelæsninger Om Evald og Schiller (udg. 1854), som han holdt, da han i 1810 var blevet udnævnt til professor i æstetik.

Trods dette embede måtte han, som familiefar, stadig kæmpe med økonomiske problemer; han forsøgte sig som sin egen forlægger og arbejdede aktivt for at udbrede sine værker, som han selv oversatte, på det tyske marked. Han var stadig meget produktiv og skrev, uden større succes, en række synge- og lystspil foruden de i alt 25 tragedier.

I sit sidste tiår kom han tidens interesse for psykologisk sammensatte typer i møde med dramaet Dina (1842), der udspiller sig på Frederik 3.'s tid, og kærlighedstragedien Kiartan og Gudrun (1848), der stadig har noget af ungdomsværkernes glød.

Adam Oehlenschläger. I Oehlenschlägers stambog, nu på Frederiksborgmuseet, skrev Goethe den 28.6.1806: Til minde om gode timer, til Aladdins forfatter. I sine erindringer fortæller Oehlenschläger om de måneder, han på sin udlandsrejse tilbragte i Goethes nærhed: Han modtog mig faderligt, jeg var ofte til Middag hos ham, og maatte forelæse ham min hele Aladdin og Hakon Jarl af dansk paa tydsk. Der giorde jeg mig nu skyldig i mange Danismer; men han forkastede dem ikke alle; han meente, at begge beslægtede Sprog, udsprungne af een Rod, kunde giøre hinanden søsterlige Foræringer.

1830-31 udkom Oehlenschlägers Levnet, fortalt af ham selv, siden udvidet til Erindringer, 1-4 (1850-51), skrevet med selvfølelse, men uden selvhævdelse. De vidner, ligesom de senere udgivne Breve fra og til Adam Oehlenschläger (18 bd., 1945-96), om hans brede interessefelt, heftige temperament og den "naive naturlighed", som han mente at finde hos Shakespeare og Goethe, men ikke hos de tyske romantikere, som han kun i sin ungdom lod sig opflamme af.

Fra guldalderens andre genier, N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, adskiller han sig ved sin mangel på særhed, men ikke på originalitet; han var i sine bedste værker så at sige genialt normal, et lyrisk naturtalent, der fandt mangfoldige udtryk for elementære følelser, men skyede det ekstreme og anstødelige.

Da han forelagde den tyske naturfilosof F.W.J. Schelling sin livsfilosofi, svarede denne: "De har en sund og brav filosofi," — men, fortsætter Adam Oehlenschläger: "han mente, at man nok kunne gå videre". Det var der andre, der gjorde, også i Danmark.

Sprog og stil

Med Adam Oehlenschläger omstemmes det danske litteratursprog; hans stil er på én gang disciplineret og normbrydende, hans verskunst på én gang klassisk og fornyende.

Det har været Adam Oehlenschlägers skæbne, at han har haft et efterliv som pensum for generationer af unge mennesker, udrustet med en senere tids erfaringer og dannelsesforestillinger og uden baggrund for at vurdere hans originalitet. Det har ofte været lettere at få øje på hans patos end at erkende "digterkongens" postulerede storhed.

Adam Oehlenschlägers sproglige register er overordentlig bredt, fra hverdagslivets konkrete udvekslinger til højstemte udtryk for kærlighed, naturfølelse og dødsdrift.

Ordforrådet er helt usædvanlig nuanceret, og fremstillingsformen oftest eksplicit og præget af et stort register af malende og udtryksfulde verber, adjektiver og substantiver, ofte kombineret i et originalt billedsprog.

Allerede Digte (1803) og Poetiske Skrifter (1805) viser en selvbevidst kunstner, der behersker klassiske versemål (fx heksameter og jambisk trimeter) og klassiske fortælleformer (satire, komisk fortælling, idyl).

Han betjener sig ubesværet af italienske versemål (terzine, ottave, canzone) og tilfører nye energier fra William Shakespeare og fra nordisk middelalder, samtidig med at han med en selvbevidst ironisk distance kan bryde nye veje.

Som prosaist (fx i sin privatkorrespondance) og i gengivelser af samtidens dagligsprog (Aladdin, Sanct Hansaften-Spil) betjener Adam Oehlenschläger sig af en mundtlighed, som er sjælden før H.C. Andersen.

Adam Oehlenschläger placerer sig tidligt i dansk litteratur som en ung mand med absolut gehør for rim, rytme og billedsprog, men uden tung lærdom.

Han har fastholdt sin særstilling, fordi han både har kunnet dyste med klassikerne og finde sin egen stil, som på godt og ondt blev mønster for store dele af eftertiden.

Læs også om Adam Oehlenschläger i Nordisk Mytologi og i Dansk Biografisk Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Adam Oehlenschläger. Constantin Hansens maleri fra 1866, Esaias Tegnér laurbærkranser Oehlenschläger i Lunds Domkirke 1829; Frederiksborgmuseet.

© Dette billede må du ...

Adam Oehlenschläger. Constantin Hansens maleri fra 1866, Esaias Tegnér laurbærkranser Oehlenschläger i Lunds Domkirke 1829; Frederiksborgmuseet.

Viser 2 af 2 billeder | Tilbage til billedgalleri

Filer

FilTilføjet af 
[+ud_a_428221.mp3 (13.62 kB)

Ingen beskrivelse

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
20/09/2012
ben447
20/09/2012
Redaktionen
14/11/2011
Oprindelig forfatter
ViSoer
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki