Vergil

Værker

Med hensyn til de ungdomsværker, der er tilskrevet Vergil, se Appendix Vergiliana.

Bucolica (Hyrdedigte, da. 1639, 1941, 1948), hvis enkelte digte siden kaldes eclogae (eklogē, græsk 'udvalg'), består af ti digte og har som forbillede Theokrits pastorale sicilianske idyller. Vergil giver dog ikke et billede af hyrdelivet med byboens afstand, men opbygger en egen poetisk verden i et åndeligt landskab, som han i de sidste af digtene kalder Arkadien.

Allerede i denne første digtsamling er det lykkedes Vergil at skabe noget helt personligt og originalt, hvor naturen er besjælet, og drømmen om en ren verden af fred, kærlighed og kunst finder et symbolsk og musisk udtryk, der får sin dybde fra bevidstheden om livets hårde realiteter og de turbulente politiske forhold.

Den niende ekloge er en klage over sangens afmagt under krig og borgerkrig, og i den første modstilles den reddedes taknemmelighed og den fordrevnes ulykke.

Den fjerde ekloge, digtet i 40 f.Kr., knytter håb om lykke og frelse sammen med et barns fødsel. Denne messianske symbolik har givet Vergil ry for at være "en af naturen kristen sjæl" og uden tvivl bidraget til hans umådelige autoritet som digter igennem tiderne. Meget blæk er spildt på forsøg på at give dette symbolske barn en menneskelig identitet. Symbolet går formentlig på en "fred" mellem Augustus og Antonius. Digtet giver et stærkt udtryk for tidens frelseslængsel.

Georgica (Om bondens dont, da. 1680, Om Landbrug, 1813). I Bucolica havde Vergil holdt sig inden for neoterikernes program og valgt sig et hellenistisk forbillede, om end han forvandlede det på en så personlig måde, at resultatet peger frem mod den fulde "augustæiske" klassik, som han blev den største eksponent for.

Med Georgica greb han tilbage til Hesiods Værker og Dage, selvom titlen er taget fra et digt af Nikander. Det er nu såre langt fra, at Vergil med dette digt har villet formidle et landbrugssystem til den italiske bonde, men med sine skildringer af bondens arbejde, af det fundamentale liv på landet og af jordens dyrkning, forudsætningen for al kultur, giver Vergil en poetisk livsfortolkning, der svarer til den kærlighed til jorden, som en bondefødt digter, der ikke i synderligt omfang selv har prøvet hårdt bondearbejde, kan føle.

Der er et romantisk træk i dette, mere end et anstrøg af den eskapisme, der er tydelig i Bucolica, en flugt fra byen, fra politikken og fremmedgørelsen i et højkulturelt moderne samfund. En afgørende romersk forudsætning for Georgica er Lucrets, som Vergil satte overordentlig højt, også for hans poesi til trods for dens upolerede karakter.

Af Georgicas fire sange behandler den første landmandens hårde arbejde og hans afhængighed af naturen året igennem; det er denne bog, som i særlig grad er inspireret af Hesiod.

I anden bog ligger vægten på skildringen af naturens vidunderlige grokraft: Vel planter mennesker træer og vinstokke, og vel skal de passes og beskæres, men naturen giver dog rundeligt af sin rigdom. Tredje bog handler om kvægets røgt og pleje og slutter pessimistisk med skildringen af en kvægpest i Alperne. I fjerde bog behandles biavl som symbol på livs genskabelse.

Æneiden. Med Æneiden (da. Æneiden, 1-2, 1824-26, Vergils Aeneide, 1996) greb Vergil tilbage til Homer, men skabte atter her trods al efterligning noget helt nyt: et gennemreflekteret nationalt epos. Den trojanske helt Æneas, hvis søn er det juliske kejserhus' mytiske stamfader, når efter mange trængsler til Latium med sine folk.

Efter svære kampe sejrer han til sidst over modstanden mod indvandrerne. Dermed slutter digtet. Men perspektivet er klart: Af integrationen mellem de trojanske flygtninge og de italiske folk fremstår i tidens fylde det romerske folk og dets herredømme.

Men Vergils fortolkning af historien, af dens storhed og lidelser, af skæbnens magt og pligtens bud, af kampens gru og den mulige mening bag det onde, der sker, endvidere af hans bestandige sympati med også de tabende, hans dybe religiøsitet og moralske patos gør i forbindelse med hans dybt musikalske og suggestive poesi digtet overnationalt.

Det har vist sig at kunne overleve det romerske rige og igennem århundreder være Vestens fælleseje med en forbindende kraft, som alene overgås af Bibelen.

Virkning

Vergils og fremfor alt Æneidens eftervirkning blev kolossal. Digtet blev hurtigt romersk fælleseje og læst i alle skoler, og intet har som det formet den romerske selvopfattelse. I hele middelalderen, renæssancen og barokken var Vergil digteren.

Først i 1700-t. begyndte Homer at gøre ham rangen stridig for i Tyskland og Norden at overskygge ham i 1800-t.; i de romanske og i lidt mindre grad i de angelsaksiske lande hævdede Æneiden sin stilling ved siden af eller endda over Homer.

I 1900-t. fik man atter i Tyskland og i ringere grad i Norden blik for Vergils geni. Først nu er han også her ved at være anerkendt igen som "vor klassiker, hele Europas klassiker" (T.S. Eliot).