avantgarde

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Avantgarde. Den russiske avantgarde i 1910'erne og 1920'erne var fuld af sprælske, respektløse udfald mod alt og alle; et eksempel er denne forside fra tidsskriftet LEF, juni-juli 1923. I det følgende tiår lærte forfatterne, at sovjetsystemet ikke var til at spøge med.

avantgarde, en militær troppeafdeling, som ved fremrykning sendes foran hovedstyrken, bl.a. for at beskytte den og for at bane vej for dens fremmarch; til forskel fra arrièregarde, en bagtrop, der beskytter hovedstyrken ved tilbagerykning.

Betegnelsen avantgarde anvendes ofte bredt og alment om enhver bevægelse i kunsten, som bryder radikalt med det hævdvundne. I den indledende del opfattes det imidlertid som fællesbetegnelse for en række markante og spektakulære kunstretninger i 1900-t. Herefter følger en række specialafsnit om avantgarde inden for teater, dans, musik og film.

I tiden 1909-ca. 1930 gjorde de første avantgardebevægelser indtryk i de europæiske kunstcentre med voldsomme og opsigtsvækkende angreb på, hvad de anså for at være en småborgerlig og indelukket kunst. Fra futurismen i Italien og Rusland, dadaismen i Zürich, Paris og Berlin og surrealismen i Frankrig går en puls gennem århundredets begyndelse af det "chokerende nye".

Ordet avantgarde kommer af fr. 'fortrop', af avant 'foran' og garde 'vagt'.

Begivenhed og bevægelse

Avantgarden har fra begyndelsen elsket soiréer, begivenheder og gruppeoptræden. Et eksempel var balletten Parade (premiere 17.5.1917) af Jean Cocteau. Et vigtigt medie for avantgarden var manifestet og pamfletten. Fra et kirketårn i Venezia uddelte futuristen Filippo Tommaso Marinetti fx i 1910 800.000 flyveblade med overskriften "Imod det fortidselskende Venezia", der gik lige til sagen: "Venetianere. Da vi råbte slagordet 'lad os myrde måneskinnet', tænkte vi på dig, gamle Venezia, tilsølet af romantik".

Den russiske futurist Vladimir Majakovskij kunne i 1912 effektivt give "En lussing til den borgerlige smag" og erklære, at Pusjkin var lige så uforståelig som hieroglyfferne, og at Tolstoj og Dostojevskij kunne smides "over bord fra nutidens dampskib".

Forsøget på at gøre det usandsynlige muligt og drømmen til virkelighed fik i surrealismen voldsomme udtryk som i André Bretons "Det andet surrealistiske manifest" fra 1930: "Den enkleste surrealistiske handling består i at gå ned på gaden med sine revolvere og skyde tilfældigt ind i mængden" og "lad os angribe sproget. Det er den værste af alle konventioner".

I 1960'erne blev mange af virkemidlerne fra de første avantgardebevægelser genoptaget i neoavantgardens eksperimenter. I Andy Warhols pop art masseproduceredes fx malerier af colaflasker og konservesdåser. I Fluxus-koncerter og happenings blev musik, maleri og poesi samlet i en og samme begivenhed, der gerne måtte vække opmærksomhed inden for den kunstverden, man ellers voldsomt vendte sig imod.

Igen i 1980'erne knyttede en ny generation af kunstnere an til avantgardens projekt. I Danmark proklamerede unge lyrikere med forbillede i André Bretons surrealisme, at de ville "folde drømmens faner ud" (Michael Strunges udtryk), og hentede inspiration i Emil Bønnelyckes futuristiske digte om storbyen og teknikken i 1920'erne. Siden 1990'erne er ordet transavantgarde blevet anvendt som en betegnelse for nye kunstformer, der i samme udtryk blander stilarter og virkemidler fra vidt forskellige historiske perioder.

Kunst og politik

Avantgarden var polemisk og karikerede sine modstandere skarpt, uanstændigt og intelligent, hvilket frembragte voldsomme sammenstød blandt kritikerne, der skulle vurdere dens betydning. Fx blev det i Danmark i 1920'erne i alvor diskuteret, om den nye futurisme og ekspressionisme var en sindssygdom.

Avantgarden blev angrebet for at være en isoleret, elitær og indadvendt kunst, som ikke kunne interessere andre end kunstnerne selv. I lighed med den politiske avantgarde har det imidlertid altid været en intention at slå bro mellem den intellektuelle og kunstneren på den ene side og masserne på den anden side.

I løbet af 1800-t. vandt ordet avantgarde første gang udbredelse uden for den oprindelige militæriske brug og blev da anvendt om revolutionære politiske strømninger som saint-simonismen og marxismen. Den franske digter Guillaume Apollinaire forbandt således ordet med radikale frihedsidéer, da han i 1912 (i Les Peintres cubistes) første gang brugte det som betegnelse for en gruppe malere, bl.a. Pablo Picasso, Georges Braque og Robert Delaunay.

Futurismen i Italien blev stadig tættere forbundet med fascismen, mens den russiske futurisme og surrealismen sluttede sig til kommunismen, dog ikke uden mange sammenstød. André Breton sammenfattede avantgardens politik i 1935 med parolen: "- Vi må forandre verden, sagde Marx; - Vi skal ændre livet, sagde Rimbaud. For os er det et og samme kampråb."

Kunstinstitutioner

Kritikken af kunstens og politikkens etablerede institutioner bragte avantgarden i nye dilemmaer. Med æstetiske principper som chok, uforståelighed og de nye montage- og collageteknikker ønskede bevægelsen at bringe kunsten ud af dens selvtilstrækkelighed og vække publikum til selv at tage del i såvel livet som kunsten.

Men resultatet var i de fleste tilfælde en forstærket isolation i forhold til de masser, som avantgardekunstnerne ville i kontakt med, mens de til gengæld inden længe blev modtaget og omfavnet af kunstmarkedet og af etablerede forlag og museer, som de fra begyndelsen ønskede at komme fri af.

Fx var dadaisten Marcel Duchamp den første til at anbringe tilfældigt skrammel på en kunstudstilling og kalde det for kunst for hermed at sprænge kunstinstitutionens rammer, men objekterne fik hurtigt nye etiketter sat på af kunsthistorikerne og kan nu ses på museerne som "readymades" og "objets trouvés".

Avantgardens indflydelse

Indflydelsen fra avantgarden skyldes ikke, at det lykkedes den at bringe kunsten ud af kunstinstitutioner og virkningsløshed, men at den opdagede nye muligheder i sproget og andre måder at bruge materialer på.

Neoavantgarden i 1960'erne søgte at forene nye kunstneriske eksperimenter med overskridelsen af andre normer inden for det politiske og i livsformerne. På grund af neoavantgardens anvendelse af attituder fra de historiske avantgardebevægelser er den uretmæssigt blevet kritiseret for at være en tom og virkningsløs gentagelse.

Transavantgarden vurderes af mange som den sidste avantgarde inden for kunsten — ingen kan herefter længere hævde at stå længst fremme og være den sidst ankomne.

Læs mere om litteratur og billedkunst i artikler om bl.a. dadaisme, ekspressionisme, futurisme, konstruktivisme, kubisme og surrealisme.

 

Avantgardeteater

På teatret er avantgarden bl.a. en reaktion på naturalismen. Den dyrker det usammenhængende, brudfladerne og dissonanserne i en bevidst udstilling af teatret som teater, ikke som imiteret virkelighed. Den blander genrer og udtryksformer og overskrider grænser mellem kunstarterne. Psykologisk karakterskildring viger for plastiske eller marionetagtige virkninger; skuespilleren rangerer i højere grad på linje med maleriske eller skulpturelle elementer. Avantgardens antiborgerlighed bliver af udøverne ofte anset for revolutionær; i praksis er avantgarden dog i reglen en elitær teaterform. Læs videre om avantgardeteater.

 

Avantgardefilm

Avantgardens gennembrud i filmen fandt sted i 1920'ernes Europa med en filmkunst, der udgjorde alternativet til hovedstrømmen af realistisk fortællende film.

I Frankrig kom en række korte film med forbindelse til den modernistiske billedkunst, undertiden lavet af billedkunstnerne selv: Der var "rene film" som Fernand Légers Ballet mécanique (1924) og Henri Chomettes Cinq minutes de cinéma pur (1925), dadaistiske film som René Clairs Entr'acte (1924) og surrealistiske film som Man Rays som L'Etoile de mer (1927), Luis Buñuels og Salvador Dalis berømte Un Chien andalou (1928, Den andalusiske hund), fulgt op af den lange tonefilm L'Age d'or (1930, Guldalderen) og Jean Cocteaus og debut Le Sang d'un poète (1930/32). Læs videre om avantgardefilm.

 

Avantgardemusik

Men efter 1945 trådte en række unge komponister frem, der i hvert fald til at begynde med ikke blot udgjorde en gruppe, men også i egen selvforståelse repræsenterede avantgarden i musikken. De var enige og bevidste om, hvad de ville og i høj grad også om, hvad de ikke ville, idet de reagerede skarpt imod forældregenerationens neoklassicisme. Inspirationen fandt de i musik af Arnold Schönberg og kredsen omkring ham, som indtil da var blevet overset eller direkte fordømt. Læs videre om avantgardemusik.

 

Avantgardedans

På dansens område indskrev en række af Les Ballet Russes' forestillinger i Paris sig i avantgarden. Stravinskys og Nijinskijs Le Sacre du printemps (1913) skabte skandale med en musik, hvis dissonanser ikke opløstes i harmonier, og med en koreografi, der brød totalt med 250 års klassisk ballet; idéen om den klassiske ballets ynde blev trampet under fode. Læs videre om avantgardedans.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

Læs også om avantgarde i Gyldendals Teaterleksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Avantgarde. Happening ved udstillingen Kunst i bevægelse, Louisiana 1961. Den koreanske fluxuskunstner Nam June Paik giver koncert for et velklædt og kunstinteresseret publikum. Billedet viser pianisten Nam June Paik hælde store mængder af vaskepulver over hovedet. Mens en båndoptager hylede, gav Paik ved samme lejlighed andre eksempler på kunst i bevægelse: Han drak Coca-Cola, stegte æg, gennemsavede et gammelt klaver, spiste sin sok og tog adskillige bade. En københavnsk musikanmelder på forreste række blev sæbet ind af koncertpianisten og fik sit nydelige slips og skjorten klippet i stykker.

© Dette billede må du ...

Avantgarde. De tidlige avantgardebevægelser søgte at nedbryde de traditionelle grænser mellem forskellige kunstarter, og de eksperimenterede ivrigt med nye medier som film og fotografi. Teater- og balletopførelser og andre former for sceneoptræden gav mulighed for at kombinere flere kunstneriske discipliner. Maleren, billedhuggeren og scenografen Oskar Schlemmer, der i 1920'erne var lærer på den tyske Bauhausskole, skrev 1922 Triadisches Ballett, hvortil han tegnede dekorationer og kostumer. Akvarellen Danserinde fra ca. 1922 viser et karakteristisk kostume, bygget over enkle geometriske former, der fremhæver danserne som bevægelige skulpturer.

© Dette billede må du ...

Avantgarde. U. Boccioni Futuristisk soiré i Milano, 1911. De historiske avantgardebevægelser forstod at vække opmærksomhed. På scenen blev politisk manifestation og kunstnerisk handling mødt af publikums begejstrede tilråb, højlydte protester og slagsmål.

© Dette billede må du ...

Avantgarde. Den russiske avantgarde i 1910'erne og 1920'erne var fuld af sprælske, respektløse udfald mod alt og alle; et eksempel er denne forside fra tidsskriftet LEF, juni-juli 1923. I det følgende tiår lærte forfatterne, at sovjetsystemet ikke var til at spøge med.

Viser 4 af 4 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
22/11/2013
sthornval
12/11/2013
Redaktionen
05/07/2011
Oprindelig forfatter
FrAn
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki