romantik

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Romantik. Dorothea Viehmann i Niederzwehren, brødrene Grimms hovedmeddeler, fortæller eventyr, mens de følgende generationer lytter. Således førtes traditionen videre — eller således ville man gerne se det. Træsnit efter maleri af Louis Katzenstein (1822-1907).

romantik, epoke i europæisk kulturhistorie med højdepunkt i årene omkring 1800 og nogle årtier frem afhængig af den pågældende nationallitteratur.

Epoken har forvarsler fra ca. 1740 og efterslæt til langt op i 1800-t. afhængigt af forskellige kunstvidenskabers tradition.

Romantik er afledt af adjektivet romantisk, der oprindelig i 1700-t., anvendtes om noget mærkeligt og fremmedartet, noget, der var "som i romanerne" og altså ikke som i virkeligheden; hos Jean-Jacques Rousseau og andre brugtes det om steder og landskaber, der kalder på fantasien.

Herfra har ordene romantisk og romantik bevaret deres karakter af at pege hen på noget andet end det umiddelbart forhåndenværende, og de bruges derfor også om en særlig følelsesfylde, ofte forbundet med kærlighed og længsel, udtrykt i drøm og anelse hinsides det konkrete.

At de stadig anvendes således, skyldes så igen, at kunst fra den romantiske epoke har sat sig varige spor; romantikken har vist sig at være mere end blot en historisk epoke, snarere er den romantiske begrebsverden det grundlag, som både de moderne bevægelser omkring 1900 og store dele af 1900-t.s kunst- og værkforståelse fortsat opererer ud fra.

Romantikken danner optakt til den moderne tid, som politisk markeres af Den Franske Revolution i 1789 og senere, økonomisk, af den begyndende industrialisme og liberalisme. Romantikken reagerer — på mangfoldig og langtfra entydig vis — på en verden, som bliver mere dynamisk, og hvis værdier derfor hele tiden omvurderes.

Hverken den overleverede religion eller oplysningstidens rationalisme opleves som tilstrækkelige verdensforklaringer, hvad der dog ikke udelukker, at religionen søges genoplivet, eller at tankevirksomheden er intens, også når det gælder nye videnskabelige opdagelser.

E.T.A. Hoffmann. Radering fra 1823 efter et selvportræt.

E.T.A. Hoffmann. Radering fra 1823 efter et selvportræt.

Romantikken udtrykker både splittelse og længsel efter harmoni. En ny individualisme baner sig vej, men frigørelsen opleves samtidig som isolation. Dette kan igen afføde en stræben efter kollektive fortolkninger i især katolsk religion, i filosofi (fra Friedrich Wilhelm Joseph Schellings naturfilosofi til Georg Wilhelm Friedrich Hegels og Karl Marx' historiefilosofi) og i politik (nationalisme, som sine steder dateres tilbage til en gylden middelalder, samt socialisme) eller videnskab, fx elektromagnetismen som vidnesbyrd om "ånden i naturen".

Romantikken er således en yderst sammensat epoke, som da heller ikke har givet sig selv det navn: Man talte gerne om det romantiske og søgte at definere det, men sjældnere om sig selv som romantikere.

Mange romantiske forfatterskaber balancerer til stadighed på grænsen mellem utopi og nihilisme: mellem troen på altings sammenhæng og højere mening og oplevelsen af det stik modsatte, af kaos og meningsløshed i en verden regeret af ubevidste drifter.

I tyskeren Johann Gottlieb Fichtes filosofi postuleres en absolut bevidsthed som grundlag for al erkendelse, et "jeg", der skaber alt andet, der herefter defineres som "ikke-jeg". I litteraturen fra Ernst Theoder Amadeus Hoffmanns fortællinger til H.C. Andersens eventyr "Skyggen" kan man til gengæld møde dobbeltgænger-motivet som udtryk for jegets afmagt over for både indre og ydre kræfter.

Den litterære romantik

George Gordon Byron. Kobberstik af Alonzo Chappel, New York ca. 1830.

Den litterære romantik i Europa begyndte i 1790'erne i flere lande nogenlunde samtidig, men uden direkte indbyrdes forbindelse. I Tyskland udviklede især Friedrich Schlegel teorien om kunstens uendelige progression, som er uforenelig med klassicismens strengere former og bl.a. fører til opløsning af de hidtidige grænser mellem genrerne: Den i kunst og kunstner virksomme stræben rækker videre end til det enkelte værk, som derfor altid er uafsluttet og ender med at dementere sig selv i "romantisk ironi".

I England markeres begyndelsen af digterne William Wordsworth og Samuel T. Coleridge, der både proklamerede og praktiserede et nyt natursyn ikke uden brod mod den i England særlig tydelige udvikling hen imod industri og urbanisering.

I Frankrig, hvor man undertiden har forbeholdt betegnelsen "romantisme" for den senere periode efter 1820, udviklede Charles Nodier, Senancour og især Chateaubriand en ny irrationalisme og religiøsitet i et opgør både med rationalismen og den politiske revolution. Den franske romantik videreføres navnlig af Victor Hugo.

I Norden skete gennembruddet for den nye strømning med Schack von Staffeldt og især Adam Oehlenschläger i Danmark og noget senere Per Atterbom i Sverige.

Novalis. Med drømmen om den blå blomst i romanen Heinrich von Ofterdingen skabte Novalis romantikkens centrale længselssymbol. Koloreret kobberstik af Eduard Eichens (1804-77) efter et samtidigt, anonymt maleri.

Mens den tidlige romantik ca. 1800 endnu prætenderede at hylde eller skabe en omfattende verdensforklaring, en syntese af det overleverede og det nye, kan senere romantikere snarere siges på forskellig vis at illustrere den moderne splittelse, således E.T.A. Hoffman eller Heinrich Heine i Tyskland, Stendhal i Frankrig, George Gordon Byron i England, at udtrykke den fremtidsrettede, idealistiske drøm som briten Percy Bysshe Shelley eller franskmanden Victor Hugo eller tværtimod at søge tilbage til angiveligt oprindelige værdier i religionen eller folket som Joseph Eichendorff i Tyskland, Walter Scott i Storbritannien eller Bernhard Severin Ingemann i Danmark.

Overalt dyrkedes den folkelige fortid, som allerede Johann Gottfried von Herder i 1770'erne havde genoplivet, også gennem indsamling af litterære fortidsminder eller det, der ansås for at være det, mest berømt i Brødrene Grimms eventyr. Til de værdier, der dyrkedes som oprindelige, hører også det barnlige: Barndommens uskyld glorificeres i megen romantisk digtning.

Romantikken både udviklede og opløste hidtidige genrer: Alle de nye temaer foldedes ud, men historiske former overleveredes stadig; først efter romantikken blev prosaen den helt dominerende litterære genre.

Mens roman og drama undertiden fragmenteredes ved lyriske eller essayistiske indslag i romanerne og ironiske brud i dramaerne eller sprængte hidtidige rammer (Johann Wolfgang Goethes Faust), førte den nye subjektivitet til en blomstring for lyrikken, så romantisk lyrik især i Nordeuropa fik klassisk status.

Tyskland. Moritz von Schwind Im Walde; maleri, 1848. Ynglingen i naturen, med bare ben, poetisk henslængt, blæsende i sit horn: en idyllisk, men ved de meget krogede træer nok også antydningsvis skummel scene, ganske som indholdet i Brødrene Grimms og andre eventyr, der blev samlet og udgivet i 1800-t. Schwind malede flere sådanne eventyrbilleder, hvis stemning allerede i samtiden og endnu mere i eftertiden opfattedes som karakteristisk for den sene tyske romantik, skønt der mere er tale om biedermeier.

Den store romantiske følelse kan også slå over i det sentimentale og trivielle. Det er der naturligvis eksempler på allerede i epoken selv, men endnu mere i den brug, der siden er blevet gjort af ordet romantisk, og som ofte har skygget for begrebets oprindelige, langt mere sammensatte karakter. Se også romantisme.

Billedkunst

Den romantiske malerkunst udvikledes under påvirkning af digtning og filosofi som den første egentlige billedkunstneriske oprørsbevægelse mod oplysningstidens dyrkelse af intellekt og fornuft. Læs om billedkunst i romantikken.

Teater

Romantikkens teater var i høj grad et oprør mod klassicismens formstrenghed. Læs mere om teater i romantikken.

Dans

Med de døde nonners dans i Giacomo Meyerbeers grand opéra Robert le diable på Pariseroperaen i 1831 blev det tydeligt, at især balletten kunne fremstille romantikkens stemninger. Læs mere om dans i romantikken.

Musik

Med sin uafhængighed af den konkrete virkelighed, af det håndgribeligt begrebsmæssige blev musikken af 1800-t.s æstetikere fremhævet som den mest romantiske af alle kunstarter. Læs mere om musik i romantikken.

Læs også om romantik i Nordisk Mytologi og i Gyldendals Teaterleksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Romantik. Dorothea Viehmann i Niederzwehren, brødrene Grimms hovedmeddeler, fortæller eventyr, mens de følgende generationer lytter. Således førtes traditionen videre — eller således ville man gerne se det. Træsnit efter maleri af Louis Katzenstein (1822-1907).

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
sthornval
21/01/2014
Redaktionen
17/01/2014
sthornval
03/12/2013
Oprindelig forfatter
PeOEhr
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki