metrik

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

metrik, læren om versformernes bygning og funktion, verslære.

Prosodi (af gr. prosodia 'med-sang') er læren om stavelsernes tonehøjde, tryk- og længdeforhold. Stavelserne er versets byggestene. Man kan regulere dem hovedsagelig efter længde, tryk og antal. På klassisk græsk og latin byggede man versene på længden (kvantiteten). Metret var en fast følge af lange og korte stavelser.

Ordet metrik kommer af græsk metrikos 'vedrørende mål', af metron 'mål' og -ik.

Da sansen for stavelseslængden gik tabt, og de nye nationalsprog begyndte at gøre sig gældende i tidlig middelalder, blev denne kvantiterende metrik udkonkurreret af den accentuerende. Man byggede nu både latinske og nationalsproglige vers på en regulering af trykstærke og tryksvage stavelser.

Kvantiteterne blev degraderet til at udfylde mellemrummene mellem markeringerne. Desuden fik man nu, gennem den kristne hymne- og sekvensdigtning, rimet som en vigtig støtte for den metriske form.

I sprog som fransk, hvor der hersker særlige prosodiske forhold, bygger man vers over det tredje og mere udvendige princip, det syllabiske eller stavelsestællende. Her bliver rimet hovedsagen. Fransk klassisk poesi kan ikke undvære det.

Vers for øre og øje

Vers henvender sig oprindelig til øret. Størstedelen af den såkaldte folkelige poesi er mundtlig. Med den voksende skriftkultur får også digtets synlige fremtræden betydning. Litteraturhistorien viser, at man kan lave vers på tre måder:

1) Ved rytmisk stilisering: en formning af sprogets egne, rytmisk-syntaktiske kræfter til fraser af umiddelbart fatteligt omfang.

2) Ved metrisk stilisering: rationel regulering af stavelsernes accenter og ofte også deres antal.

Metrik. Le Tombeau d'Orphée fra Per Højholts Poetens hoved (1963). I græsk mytologi var Orfeus gud for digtekunsten. Hans ord kunne overleve døden. I den franske multikunstner Jean Cocteaus film Orphée (1950) kommer guden til dødsriget gennem et spejl. Myten har inspireret Per Højholt til at modellere et typografisk billede af et ovalt spejl, der passivt og i et saftigt sprog må tale om sin egen ødelæggelse.

3) Ved optisk stilisering: opdeling (ombrydning) af teksten i sete verslinjer, stadigvæk af overskueligt format.

Prosavers

Af de tre stiliseringer er den rytmiske den primære. Den er så at sige grundbegivenheden. Den bruger prosaens naturlige tryk-, længde- og intonationsforhold til at danne rytmiske buer i fattelige og ofte ens formater: Min sjæl virker ikke rigtig/ jeg har så meget i mig/ som jeg ikke kan få ud/ har ikke selv brug for det .... (Benny Andersens Sjælen).

Når vi betegner sådanne vers som prosavers (frie vers), er det en blot og bar prosodisk konstatering. Prosaversene får i praksis næsten altid støtte i den optiske deling. Øjet hjælper øret. Ombrydningen i prosavers kan markeres ved en skråstreg, men sættes vedtægtsmæssigt således, at der allerede gennem skriftbilledet adviseres om, at der er tale om et digt.

I Benny Andersen-citatet falder de hørte buer og de sete linjer sammen. De kan også gå imod hinanden, så det optiske brud fremprovokerer en ny rytmisering: Mit liv er vold og nødvendighed. Tællepråsen/ er afskaffet, løvet har mistet sine stemmer. (Ivan Malinowskis Om poesien).

Parallelføringen kendes fra Bibelens talestil: Troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden (Sl. 85, 11). Heroverfor forudsætter konfliktstilen et læsende publikum. Den blev lanceret i 1700-t. af F.G. Klopstock, der havde den fra antikkens odedigtning (ode-enjambementerne). Ingen af de nævnte stilarter bruger rim.

Prosaversene er den lyriske modernismes førende form. Baggrunden er billedmediets voksende magt i det moderne storbysamfund. Vi er blevet bedre til at se end til at lytte.

Typisk er modernismens forkærlighed for de korte og "smalle" digte. Digtet nedskrives til et øjeblik, bliver til en lille firkant, som øjet kan gå på opdagelse i, som det fx er tilfældet med imagismens digte.

Et næste skridt er digte, der skal ses, for at forstås, som Per Højholts Le Tombeau d'Orphée, hvis typografi fremstiller billedet af et ovalt spejl.

Et tredje skridt er den grafiske poesi som Guillaume Apollinaires berømte Calligrammes (1914 ff.), hvor skriftlinjen tegner det, som digtet taler om: fontæner, heste, dolkede duer, stjerner, Eiffeltårnet, den elskede. Med sådanne eksperimenter er kunstartens naturlige grænser overskredet. Se også figurdigt og konkret lyrik.

Rimverset

I prosaversene har rimet udspillet sin rolle. Det har det derimod ikke i størsteparten af de metriske vers. De er rent akustiske størrelser og således i princippet uafhængige af den optiske udformning, selvom de traditionelt benytter sig af den.

De metriske rimvers har behersket litteraturen i årtusinderne frem til vor tid, hvor de ametriske, frie vers har taget føringen.

Notation

Der råder stor vilkårlighed i notationen af de metriske former. Metrikerne udviser megen opfindsomhed i brugen af streger, krydser og diverse bogstaver og tal til angivelse af versets elementer.

Den klareste og typografisk mest kultiverede notation bruger de klassiske tegn linea (−) og virgula (◡). De var oprindelig tegn for lang og kort stavelse, men omfortolkes på de moderne, accentuerende sprog til at stå for hhv. trykstærk og tryksvag stavelse (arsis og tesis).

Både hvor længde og tryk går sammen (som i læse, måne etc.), og hvor de går imod hinanden (som i ildhu, påsyn etc.), kan man abstrahere til figuren −◡.

Det gælder også for et sprog som engelsk, hvor sådanne længdeskifter er almindelige (meadow, follow, ...). Længdeskifterne har i øvrigt smittet af på engelsk folkemusik og bidraget til sprogets særlige produktivitet inden for lyrics til rytmisk musik (jazz, swing, beat, rap osv.) med dens karakteristiske forbrug af synkoper.

Metrik. Fisches Nachtgesang fra Chr. Morgensterns Galgenlieder (1905). Fiskekroppens konturer ridses op af de metriske tegn, der samtidig associerer til fiskeskæl eller til nattevindens krusning af vandet. Digtet er stumt som en fisk, men kan læses med tungesmæk eller kysselyde - som en mundtlig kærlighedserklæring til de umælende skabninger.

Versets to planer: metrum og rytme

De metriske skemaer generaliserer de individuelle rytmiske variationer. Metriske accenter kan således fremtræde som hovedtryk (´): Tránge Tíder lángsomt skríder, eller med et varierende antal bitryk (`): Únderlìge Áftenlùfte. Det betegnes som henholdsvis monopodisk og dipodisk rytme. Metrisk kan begge linjer noteres: −◡ −◡ −◡ −◡. Gennemført monopodi, fx i et versdrama, ville få folk til at forlade teatret.

Stiltrækket opspares mest til vægtige fremhævelser: At chrístne Nórge — stóre, skíønne Tánke!, mens dialogen i øvrigt udformes frit dipodisk og varieres med andre kunstmidler (blankversdramatiske vers).

Foruden accenterne vil flere andre omstændigheder variere individuelt: kvantiteterne, som omtalt ovenfor, versenes sammenbinding (enjambementsforhold), rytmiske punktvirkninger ved ombytning af stærke og svage stavelser m.m.

De metriske vers lader sig derfor bedst beskrive som en vekselvirkning mellem et individuelt rytmisk stof (selve det prosodiske forløb med dets irrationelle vægtafskygninger, længder og tonehøjder) og den abstrakte metriske ramme, metret.

Denne dualistiske beskrivelse af versene kendte man allerede i antikken. Den er således ikke et moderne påfund. Men den er vigtig. Metrene lever deres eget liv i traditionen som vers- og strofeformer, som digtere og sangskrivere til enhver tid kan bringe til live.

Når litteraturhistorikeren taler om heksametre, odeformer, knittelvers, sonetter, femfodsjamber og andet godt, taler han om før-kunstneriske vedtægter, omtrent som når musikhistorikeren taler om lied-, sonate- eller rondoform osv.

Metriske vers har med andre ord to planer og betegnes derfor som biplane vers. Heroverfor betegnes prosaversene som monoplane vers.

Taktled, optakt, versgang og slagrække

Metriske vers måles i taktled. Et taktled defineres som én metrisk markering plus et mellemrum frem til næste markering. Mellemrummet udfyldes af de tryksvage stavelser, men kan også være tomme pladser, pauser i forløbet.

Taktleddet kan betegnes med taktstreger. Der er således fire taktled, respektive fire metriske toppe i verset (= verslinjen): Nu | falmer | skoven | trindt om | land (1). Den ubetonede stavelse i versets begyndelse kaldesoptakt. Verset kan også være optaktsfrit: Dejlig | er den | himmel | blå (2). I (1) har vi jambisk rytme, i (2) trokæisk rytme. 

Den klassiske måling i jamber og trokæer mv. fører til inkonsekvenser i analysen, men da litteraturhistorien nu engang er tro mod disse termer, vil det være upraktisk at forkaste dem.

(1) og (2) betegnes mere konsekvent som fireslagsrækker eller firetaktere — selvom et taktled for det meste kun svarer til en halv takt i musikken. Firetakten er hos os den mest udbredte slagrække. Den er multiplum af to og en fundamental rytmisk erfaring — man kan som bekendt ikke tælle til mindre end to. Totallet har analogier i gang og åndedræt.

Et lige antal tryk (2, 4, 8, ...) synes at afstedkomme et særligt behag. Fadøl, fodbold og muntert samvær kalder på firetakten: Og det var Dán-márk, og det var Dán-márk, olé, olé, olé (da dúm) = (2+2)+(2+2) accenter. Samme tendens udviser børneremser og politiske slagsange.

I dramatiske eller episke versmål finder man derimod ofte lidt længere slagrækker, som det er tilfældet i blankvers eller heksameter. Disse større rækker (med fem eller seks accenter) bruges også i lyrikken, dog mere i den højlitterære end i den folkelige. Fire- og seksslagsrækkerne danner de to brændpunkter i det metriske system.

Et taktled på to stavelser, hvoraf den første per definition må være betonet, kaldes en bisyllabel. De jambiske (1) og de trokæiske (2) vers samles under betegnelsen bisyllabiske vers (hhv. med og uden optakt). Trestavelsesleddene kaldes for trisyllabler.

De trisyllabiske vers kan være optaktsfrie (daktyliske): Himlene, | Herre, for|tælle din | ære (3), og de kan have én optakt (amfibrakisk rytme): Langt | højere | bjerge så | vide på | jord (4), eller de kan have dobbeltoptakt (anapæstisk): Hvilket | dyr er så | skønt og så | rask som en | hest (5).

De bisyllabiske vers (1) og (2) betegnes også som alternerende vers. De udgør en meget stor procentdel af den metriske poesi. De trisyllabiske vers, (3,4,5) er en mere eksklusiv familie. De har rod i barokkens opera.

Metrik. Anders Bordings kladde til et digt. Det kan synges til samme hyrdevisemelodi som Kingos Nu rinder Solen op.

Bisyllabiske og trisyllabiske vers kaldes for ren versgang eller rene gangarter. De beherskede totalt den nyere kunstpoesi fra ca. 1630 indtil romantikken, hvor middelalderens folkelige, blandede versgang kom på mode sammen med en mere utvungen skrivemåde (se vershistorie).

Her dukkede også pæonerne (−◡◡◡) eller den tetrasyllabiske versgang op (tetragr. 'fire'), først blandet (som i Adam Oehlenschlägers knittelvers i "Sanct Hansaften Spil"), senere i ren form.

Deres snart slentrende, snart småsnakkende, men altid let vaklende rytme klæder nudansk hverdagssprog ganske godt: O | pinsesol og | lysegrønt! hvor | ungt og hvor ba|nalt (Tom Kristensens Verdslige Sange), Jeg har | elsket dig så|længe jeg kan | mindes (Mogens Dam).

Ved siden af disse rene eller ublandede gangarter har vi den blandede versgang. Her kan bi- og trisyllabler sammenstilles i alle kombinationer, fxVed | Lejre | græsse nu | får på | vold = optakt +bi + tri +bi + betonet udgang.

Det samme kan bi- tri- og tetrasyllabler (samt endnu større taktled) som i folkevisen: Dronning | Dagmar | ligger udi | Ribe | syg = dobbeltoptakt + bi + tetra + bi + betonet udgang. Blandede vers er almindelige i middelalderen.

I remser, børnevers og folkelige viser finder man undertiden monosyllabler, dvs. taktled med kun én stavelse, som ifølge definitionen må være betonet: Bró, bró, brílle osv.

Kataleks og strofeopbygning

Efter versbegyndelsen (optaktsforhold) og versindret (slagrække og gangart) følger versslutningen. Den betegnes med ordet kataleks (gr. 'ophør').

Verset kan slutte med betonet (mandlig) udgang som eks. (1). Det kan også slutte ubetonet som eks. (3). Det kaldes kvindelig (eller klingende) udgang. Betegnelserne mandlige og kvindelige vers stammer fra den franske grammatik.

Eks. (1) udgør første vers i strofenNu falmer skoven trindt om land,/ og fuglestemmen daler;/ nu storken flyver over strand,/ ham følge viltre svaler. Som det høres, følger andetverset efter førsteverset uden metrisk afbrydelse. Førsteversets betonede udgang danner sammen med andetversets ubetonede indgang (optakten) taktled nr. 4. Andet og fjerde vers er ufuldstændige, de mangler en (betonet) stavelse. Her føles der behov for at indskyde en metrisk pause af samme varighed som den manglende stavelse.

Der kan i de forskellige vers- og strofetyper mangle flere stavelser, såvel betonede som ubetonede, hvad der giver et stort antal katalekstyper inden for samtlige gangarter. Behovet for kataleks er sommetider diskutabelt. Diskussionen blev især aktuel i 1700-t., da den nyere poesi frigjorde sig fra musikken, men tog dens taktfornemmelse i arv. Man kan notere katalekspauserne med en parentes om de metriske tegn.

De akatalekte vers (første og tredje) er igangsættere, eller "ansats-vers", der kalder på et svar i de følgende katalekte vers (andet og fjerde). Ansatsvers og svarvers udgør tilsammen et led, der kræver besvarelse af et nyt led, som runder strofen af i rytmisk balance. Analysen kan skrives:

Denne elementære form er meget udbredt som visestrofe. I frit blandet gangart kender vi den fra folkevisen. Efter 1800 får den en renæssance. Strofen kan varieres på mangfoldige måder: ved simpel fordobling af firelinjeren til ottelinjer, ved fordobling eller flerdobling af ansatsversene i diverse led (udvidelse), ved deling (aggregering) af et eller flere ansatsvers m.m.

Som eksempel på aggregering kan anføres: Den første sne,/ så skøn at se,/ mit trætte øje trøster./ Den rene luft/ for min fornuft/ er som en venlig søster. (Otto Gelsteds Den første sne).

Aggregering blev litterær mode i barokkens sangpoesi. I den romantiske læselyrik blev den sammen med udvidelse og andre variationer et hyppigt benyttet middel til at ændre strofens rytmiske udtryksfuldhed.

Rim

De metriske formdannelser støttes vedtægtsmæssigt af stavelsesrim, dvs. klanglig overensstemmelse mellem to (flere) ords betonede vokaler plus de efterfølgende lyde. Man har i perioder bekæmpet rimet, men det er altid vendt tilbage. At rime er i folkelig sammenhæng ensbetydende med at skrive vers.

Rim kan være mandlige (mand — land) eller kvindelige (kvinde — minde). Mandlige rim noteres med lille bogstav: a a, kvindelige rim med stort: A A. Urimede linjer betegnes x, X. Sjældnere er de svævende eller daktyliske rim (svævende — bævende). De yndes i limerick-stilen. Revyvisen holder af "kretiske" rim (strapudemaj — Solitudevej).

Rimene kan placeres som parrim, som krydsrim, eller som klamrerim. Det giver forskellige kombinationer: a a, a B a B, a b b a osv. Rimene kan også være mere kunstfærdigt slyngede. Ved aggregering af den jambiske viseform skaber J.P. Jacobsen en let og elegant lille strofe: Cendrée og lille,/ Frisk og fin/ Som nys udsprungne Blade,/ Med Øjne milde,/ Let Carmin/ Paa Kindens hvalte Flade. Rimstillingen er A b C A b C.

For at en strofe skal være god, må rimordene bære væsentlige dele af strofens betydningsindhold. Moderne prosavers er som sagt urimede, men stilles undertiden op i to- eller firelinjede strofer, som man kan se, men ikke altid høre. Her får linjens slutord en tilsvarende betydningsmæssig vægt, som det havde i rimverset.

Det vide versbegreb

Som det fremgår, er vers både rimvers, der primært kan høres, og frie vers eller prosavers, der tillige kan ses. I litterær sammenhæng kan vi klare os med en almen definition af versbegrebet: Ved et vers forstår vi en rytmisk, hørt og evt. set, afgrænset, umiddelbart fattelig og meningsmæssigt tilstrækkelig rummelig del af det større tekstforløb, vi betegner som et digt.

Bestemmelsen dækker to litteraturhistoriske hovedarter: det klassiske rimvers og det moderne prosadigt. Den tager også, specielt mht. rimverset, bestik af verset som et kompromis mellem kravet til metrets balance, det må ikke være for langt og heller ikke for kort, og kravet til, at det kan rumme en delvis afsluttet, syntaktisk-rytmisk helhed.

I ældre (folke)poesi er der næsten altid dækning mellem metrisk (lang)vers og meningshelhed, analogt med prosaversenes forhold. Hørligt og synligt enjambement, dvs. at meningen overskrider versgrænsen, hører til kunstpoesiens raffinementer.

Verslære og litteraturvidenskab

Verset er digtets vigtigste formelement. Da størsteparten af al ældre samt betydelige dele af den nyere digtning er udformet på vers, vil verslæren derfor være et nødvendigt redskab for litteraturvidenskaben, ikke som en fodnote, men som en integreret del af den.

Her er det vigtigt at holde fast ved to grundsætninger for verserkendelsen: 1) At rytmen er alt, men 2) at den kun eksisterer som en mulighed, der må realiseres af en læser respektive en modtager.

Vers, sagde Stéphane Mallarmé, laver man ikke med idéer, men med ord. Det gælder både hørte og sete vers. Det er ordene, der bærer rytmen. Fjerner man ordene, fjerner man rytmen, og hvad der bliver tilbage, er ikke en eller anden "poetisk essens". Der bliver intet tilbage.

I daglig og saglig kommunikation har sprogstoffet og dets prosodi den nyttige egenskab, at det træder diskret i baggrunden for at lade os fatte selve meningen. Vers er ikke diskrete. Her fejrer sproget sig selv med pomp og pragt. Sprogrytmen gør hele tiden opmærksom på sig selv for at opleves som en del af digtets totale indhold, dets tanker og billeder.

Lyrik er som genre defineret ved en sådan helhedsoplevelse af rytme og forestillingsbilleder. Digtet er præcis den følge af ord, som vi siger, synger, læser eller erindrer.

Den anden grundsætning er, at vers ikke eksisterer objektivt på samme måde som naturting. Versene gemmer sig naturligvis i de skriftlige kilder, vi har til rådighed, men vers bliver de først, når vi vil dem som vers. Teksten er formet, så den inviterer læseren til at tolke den som vers. Han må kort sagt være med på spøgen. For at være det, må der i hans forståelseshorisont indgå en erfaring om, hvad vers er for noget.

Her er versene, som kunstneriske muligheder, altid dele af en historisk tradition. Verslæren kan derfor siges at handle om alle de kunstgreb, rytmiske, metriske og grafiske, som digterne i historisk tid benytter for at få læseren til at opleve teksten som det, vi kalder vers.


 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Metrik. Le Tombeau d'Orphée fra Per Højholts Poetens hoved (1963). I græsk mytologi var Orfeus gud for digtekunsten. Hans ord kunne overleve døden. I den franske multikunstner Jean Cocteaus film Orphée (1950) kommer guden til dødsriget gennem et spejl. Myten har inspireret Per Højholt til at modellere et typografisk billede af et ovalt spejl, der passivt og i et saftigt sprog må tale om sin egen ødelæggelse.

© Dette billede må du ...

Metrik. Le Tombeau d'Orphée fra Per Højholts Poetens hoved (1963). I græsk mytologi var Orfeus gud for digtekunsten. Hans ord kunne overleve døden. I den franske multikunstner Jean Cocteaus film Orphée (1950) kommer guden til dødsriget gennem et spejl. Myten har inspireret Per Højholt til at modellere et typografisk billede af et ovalt spejl, der passivt og i et saftigt sprog må tale om sin egen ødelæggelse.

Viser 2 af 2 billeder | Tilbage til billedgalleri

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
06/03/2014
Jørn Busch Olsen
02/03/2010
Redaktionen
05/02/2009
Ekspert
LOSau
Oprindelig forfatter
JFaf
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki