Friedrich Hölderlin

Friedrich Hölderlin, Johann Christian Friedrich Hölderlin, 20.3.1770-7.6.1843, tysk forfatter. Friedrich Hölderlin voksede op i en velhavende protestantisk embedsfamilie i hertugdømmet Württemberg.

Efter moderens ønske studerede han fra 1788-93 teologi ved det berømte Tübinger Stift. Studenterne, blandt dem hans nære venner G.W.F. Hegel og F.W.J. Schelling, fik her en alsidig uddannelse ikke kun i teologi, men også i filosofi og i den græske og romerske digtning og tænkning.

For Hölderlin, der var grebet af Jean-Jacques Rousseaus kritik af samtidens civilisation, kom det antikke Grækenland til at stå som et idealsamfund. Troen på, at en ny harmonisk højkultur var umiddelbart forestående, blev en håndgribelig realitet for ham med Den Franske Revolution 1789, hvis udvikling han fulgte med febrilsk interesse.

Ikke desto mindre består hans tidlige lyrik, der er helt afhængig af forbillederne F.G. Klopstock og Friedrich Schiller, overvejende af abstrakte lovprisninger af sjælen, venskabet, friheden og skønheden.

Modvilje mod præstekaldet førte ham i årene efter 1793 fra den ene huslærerstilling til den anden. I Jena blev han i 1795 fascineret af J.G. Fichtes radikalt idealistiske filosofi, men blev sig samtidig sin egen virkelighedsfjerne ensidighed bevidst. Det kommer tydeligt frem i brevromanen Hyperion (2 bind, 1797-99), hvis handling er henlagt til den fejlslagne græske opstand 1770.

Hovedpersonen går gennem tre stadier: Hans åndelige vejleder Adamas fører ham til en nostalgisk dyrkelse af antikken, hvorimod den revolutionære Alabanda trækker ham med i et katastrofalt forsøg på at omsætte idealet i politisk handling, et spejlbillede af Den Franske Revolutions skuffende forløb.

Først i den elskede Diotima, opkaldt efter præstinden i Platons Symposion, åbenbares for ham foreningen af idé og virkelighed i skønheden. Med Diotimas død er Hyperions udvikling afsluttet; af sorgen over alt det tabte opstår digterens forkyndelse af Gudsriget på Jorden, hvor alle modsætninger forsones.

Friedrich Hölderlin fandt sin Diotima lyslevende, da han som huslærer 1796-98 hos den rige bankier Gontard i Frankfurt forelskede sig i dennes kone, Susette, en oplevelse, der betød en afgørende vending i hans liv og digtning. Efter et sammenstød med den vrede ægtemand søgte Hölderlin for de næste to år tilflugt hos vennen Sinclair i det nærliggende Homburg.

Nu fulgte en urolig tid, korte ophold i Schweiz og i Bordeaux, sammenbrud og rekonvalescens hos moderen og Sinclair, indtil den uhelbredeligt skizofrene Hölderlin i 1807 kom i pleje hos en snedker i Tübingen. Her tilbragte han, næsten helt afsondret fra omverdenen, sine sidste 36 år.

1798-1804 opstod de mesterværker, der gør Hölderlin til en hovedskikkelse i tysk lyrik, beundret og efterlignet, da han efter næsten et århundredes glemsel genopdagedes af symbolisterne og ekspressionisterne. De tæt komponerede oder og de storslåede elegier og hymner, der udtrykker en lidenskabelig protest mod en tom rationalistisk verden, er vanskelige tekster af flere grunde.

Det er Hölderlins opfattelse, at vi mennesker i mørketiden mellem den tabte og den kommende guldalder "næsten har mistet vort sprog i det fremmede" ("Mnemosyne"). Derfor må digteren redde verdens sønderbrudte bestanddele ind i en sproglig nyskabelse, hvor de nu lever som tegn på det usigelige. Men prisen er høj. Digteren må som ensom profet "våge om natten", ikke forstumme i "en karrig tid" (Brot und Wein).

Han skal "stå under guds uvejr med blottet hoved" ("Wie wenn am Feiertage"), lade sig tilintetgøre af det budskab, han skal bringe videre, således som det sker i dramafragmentet Der Tod des Empedokles (1798), hvor helten til slut styrter sig i vulkanen Etna.

Den store elegi Brot und Wein (1800, da. Brød og vin, 1953), der åbnes med en sublim skildring af nattens komme i en lille tysk by, spænder en vældig bue fra antikkens undergang til forkyndelsen af den kommende gud, en forening af Dionysos og Kristus, østens og vestens forløsere.

Denne nye mytologi, fundamentet for samfundets fornyelse, forbandt sig med aktuelle politiske begivenheder som i hymnen Die Friedensfeier (hvis tekst først blev fundet i 1954).

Af fredsslutningen i Lunéville 1801 mellem Frankrig og Østrig udsprang visionen af "festens fyrste", øjensynlig Napoleon, Dionysos og Kristus i én person. For 1900-t. står Hölderlin som den store visionære ener.

Friedrich Hölderlin fik afgørende indflydelse på filosoffen Heidegger, på digtere som Georg Trakl, Rainer Maria Rilke, Gunnar Ekelöf og i Danmark bl.a. på Thorkild Bjørnvig, der i Brød og vin (1970, 1992) har oversat et udvalg af hans digte.