Vesthimmerlands Museum

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Vesthimmerlands Museum, kulturhistorisk museum beliggende i Aars i Vesthimmerland. Museet blev opført 1935 med tilbygninger og udvidelser i 1971, 1981 og 1999.

Museumsarbejdet i Vesthimmerland blev grundlagt i Vesthimmerlands Museumsforening, stiftet 21. januar 1920, med lærer Sigvald Vestergaard Nielsen som formand. 

Anledningen var forfatteren Johannes V. Jensens henvendelse i 1919 til direktøren for daværende Aars Bank (oprettet 1898) om muligheden for at erhverve direktøren for Zoologisk Have i København, Johan Waldemar Drejers (1853-1924) omfattende private oldtidssamling for den nette sum af kr. 10.000. Drejer, tidligere læge i Gedsted i Vesthimmerland 1878-86, havde meddelt, at kunne samlingen ikke komme på danske hænder, ville den, via Nationalmuseet, blive solgt til American Museum of National History i New York. Johannes V. Jensen forestillede sig Drejers samling udstillet i "et særligt Hus" som samtidig skulle være "et arkitektonisk Mønsterhus" som, udover at rumme udstillingen, også skulle være et "Samlingssted for Himmerland i alle store offentlige og festlige Anliggender."

Til at undersøge mulighederne for realiseringen af Johannes V. Jensens tanker, blev der i juni 1919 nedsat et udvalg med Sigvald Vestergaard Nielsen som formand. Det lykkedes hverken at finde midler til købet af Drejers samling, som derfor nu befinder sig i New York, eller opførelsen af et mønsterhus i Aars. Herefter er Johannes V. Jensen ikke siden set eller hørt i forbindelse med Vesthimmerlands Museum.

I stedet stiftede man i januar 1920 museumsforeningen med det formål i henhold til vedtægternes § 2 "...ved Indsamling gennem Gave og Køb at redde fra Undergang saadanne Genstande af enhver Art, som kan tjene til Belysning af Livet og Kulturen i Vesthimmerland gennem Tiderne, ligesom Arbejde i Retning af at fremme Interesse for og Kundskab om Hjemstavnens - saavel som Fædrelandets - Kultur og Historie ikke vil være fremmed."

Foreningens indsamlede genstande befandt sig i de følgende år i forskellige lokaler i Aars, men i 1933 stod foreningen uden lokaler. Museumsforeningen overvejede derfor at få foden under eget bord. For at løfte den økonomiske risiko af museumsforeningens medlemmer, udskilte man museumsvirksomheden i en selvejende institution med egen bestyrelse.

Herefter gik man i gang med at skaffe midler til opførelse af en museumsbygning. Gennem arv, gaver og museumsforeningens egne aktiviteter lykkedes det at finansiere opførelsen af en bygning, tegnet af den lokale arkitekt Windfeldt Brorson. Bygningen stod færdig i 1935 og efter ordning og opstilling af den faste udstilling, åbnede Vesthimmerlands Museum for publikum i påsken 1936. Bygningen, der i dag er en af Aars' smukkeste, er opført i den rolige og harmoniske Bedre Byggeskik stil.

Med årene var Vesthimmerlands Museum ved at sprænge sine rammer og i 1977 stod en ny terningeformet tilbygning færdig. Det samlede etageareal var nu vokset til ca. 130 kvm. I 1981 modtog Aars Kommune en arv i form af et større antal malerier efter kunstneren Jens Nielsen. For at give offentligheden adgang til værkerne, blev der i 1981 opført en tilbygning til museet, kaldet Jens Nielsen salen, eller Himmerlands Kunstmuseum.

Museumscenter Aars. Bygningerne ses her fotograferet i 1999. Museumscentret rummer foruden en kopi af Gundestrupkedlen bl.a. rige fund fra den nærliggende, befæstede jernalderlandsby Borremose.

Aktiviteten på museet voksede fortsat og i 1999 blev der gennemført en udvidelse på ca. 1100 kvm. De tidligere tilbygninger, terningen og Jens Nielsen salen, blev indføjet i det samlede bygningskompleks, der er tegnet af kunstneren Per Kirkeby og arkitekten Jens Bertelsen.

Grundplanen er udformet som et stort T, eller en Thorshammer, som Per Kirkeby benævnte formen. Thor brugte bl.a. hammeren Mjølner som værn mod dæmoner - så måske er museets Thorshammer en vogter og beskytter af den vesthimmerlandske kulturarv. Hammerskaftet rummer magasiner og den faste udstilling. Hammerhovedet omfatter to store ovenlyssale til skiftende kunst- og kulturhistoriske udstillinger. 

Vesthimmerlands Museum er et selvstændigt, statsanerkendt arkæologisk og kulturhistorisk museum med Vesthimmerlands Kommune som dækningsområde.

Sammen med Himmerlands Kunstmuseum udgør Vesthimmerlands Museum fra 1999 Museumscenter Aars.

Museets adresse er: Vesthimmerlands Museum, Søndergade 44, 9600 Aars.

www.vesthimmerlandsmuseum.dk


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

  • Der er endnu ingen tags til denne artikel
Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
Redaktionen
26/01/2012
Clio
22/01/2012
Oprindelig forfatter
Clio
22/01/2012

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki