Carl-Maria-von-Weber-Museum. Museet er indrettet i den vinavlergård i Hosterwitz ved Dresden, som Weber lejede som residens en række somre. Her komponerede han bl.a. store dele af sin romantiske opera Der Freischütz.
Carl-Maria-von-Weber-Museum, kulturhistorisk museum i Dresden, fra 1995 en underafdeling af Museen der Stadt Dresden. Museet, der blev indviet i 1957, er som det eneste i Tyskland, indrettet til belysning af den tyske komponist Carl Maria von Webers liv og virke.
Ejendommen, der huser museet, er beliggende i Dresden-Hosterwitz, højt placeret over Elben, ikke langt fra slottet Pillnitz. Carl Maria von Weber og hustruen, sangerinden Caroline von Weber (egl. Caroline Brandt, 1794-1852) blev opmærksom på landstedet, der tilhørte vinavleren Gottfried Felsner i foråret 1818 og lejede det efterfølgende i en række sommerperioder. I dette hus opstod så vigtige værker som operaerne Der Freischütz, Euryanthe og Oberon. Mange af samtidens komponister og digtere havde deres gang i huset, bl.a. E.T.A. Hoffmann, Ludwig Tieck, Louis Spohr og Wilhelm Müller. Sidstnævnte digter priste stedet således: "Oh Hosterwitz, oh Ruhe! Ruhe!"
Bygningen blev fredet i 1923, og i 1948 indrettedes en mindestue for komponisten i stueetagen. I 1957 blev ejendommet officielt indviet og åbnet som mindesmærke. Fra 1973 blev der foretaget en rekonstruktion af hele området i Webers ånd, bl.a. blev sidebygningerne og haven inddraget for endeligt at blive officielt genåbnet i 1976. Museet er indrettet med møbler, genstande og malerier fra Webers tid. I komponistens beboelses-og arbejdsværelser vises vigtige nodeblade samt billede- og tekstdokumentation. Stedet danner desuden ramme om en lang række koncerter og foredrag.
Museen der Stadt Dresdens website:
http://www.museen-dresden.de/index.p...g=de&node=home
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki