Volksbühne am Rosa-Luxemburg-Platz

Volksbühne am Rosa-Luxemburg-Platz, teater i Berlin med historisk udgangspunkt i den socialdemokratiske publikumsorganisation Freie Volksbühne i 1890, der havde til formål at bringe teatret ud til arbejderklassen under mottoet Die Kunst dem Volke ('kunsten ud til folket'). Organisationen var baseret på et abonnementssystem med enhedspriser. I begyndelsen måtte man leje sig ind på allerede eksisterende teatre (uropførelsen af Gerhart Hauptmanns Die Weber, 1893, da. Væverne). 

I 1914 fik man sit eget hus på Bülowplatz (i dag Rosa-Luxemburg-Platz) i Berlin, som var betalt med midler, der var samlet ind blandt abonnenterne. 1915-18 var Max Reinhardt dets leder. Efter 1. Verdenskrig blev organisationen splittet i en kommunistisk og en mere traditionelt socialdemokratisk fraktion. En radikal politisk linje gjorde sig snart gældende, som kulminerede med Erwin Piscators spektakulære, dokumentariske tidsdramaer i 1920'erne. 

I 1937 blev organisationen Volksbühne opløst af nazisterne og huset ført videre af skuespilleren Eugen Klöpfer (1886 el. 1888-1950) som Theater am Horst-Wessel-Platz. Bygningen blev voldsomt beskadiget under luftbombardementer. Først i 1954 kunne den genopførte Volksbühne tages i brug igen, mens publikumsorganisationens opgaver nu forlængst blev varetaget af FDGB, DDRs ensrettede fagforeninger. 

Volksbühne udviklede sig til en af Østberlins hovedscener med Brecht-eleven Benno Besson som chef 1969-77. Teatret, der siden 1992 er ledet af instruktøren Frank Castorf, var i perioden 1994-2003 også hjemsted for koreografen Johann Kresnik (f. 1939).

I Vestberlin grundlagde man en alternativ scene, Freie Volksbühne. Navnet spillede dels på den oprindelige publikumsorganisation, dels ville man understrege en kunstnerisk og politisk uafhængighed, som man ikke tillagde moderscenen i Østberlin. Ikke uden modstand udnævnte man i 1962 som teaterleder den tidligere kommunist Erwin Piscator, der efter sin tilbagevenden fra eksilet i USA havde arbejdet freelance på forskellige vesttyske teatre. 

På Freie Volksbühne genoptog han i en mere disciplineret form sit engagement i dokumentarisk dramatik, som netop i begyndelsen af 1960'erne oplevede en renæssance i Vesttyskland på baggrund af nazitiden og de dermed forbundne fortrængninger: Rolf Hochhuths Der Stellvertreter (1963, da. Stedfortræderen), Peter Weiss' Die Ermittlung (1965, da. Forundersøgelsen) m.fl., en udvikling, der standsede med Piscators død i 1966. I perioden 1963-92, da man mistede tilskuddet fra det offentlige og måtte lukke, spillede man i et teater, der i dag rummer Haus der Berliner Festspiele.