Jakob Martin Strid, 2010.
Jakob Martin Strid, f. 1972, dansk tegneserieskaber og børnebogsforfatter. Jakob Martin Strid tegnede for ugeavisen Socialisten Weekend, før han slog igennem med den satiriske serie Strid, som blev bragt i Politiken 2000-01 og igen 2002-03.
Den gennemgående person er en lille, stridhåret mand, tegnerens alter ego, der kommenterer politik og andre samfundsforhold gennem en række bizarre optrin, der bl.a. involverer en torso af den amerikanske tegneseriedetektiv Rip Kirby, opr. tegnet af Alex Raymond, på hjul og indklippede fotografier af mediepersonligheder.
Jakob Martin Strid i sit mere filosofiske hjørne, men verdensaltet vil ikke løfte sløret for meget. Bragt i Politiken 20.3.2001.
Serien opnåede på kort tid både kultstatus og fordømmelse for sine politiske standpunkter; den kunne bl.a. indeholde satire over Politikens egen verden, således optrådte chefredaktør Tøger Seidenfaden flere gange. Striberne fra 2000-01 er udgivet samlet i Den Store Strid (2001).
Tegneren Strid har desuden vist sig at have en følsom og poetisk side, som bl.a. er kommet til udtryk i børnebøger som Mustafas kiosk (1999), Dimitri 9 mm (2001), Lille Frø (2005), Min Mormors Gebis (2006), Da Lille Madsens hus blæste væk (2008), tre bøger i serien om den lille blå elefant Mimbo Jimbo (2010-11) og Den utrolige historie om den kæmpestore pære (2012).
Jakob Martin Strid har bl.a. modtaget Dan Turèll-prisen 2001 og Kronprinsparrets Kulturpris 2012. Han modtog BMF's Børnebogspris i 2008 for bogen Da Lille Madsens hus blæste væk og i 2012 for bogen Den utrolige historie om den kæmpestore pære.
Jakob Martin Strids hjemmeside
Viser 1-1 af 1
På forfatterweb kan man læse mere udførligt om Stids baggrund – som jo sådan set er væsentlig for hans politiske tegninger: "Udover at dyrke sit talent for tegning, har han op gennem 90´erne været engageret aktivist i Københavns autonome miljø. Herfra stammer grobunden for den - ofte - stærk venstreorienterede vinkel i hans tegneserier."
Viser 1-1 af 1
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki