Griseldis

Griseldis, hovedperson i en middelalderlig beretning om en hustrus grænseløse tålmodighed og trofasthed gennem alle prøvelser: En greve gifter sig med en smuk bondepige, bortfører deres fælles børn, foregiver at have dræbt dem, bortviser hustruen og tager hende til nåde igen, således at hun til sidst nyder frugten af sin dyd. Beretningen kendes fra ca. 1350 som den sidste fortælling i Boccaccios Dekameron, men bag denne novelle ligger ældre temaer og fortællestrukturer. Fra Dekameron udbredtes beretningen over hele Europa først og fremmest gennem Petrarcas noget udførligere gengivelse af den italienske tekst på latin 1374. Chaucer bearbejdede teksten til engelske vers. En nedertysk tekst danner grundlag for den danske Griseldis, som kendes i håndskrift fra ca. 1500, og som fik betydelig udbredelse som trykt folkebog i udgaver fra 1500- til 1800-t. Folkebogstrykkene ligger sandsynligvis bag de eventyrversioner, som i 1800-t. er optegnet fra mundtlig dansk tradition. Griseldismotiverne er ofte udnyttet i senere litteratur, således lader J.P. Jacobsen den unge Marie Grubbe fantasere over grevens bortvisning af Griseldis.