enhjørning

© British Library

Enhjørning. Engelsk miniature fra omkring 1300. Jomfruen sidder ved et træ med dyret. En ridder dræber det med en lanse. Rundskjold, rød blomst, træ, lanse og dyr mødes i billedmidten og viser, at her udføres et helligt ritual. At kvinden er nøgen, er sjældent og betyder her uskyld.

enhjørning, fabeldyr. Enhjørningens historie fører ind i et kompleks af trosforestillinger om kraften i horn og af naturiagttagelser, som rækker langt tilbage i tiden. Den græske læge Ktesias beskrev som den første i Europa enhjørningen i et skrift fra 398 f.Kr. baseret på et ophold i Persien. Ifølge det er enhjørningen så stor som et æsel, lynhurtig, vild og voldsom i kamp, umulig at fange levende. Og så har det i panden et langt horn med en mægtig kraft i sig. At drikke af et enhjørninghorn beskytter bl.a. mod gift. Hermed beskrives to vigtige egenskaber ved enhjørningen, kraften og renheden. Andre antikke naturhistorikere, bl.a. Aristoteles og Plinius d.æ., bringer troen på enhjørningen videre.

Bag Ktesias' skildring ligger enhjørningforestillinger, som allerede på hans tid var gamle i Orienten. I indisk olddigtning fornemmes dens tilstedeværelse flere steder. Der findes også en kinesisk enhjørning. Den hedder qilin, hvilket betyder han og hun. Den er venligtsindet og symboliserer jorden. Qilin bebudede Kong Fuzis fødsel og død. Måske har der været en forbindelse mellem den vestlige og den østlige enhjørning.

Når enhjørningen har fået en vigtig plads i den kristne symbolverden, er en fejloversættelse af det hebraiske Re'em i GT medvirkende hertil; ordet betyder 'vildbøffel', men bliver i Septuaginta til 'enhjørning'. Især skyldes det imidlertid, at der i det naturhistoriske værk, Physiologus fra ca. 200 e.Kr., måske under indflydelse af beretningen om eremitten Gazellehorn i det indiske heltedigt Mahabharata, fortælles en eventyrlig historie om en enhjørning, som kun kan fanges i en jomfrus skød, fx lokket af hendes duft. Bl.a. ud fra denne arketypiske konstruktion af potens og uskyld fastlægger Gregor den Store i 500-t. og Isidor af Sevilla i 600-t. så det billede af enhjørningen, der gennem middelalderen avler nye og forbavsende billeder, ofte med anstrøg af from brunst. Meget kendt bliver motivet "den hellige jagt", hvor den lille hestebuk med det snoede horn er Kristus og jomfruen Maria, der trækker ham ned til forsoningsdøden på jorden. Den middelalderlige enhjørningkult giver sig udtryk i alkymi, emblematik, heraldik, digtning, billedkunst, men aldrig i dansk folketro, selv om enhjørningen findes på adskillige senmiddelalderlige, danske kalkmalerier. De lange horn, som blev udgivet for enhjørninghorn og handlet dyrt på grund af deres potensøgende, men især giftneutraliserende egenskaber, blev i 1638 afsløret af Ole Worm som narhvaltænder.