vampyr

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

vampyr, i folketroen en blodsugende genganger, der forlader sin grav efter mørkets frembrud, til tider i skikkelse af en flagermus, og angriber mennesker ved at bide dem med sine hugtænder; ofrene bliver derpå selv vampyrer.

Ifølge folketroen mentes kroppen i graven at kunne opretholde en slags liv ved blodindtagelsen, og fund af velbevarede lig med et blodlignende stof i munden bestyrkede troen på vampyrer.

Ifølge nyere folkloristiske undersøgelser er vampyrforestillingen en blandingsform af relativt sen oprindelse. Den forener træk fra fem forskellige folketrosvæsener: gengangeren, maren, antikkens blodsugende fugl strix, varulven og endelig hekse, som mentes at fortsætte med at gøre fortræd efter deres død. Først i 1600-t. begyndte beretningerne om disse monstrøse væsener at brede sig i Centraleuropa og på Balkan, stærkt befordret af retssager, hvor lig af formodede vampyrer blev gravet op og dømt til brænding eller halshugning. Til Danmark nåede vampyrtroen aldrig.

Ordet vampyr kommer via byzantinsk gr. vampyros fra urslavisk *(w)ǫpyr-, måske tabuistisk omdannelse af *nektopyr- 'flagermus', egl. 'natteflyver', sigtende til forestillinger om flyvende shamaner.

Vampyrer har spillet en væsentlig rolle i den litterære og filmiske horrorgenre (se også gotisk litteratur), hvor en af klassikerne er Bram Stokers roman Dracula (1897) om en 500 år gammel vampyrgreve fra Transsylvanien. Romanen er filmatiseret flere gange. Se også spøgeri.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
26/10/2011
Oprindelig forfatter
GH
02/02/2009
Læs mere om vampyr
vampyr
et overnaturligt væsen i folketroen, især den sl ...Artikel i Symbolleksikon

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki