Kemofibre. Endeløse filamenter af polypropylenfibre i bundter, tow, trækkes hen til en strækvalsestation. Her strækkes filamenterne til den endelige tykkelse, og samtidig orienteres molekylerne i længderetningen, så trækstyrke og elasticitet forbedres væsentligt. Normalt følger herefter en teksturering, tørring og snitning. Polypropylen indgår fx i fremstillingen af tæppegarner, møbelstoffer og sportsbeklædning. Foto fra 1994.
kemofibre, industrielt fremstillede fibre, oprindelig udviklet for at billiggøre silkelignende stoffer. Den første kommercielle produktion af kemofibre fandt sted i Frankrig ca. 1890 på basis af nitrocellulose; produktet blev kaldt kunstsilke. Under 1. Verdenskrig medførte de allieredes blokade, at bomuld blev en mangelvare i Tyskland. Det førte til udvikling af den cellulosebaserede celluld, som kom på markedet både som filamenter, i begyndelsen kaldt rayon, og som stapelfibre i uld- og bomuldstyper. Efter 2. Verdenskrig blev industrifibrene videreudviklet i mange lande både som regenererede celluloser og som syntetfibre. Den første var polyamidet nylon, derefter polyakrylnitrilen Orlon og polyesteren Terylene. Mod slutningen af 1900-t. er verdensproduktionen af kemofibre større end produktionen af naturfibre.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Kemofibre. Endeløse filamenter af polypropylenfibre i bundter, tow, trækkes hen til en strækvalsestation. Her strækkes filamenterne til den endelige tykkelse, og samtidig orienteres molekylerne i længderetningen, så trækstyrke og elasticitet forbedres væsentligt. Normalt følger herefter en teksturering, tørring og snitning. Polypropylen indgår fx i fremstillingen af tæppegarner, møbelstoffer og sportsbeklædning. Foto fra 1994.
Viser 1 af 1 billeder
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki