Olympiske Lege - de moderne Olympiske Lege (OL)

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

De Olympiske Lege. Guldmedaljevinderne på 4x400 m ved OL i 2000; fra venstre Antonio Pettigrew, Calvin Harrison, Michael Johnson og Alvin Harrison.

De første Olympiske Lege i moderne tid blev afholdt i Athen i 1896, og OL er i dag ubestridt verdens største og vigtigste sportsarrangement.

I London 2012 deltog således godt 10.500 sportsudøvere i 26 forskellige sportsgrene på 34 idrætsarenaer.

Tidlige genoplivningsforsøg

Allerede langt tidligere end 1896 havde man haft tilbagevendende sportsstævner af lignende karakter. I England havde man således fra begyndelsen af 1600-t. til midten af 1800-t. Cotswold Olympick Games, og i Ramlösa i Sverige afholdtes 1834 og 1836 et idrætsstævne kaldet olympiske lege. Andre eksempler er Montreal Olympic Games (1844) samt i England Much Wenlock Olympian Games (1850-95) og National Olympian Games Associations seks nationale olympiske lege (1866-83).

Den tyske arkæolog Ernst Curtius (1814-96), der senere ledede udgravningerne i det antikke Olympia i Grækenland, holdt i 1852 en forelæsningsrække, som inspirerede grækeren Evangelos Zappas (1800-65) til i alt fire panhellenske idrætslege i Athen 1859-89.

Den olympiske idé

Ophavsmanden til de moderne Olympiske Lege var den franske baron Pierre de Coubertin. Hans formål var oprindelig pædagogisk, nemlig at opdrage den mandlige franske ungdom, men hans ambition blev at samle atleter fra hele verden.

I den olympiske målsætning er sportsånden det centrale: "Det vigtigste ved De Olympiske Lege er ikke at vinde, men at deltage, ligesom det vigtigste i livet ikke er triumfen, men kampen for den. Det essentielle er ikke at have erobret, men at have kæmpet godt". Det olympiske motto lyder: "Citius, altius, fortius" (latin 'hurtigere, højere, stærkere').

De første moderne lege

De Olympiske Lege. Tovtrækning var en olympisk disciplin 1900-20 som en del af atletikken. Et mandskab (tv.) bestående af danskerne Eugen Schmidt, Edgar Aabye og Charles Winckler samt svenskerne Gustaf Söderström, Karl Gustav Staaf og August Nielsson besejrede ved legene i Paris 1900 på banen i Boulogneskoven et fransk hold og vandt det olympiske mesterskab.

Pierre de Coubertin indkaldte i 1894 til en international kongres på Sorbonne i Paris. Her besluttede man at arrangere olympiske lege efter antikkens mønster to år senere i Athen og derefter hvert fjerde år. På mødet stiftedes endvidere Den Internationale Olympiske Komité (IOC) med 14 medlemmer; den skulle lede den olympiske bevægelse uafhængigt af nationale og kommercielle interesser og bl.a. overvåge, at deltagerne var amatører.

De lande, der tilsluttede sig den olympiske bevægelse, oprettede nationale olympiske komitéer, underlagt IOC's regler. Selvom Danmark var repræsenteret i OL i 1896 og 1900 og fik indvalgt kaptajn Niels V.S. Holbeck (1857-1939) i IOC i 1899, stiftedes Danmarks Olympiske Komité først i 1905.

Legene i Athen afholdtes på det antikke Panathenske Stadion (oprindelig opført 330-329 f.Kr., ombygget 139-144 e.Kr.), hvis genopbygning blev bekostet af den græske skibsreder Georgios Averoff (1819-99). Ca. 40.000 tilskuere overværede åbningsceremonien, mens 70.000 var til stede under maratonløbet senere på ugen.

De ca. 245 deltagere kæmpede inden for ni sportsgrene: atletik, gymnastik, svømning, cykling, brydning, fægtning, vægtløftning, skydning og tennis. Sejlsport og roning skulle også have været på programmet, men bortfaldt pga. af hhv. manglende deltagelse og dårligt vejr.

Efter succesen i Athen 1896 ønskede den græske olympiske komité, at OL i fremtiden skulle afholdes permanent i Athen, men IOC gav kun grækerne tilladelse til at afholde specielle lege i mellemårene: 1902, 1906 osv.; kun legene i 1906 blev realiseret. Både OL i Paris 1900 og i Saint Louis 1904, der blev afholdt i forbindelse med verdensudstillinger, var dårligt arrangeret, og det så ud til, at legene allerede havde udspillet deres rolle.

Det velarrangerede mellem-OL i Athen 1906 holdt dog legene i live, Londons OL i 1908 — på trods af sammenfaldet med en verdensudstilling — blev en succes, og med de hidtil bedst organiserede lege i Stockholm 1912 var OL's fremtid sikret. På grund af verdenskrigene blev OL aflyst 1916, 1940 og 1944, men siden 1948 har OL fundet sted hvert fjerde år uden undtagelse. De tre aflysninger har betydet, at det er den 29. olympiade, der begynder i år 2008 efter afholdelsen af De 26. Olympiske Lege i Beijing.

Olympiske Lege. Det olympiske stadion i Berlin.

Olympiske Lege. Det olympiske stadion i Berlin.

Coubertin så oprindelig den ideale sportsudøver som den unge voksne mand og var imod kvindelig deltagelse. Men allerede i 1900 deltog kvinder ved OL (tennis og golf), og siden er deres deltagelse stadig vokset; kun i boksning og brydning har kvinder indtil videre ikke deltaget.

I 1904 uddeltes for første gang guld-, sølv- og bronzemedaljer. Fra 1908 var der fælles indmarch for deltagerne ved åbningsceremonien. Ved OL 1920 indførtes det olympiske flag, og en deltager fra værtsnationens hold aflagde den olympiske ed. Den olympiske ild tændtes første gang i 1928.

Otte år senere indførtes fakkelstafetløbet med en flamme tændt ved Solens stråler i Olympia og bragt til den olympiske værtsby; flammen slukkes først på afslutningsdagen. I 1960 genoptog man den olympiske hymne, oprindelig komponeret til OL 1896 af Spyros Samaras (1861-1917) til tekst af Kostis Palamas.

I tidsrummet 1912-48 havde IOC også kunst på det olympiske program med disciplinerne arkitektur, skulptur, maleri, litteratur og musik; Danmark opnåede aldrig guld, men adskillige andre medaljeplaceringer.

De Olympiske Vinterlege

Allerede på kongressen i Paris 1894 var hurtigløb på skøjter optaget på listen over ønskværdige sportsgrene på det olympiske program. Kunstskøjteløb var opført som en disciplin ved OL i Paris 1900, men blev taget af programmet, da man ingen skøjtebane havde.

Det havde man i London 1908, hvor fire sæt medaljer blev uddelt. IOC forsøgte op til OL i Stockholm 1912 at få vintersportsgrene på programmet, men de svenske værter var ikke interesseret; der skulle have været vinterdiscipliner i Berlin 1916.

I Antwerpen 1920 havde man atter kunstskøjteløb, mens ishockey havde sin olympiske debut. I 1922 besluttede den franske olympiske komité i samråd med repræsentanter fra de internationale ski-, skøjte- og ishockeyforbund at afholde en international vintersportsuge tidligt på året i 1924, samme år som OL skulle afholdes i Paris.

Vintersportsugen (i Chamonix) blev oprindelig ikke benævnt Olympiske Vinterlege, men ved åbningshøjtideligheden vajede det olympiske flag over stadion. 278 mænd og 13 kvinder konkurrerede i langrend, skihop, nordisk kombination, hurtigløb og kunstløb på skøjter, bobslæde og ishockey. Curling var med som opvisningssport, men kom først officielt med i det olympiske program i Nagano 1998.

I 1925 vedtog man officielt indførelse af De Olympiske Vinterlege, og frem til 1992 blev sommer- og vinter-OL afholdt samme år. Fra 1994 afholdes vinterlegene i de lige årstal midt i en olympiade, mens sommerlegene stadigvæk markerer begyndelsen på en ny olympiade.

Organisation

IOC, der har sit hovedkvarter i Lausanne i Schweiz og er den olympiske bevægelses højeste organ, er selvsupplerende. Af de over 100 medlemmer kræves der uafhængighed samt ubetinget loyalitet over for den olympiske bevægelse; de er IOC's repræsentanter i deres respektive lande og ikke omvendt. Siden 2013 har tyskeren Thomas Bach (f. 1953) været præsident.

En nation, der ønsker at deltage i OL, skal have en national olympisk komité, som er godkendt af IOC og repræsenterer mindst fem internationale specialforbund. Samtlige tilmeldinger skal ske gennem de nationale komitéer. Specialforbundene tager sig af tekniske spørgsmål i de enkelte sportsgrene.

Inden IOC tager stilling til, om et forbund kan få sin sportsgren på programmet, skal den for mænd være repræsenteret i mindst 75 nationer i fire verdensdele, for kvinder i mindst 40 nationer i tre verdensdele. For at komme med på vinter-OL's program skal et specialforbund for både kvinders og mænds vedkommende være repræsenteret i mindst 25 nationer i tre verdensdele.

For at få en ny disciplin inden for en sportsgren på OL-programmet, skal den for mænds vedkommende udøves i mindst 50 nationer i tre verdensdele og for kvinders i 35 nationer i tre verdensdele.

Også tildelingen af OL til en værtsby foretages af IOC. Afholdelsen af et OL er forbundet med enorme omkostninger og stærke kommercielle interesser, og kampen mellem kandidatbyerne er hård. Der har i den forbindelse været mange anklager mod IOC-medlemmer for magtmisbrug og bestikkelse, bl.a. i forbindelse med tildelingen af vinter-OL 2002 til Salt Lake City.

Fra amatørsport til underholdning

De Olympiske Lege. Den canadiske løber Ben Johnson vandt guld i 100 m løb ved OL i 1988, men fik efter en dopingtest frataget medaljen.

En central del af den olympiske idé var indtil 1980'erne holdningen til professionalisme. Med undtagelse af professionelle fægteinstruktører, der havde deres egen klasse ved OL i 1896 og 1900, havde fra begyndelsen kun amatører adgang til OL. Denne regel blev meget strengt overholdt. Således fratog man den dobbelte guldvinder i mangekamp i 1912, Jim Thorpe, medaljerne, da det viste sig, at han havde tjent penge i baseball året inden OL.

Fra 1988 åbnedes der imidlertid mulighed for professionel deltagelse i OL med de respektive specialforbunds tilladelse. Kun professionelle boksere og baseballspillere er forment adgang.

Den professionelle deltagelse i OL skal ses på baggrund af den enorme interesse for legene, der på verdensplan er skabt via tv. Det drejer sig om milliarder af dollar, når der indgås aftaler mellem IOC og de store kommercielle tv-stationer.

De mange penge i sporten har skabt et andet problem: doping. Doping har dog været kendt fra begyndelsen af OL. Det er således dokumenteret, at vinderen af maratonløbet i 1904, amerikaneren Thomas Hicks (1875-1963), indtog stryknin blandet op i en mikstur af brandy og æg. I 1960 omkom den danske cykelrytter Knud Enemark Jensen (1936-60) af hedeslag under konkurrencen. Obduktionen viste, at han bl.a. havde indtaget amfetamin.

Det var medvirkende årsag til, at IOC indførte dopingforbud og dopingkontrol i 1968. 1972-96 blev 48 atleter afsløret som dopingmisbrugere i sommerlegene, mens fem blev afsløret ved vinterlegene. Flest afsløringer fandt sted i 1976, 1984 og 1988, hvor bl.a. den canadiske vinder af 100-m-løbet, Ben Johnson, blev afsløret. Siden er antallet af afsløringer faldet, men forekommer stadig. Kvinder har siden 1968 skullet underkastes en kønstest pga. mistænksomhed over for de særdeles gode resultater, som blev opnået i enkelte sportsgrene.

OL og politik

De Olympiske Lege. Den svenske forfatter og opdagelsesrejsende Sven Hedin på sportsstadion i Berlin ved OL i 1936. Legene blev udnyttet til det yderste som propaganda for Nazistpartiet.

Pga. sin internationale rækkevidde og fremtrædende placering i den offentlige bevidsthed har OL fra begyndelsen været brugt i såvel nationale som internationale stridigheder, og afholdelsen af legene har i større eller mindre grad været forstyrret. Efter 1. Verdenskrig var Centralmagterne (Tyskland, Østrig, Ungarn, Bulgarien og Tyrkiet) udelukket fra deltagelse i Antwerpen 1920; det samme var Tyskland i Chamonix og Paris 1924.

Op til legene i Garmisch-Partenkirchen og Berlin 1936 var der boykot-trusler fra flere nationer, bl.a. USA, pga. den tyske naziregerings racepolitik. Efter et ultimatum fra IOC bøjede den tyske leder Adolf Hitler sig og tillod kvalificerede sportsfolk af jødisk herkomst at repræsentere Tyskland. 1936-legene blev dog udnyttet til det yderste som propaganda for Nazistpartiet.

Efter 2. Verdenskrig var Tyskland og Japan udelukket fra legene i Sankt Moritz og London 1948. Den Tyske Forbundsrepublik og DDR stillede med et fælles mandskab 1956-64, men 1968-88 som to selvstændige nationer. Kina udeblev fra OL 1956-76 pga. Taiwans deltagelse som selvstændig nation. Sovjetunionens indmarch i Ungarn 1956 medførte en boykot fra tre nationer ved OL i Melbourne, mens Israels invasion i Sinai samme år fik endnu tre lande til at udeblive. Sydafrika var udelukket fra deltagelse i OL 1964-88 pga. landets apartheidpolitik.

De Olympiske Lege. Medaljeuddeling for 200 m løb i 1968; amerikanerne Tommie Smith (guld) og John Carlos (bronze) markerer med sorte handsker deres støtte til De Sorte Pantere. Tv. sølvmedaljevinderen Peter Norman fra Australien.

Op til legene i Mexico City 1968 dræbtes 250-300 demonstrerende studenter af soldater, da de protesterede mod den fattige nations pengeforbrug til OL-arrangementet. Under legene samme sted protesterede de to amerikanske medaljevindere på 200 m, Tommie Smith (f. 1944) og John Carlos (f. 1945), imod racismen i USA med knyttede næver på sejrsskamlen.

En stor tragedie fandt sted i München 1972, hvor arabiske terrorister brød ind i den olympiske by, dræbte to og tog ni israelske sportsfolk som gidsler; terroraktionen endte med drab på i alt 17 mennesker.

Ved OL i Montréal rejste hovedparten af de afrikanske hold hjem i protest mod New Zealand, hvis professionelle rugbyhold havde spillet i Sydafrika. Og da Canada ikke havde diplomatisk forbindelse med Taiwan, tillod man kun deltagelse herfra, hvis de konkurrerede under navnet Den Kinesiske Folkerepublik, hvad Taiwan ikke kunne acceptere og rejste hjem.

Sovjetunionens indmarch i Afghanistan 1979 medførte en boykot fra USA's og 64 andre landes side til legene i Moskva 1980. Til gengæld udeblev Sovjetunionen og en række socialistiske lande fra OL i Los Angeles 1984.

Danmark og OL

De danske 49er-sejlere Martin Kirketerp og Jonas Warrer blev kåret som OL-vindere i 2008 efter en lang og kaotisk sag. Da deres egen båd gik i stykker, lånte de en kroatisk båd, som de sejlede i mål i. Først efter en seks timer lang klagesag blev danskerne af OLs sejljury kåret som vinder foran Spanien. Spanien rejste derpå sagen for den internationale sportsdomstol CAS, som afviste sagen.

Bortset fra OL i 1904 i Saint Louis har Danmark deltaget i samtlige sommerlege. Ved vinter-OL har Danmark deltaget 11 gange. I alt har danske OL-deltagere vundet 43 guld-, 63 sølv- og 64 bronzemedaljer, deraf en sølvmedalje ved vinter-OL. Sejleren Paul Elvstrøm er den mest vindende med fire guldmedaljer (1948-60).

Svømmeren Karen-Margrethe Harup tog i 1948 en guld- og to sølvmedaljer, det største antal medaljer, en dansker har fået ved samme OL. Det danske kvindelandshold i håndbold vandt 1994-2004 guldmedaljer ved tre OL i træk. I 1998 fik Danmark for første gang medaljer ved vinter-OL, da kvindelandsholdet i curling vandt sølv.

Læs mere om De Olympiske Lege.

Se også oversigterne over OL 1896-i dag, danske medaljer og guldvindere.

De moderne Olympiske Leges hjemmeside

Dansk hjemmeside (administreret af Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark) om Danmarks deltagelse i de moderne Olympiske Lege

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

De Olympiske Lege. Guldmedaljevinderne på 4x400 m ved OL i 2000; fra venstre Antonio Pettigrew, Calvin Harrison, Michael Johnson og Alvin Harrison.

Viser 7-7 af 7 billeder | Se alle

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
07/01/2014
MHansen
03/08/2013
Redaktionen
21/12/2012
Oprindelig forfatter
PBis
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki