Nationale Cykelruter. Med nedlæggelsen af amterne pr. 1.1.2007 overgik ansvaret for skiltningen af cykelruterne til de enkelte kommuner. Rute 6 er ruten mellem Esbjerg og København.
Nationale Cykelruter, 11 længere cykelruter i Danmark. De er sammen med Regionale Cykelruter oprettet 1993 af de daværende amter efter idéoplæg fra Vejdirektoratet og Dansk Cyklist Forbund. Danmark blev dermed det første land i verden der fik et samlet nationalt net af cykelruter. Den samlede længde af ruterne er 4.233 km.
Cykelruterne er sammensat af varierende delstrækninger, og ved ruternes linjeføring er der taget mest muligt hensyn til oplevelseværdi, trafiksikkerhed, vejens eller stiens cykelegnethed og publikumsfaciliteter. Ruterne benyttes også af vandrere.
Efter amternes nedlæggelse pr. 1.1.2007 er ruternes vedligeholdelse, herunder tilsyn med skiltningen, overgået til kommunerne.
| 1. Vestkyststien, Rudbøl - Skagen | 560 km |
| 2. Hanstholm - København | 420 km |
| 3. Hærvejsruten, Skiveren - Padborg | 450 km |
| 4. Søndervig - København | 310 km |
| 5. Østkystruten, Hulsig - Sønderborg | 650 km |
| 6. Esbjerg - København | 330 km |
| 7. Sjællands Odde - Rødbyhavn | 240 km |
| 8. Sydhavsruten, Rudbøl - Møn | 360 km |
| 9. Helsingør - Gedser | 290 km |
| 10. Bornholm Rundt | 105 km |
| 12. Limfjordsruten | 610 km |
Nationale Cykelruter er skiltede med små, kvadratiske skilte med cykelsymbol og hvidt rutenummer i rødt felt på blå baggrund - rute 10 på Bornholm dog på grøn baggrund. De ulige rutenumre 1-9 går nord-syd, mens de lige numre 2-8 går øst-vest. Dertil kommer to rundstrækninger, Bornholm Rundt (rute 10) og Limfjordsruten (rute 12). Der findes p.t. ikke en rute 11.
Bornholm Rundt. Bornholms cykelruter hedder cykelveje, og skiltene er grønne, mens de i resten af landet er blå. Foto 2010.
Flere af de Nationale Cykelruter forbinder yderpunkter i Danmark, og fire af dem indgår i internationale cykelruter: Nordsøruten, Østersøruten, Nordkap-Malta og Pilgrimsruten.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki