Kryddersnaps

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Valnød bruges til begravelsessnaps, den bliver sort.

Valnød bruges til begravelsessnaps, den bliver sort.

Kryddersnaps, krydderbrændevinsnaps, brændevin, akvavit eller vodka krydret med planter.

Det er muligt at trække kryddersnaps på en lang række af de planter, som findes vildtvoksende i den danske natur, en række af dem bliver gennemgået herunder. Desuden findes der muligheder i køkkenhaven og drivhuset.

Fremgangsmåde og trækketid angives i forbindelse med den enkelte plante, men der gælder nogle generelle principper. Som overordnet tommelfingerregel (der findes adskillige undtagelser) kan bruges følgende retningslinjer:

Trække i dagevis: Blomster, knopper og blade
Trække i ugevis: Kviste, grene, stængler og rødder
Trække i månedsvis: Bær og frugter.

Planter

Følgende planter er almindeligt brugt til kryddersnaps i Danmark:

Blåbær, Brombær, Hindbær, Tranebær, Tyttebær

Bærsnaps skal generelt trække meget længe - i månedsvis - og skal kun sjældent fortyndes. For alle de bløde bær gælder: Pluk, når de er helt fuldmodne, pluk rigeligt, og undgå grønt/brunt vedhæng på bærrene. Rens dem, helst uden at skylle, og læg dem i en flaske/glas med stor åbning. Dæk bærrene med snaps. Lad snapsen trække længe, op til et halvt år skader ikke. Drik den straks, bærsnaps vinder sjældent ved lang lagring, de taber til gengæld ofte smagen. Mange af dem kan (efter smag) tilsættes op til en spiseskefuld honning pr. liter, men start i det små, det er nemmere at tilsætte mere.

Botanik: Blåbær Brombær Hindbær Tranebær Tyttebær

Enebær (Juniperus communis L.)

De mørke blå-brun-sorte andenårige bærkogler (se ene) plukkes hen på efteråret, hvor de har en sød, mild, aromatisk smag. Pluk ikke de grønne førsteårskogler, de smager ikke godt. Bærkoglerne renses grundigt, skylles og lufttørres i skyggen nogle dage, helst udbredt på et klæde. Stødes let i en porcelænsmorter, hældes på flaske og dækkes med snaps. Trækketid: 10 dage, op til 2 uger, hvis kraftig smag ønskes. Filtreres i si, da fx kaffefilter suger mange af de smagsgivende olier. Lad den bundfælde, og fjern bundfaldet. Fortyndes ofte kraftigt, fx 1:20. Farven er gul. Smagen er mild og behagelig og vinder ved 6 mdr. eller mere lagring. Ryst flasken, da enebærolien flyder ovenpå.

Botanik: Enebær 

Gul snerre (Galium verum L.)

Blomsterne er bedst i knopstadiet, lige før de udspringer. 3-5 stængler med uudsprungne blomster overhældes med en flaske vodka eller neutral snaps. Trækketid: max. 1-2 døgn, ikke længere pga. bitterstoffer. Filtreres. Lagring fra ingen og op til et år. Fortyndes ca. 1:3 eller mere.

Botanik: Gul snerre

Prikbladet perikon (Hypericum perforatum L.)

Veludviklede knopper og nyudsprungne blomster anvendes. Blomster nippes af, så bægerbladene lades tilbage, alt grønt fjernes. Virksomt stof i kronbladene og især støvdragere. Tørres i få dage i skyggen. Dækkes med neutral snaps eller vodka. Trækketid: 2-4 dage, filtreres. Kan fortyndes, 1/4-1/2 (gerne mere). Kan drikkes straks, men vinder ved lagring - gerne flere år.

Botanik: Prikbladet perikon

Pil (Salix)

Skær nye tynde pilekviste med blade på i ca. 10 cm lange stykker, og fyld et glas med dem og blade. Dæk med vodka eller neutral snaps. Trækketid: mindst 3 mdr. Filtreres og fortyndes, fx 1:5.

Alternativ. De første "gæslinger", de gule hanrakler, plukkes netop, som de gule støvdragere er kommet frem. 1 dl rakler sættes i 3 dl neutral snaps. Trækketid: 2-3 dage. Filtreres og hviler/modner et par måneder, filtreres igen. Kan lagres i op til et år. Fortyndes. Må gerne lagre længe, men ikke væsentligt over et år. Lidt (rør)sukker kan være godt, efter smag.

Botanik: Pil 

Pors (Myrica gale L.)

Blade fra hele sæsonen, helst nyudsprungne i foråret. 1 dl blade i 1 flaske snaps. Bladene kan fryses. Vinder ved lagring, gerne længe, op til 2 mdr. Smagen bliver stærkere, hvis bladene tørres nogle dage i skygge. Hvis man har travlt, kan man putte ca. 100 blade i 1 flaske snaps og stille den varmt, fx i direkte sol, i 1 døgn. Filtreres og drikkes straks.

Botanik: Pors 

Rejnfan.

Rejnfan.

Rejnfan (Tanacetum vulgare L.)

Både blade og blomster kan anvendes og giver næsten samme smag, blomsterne er mest almindeligt brugt, men de lyse forårsskud giver en blødere og mildere kryddersnaps og er at foretrække.

Blade: 6 friske skud, 5-10 cm lange helt unge blade dækkes med rigeligt snaps. Trækketid: fra 12 timer til allerhøjest 2 dage. Filtreres. Bør lagre længe, over 5 år nævnes.

Blomster: Mindst 100 friskudsprungne blomsterknapper afklippes, skylles i koldt vand, tørres, sættes på 1/2 flaske snaps. Trækketid: 3-5 dage, bliver bitter ved lang trækning. Filtreres. Bør hvile, jo længere jo bedre. Farven starter gulgrøn, men ændres efterhånden mod brun. Fortyndes, fx 1:10.

Botanik: Rejnfan

Røllike.

Røllike.

Røllike (Achillea millefolium L.)

For at opnå maksimal honningindhold klippes blomster fra en knap eller netop udsprunget blomsterskærm. De skylles let og tørres et par dage.  1 dl blomster sættes til 1 flaske snaps. Så lidt som muligt af stænglen skal med ned i flasken. Trækketid: 1-3 dage. Filtreres og modnes i nogle måneder. Kan lagres i flere år. Fortyndes gerne meget, fx 1:20. Der er ikke forskel på de hvide og lyserøde blomster.

Botanik: Røllike 

Røn (Sorbus aucuparia L.)

Rønnebær.

Rønnebær.

Vilde rønnebær fra skoven er at foretrække. Bærrene, som plukkes, når de er godt modne, er bedst, efter de har fået frost. Giv dem evt. 1 dag eller mere i fryseren. Dækkes med snaps - ikke tø op først. Godt og vel 1 dl bær dækkes med snaps/vodka. Trækketid: mindst 3 uger afhængig af bærmængden, og hvor kraftig en smag der ønskes. Trækker den for længe, kan den blive bitter, dette kan til dels reddes ved at lagre snapsen eller ved at tilsætte lidt honning. Filtreres. Fortyndes, fx 1:8. Vinder meget ved lagring. Jens Kruse (snapseentusiast og turguide) beskriver, at han har "glemt" en rønnebæressens bag i skabet i 25 år, den var rigtig-rigtig go'.

Botanik: Røn

Skovmærke (Galium odoratum)

Bladene før blomstring er optimale. Nogen foretrækker tørring først, da det giver en sødere smag pga. den mere kummarin efter tørring. Under blomstring er blomsterne bedre end bladene. Friske skud dækkes med snaps. Anvend en neutral snaps eller vodka. Trækketid: Blomster: Max. 1 døgn. Blade: 1-2 døgn. Klar til drikning straks efter filtrering, vinder ikke ved lagring ud over et par uger, tværtimod kan den få en høagtig bismag. Kan fortyndes, fx 1:5. Serveres kølig.

Botanik: Skovmærke 

Slåen.

Slåen.

Slåen (Prunus spinosa L.)

Skal være godt modne. Blot ét umodent bær kan ødelægge det hele. Skyl bærrene godt for fugleklatter inden trækningen. Bærrene skal have frost inden trækningen, gerne 1 uge i fryseren. 2 dl bær eller flere overhældes med 1 flaske vodka/snaps. Skal trække i op til 2 mdr., smag undervejs, stop evt., hvis den bliver "mandelagtig". Filtreres. Vinder ved års lagring. Fortyndes ikke.

Alternativ snaps på stenenes kerner. Modne slåen udblødes 2 uger i vand, indtil frugtkødet let kan fjernes fra stenene. Det sidste frugtkød fjernes let ved at gnide med sand. Optimalt knækkes stenene, og kernerne udtages, men dette er et meget besværligt arbejde. 0,5 dl sten, 2,5 dl alkohol, 6-8 uger.

De to udtræk kan med fordel blandes. Vinder meget ved lagring.

Botanik: Slåen

Strandmalurt (Artemisia maritima L.)

4 kviste af 10 cm dækkes af 1/2 flaske snaps. Trækketid: fra få timer til højest 2 døgn. Meget bitter, hvis den trækker for længe. Skal altid fortyndes kraftigt, fx 1:10. Brug de øverste fine skud, evt. kun blomsterne (for mere sødme). Urten kan tørres få dage i skygge, inden trækning. Filtreres. Lagres mindst et år, gerne længere.

Skadelig i store mængder eller høje koncentrationer, da malurt indeholder stoffet thuyan. Forbudt i nogle lande. Der kendes ikke til forgiftningstilfælde i Danmark.

Botanik: Strandmalurt 

Tormentil (Potentilla erecta (L.) Raeusch)

Jordstænglen renses grundigt, evt. skrælles og tørrer på papir. Skæres i skiver og dækkes med 2/3 snaps til 1/3 rodskiver. Fortynd evt. udtrækket med vand for at reducere garvesyren. Trækketid: få dage, op til 1 uge. Jo større mængde rod des kortere trækketid. Smag til undervejs for optimal aroma og minimal bitterstof. Kan blive meget bitter allerede efter en uge. Filtreres og lagres nogle måneder. Fortyndes, gerne meget, fx 1:10.

Botanik: Tormentil


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
28/02/2013
Marie-Louise Hammer
06/10/2010
MartinHvidberg
29/09/2009
Ekspert
MartinHvidberg
Oprindelig forfatter
MartinHvidberg
06/03/2009

Emnetræ

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki