eukaryot, betegnelse for en celle med ægte kerne, dvs. kerne omgivet af en dobbeltmembran. De eukaryote organismer omfatter dyr, svampe, protister og de fleste planter; blågrønalger (cyanobakterier) og bakterier er derimod prokaryoter.
Eukaryote celler karakteriseres tillige ved tilstedeværelsen af organeller, hvor en række af cellernes funktioner foregår, ofte adskilt fra cellens cytoplasma ved en eller to membraner. Det drejer sig om mitokondrier, kloroplaster, golgiapparatet, endoplasmatisk retikulum, vakuoler, en særlig type ribosomer m.m. Prokaryoter mangler disse organeller, ribosomerne er af en anden type, og DNA ligger frit i cytoplasmaet. Mange eukaryote organismer danner komplekst opbyggede flageller (svingtråde) i modsætning til prokaryoternes langt simplere bakteriesvingtråde.
| Ordet eukaryot kommer af eu-, i bet. 'ægte', og afledn. af gr. karyon 'kerne', egl. 'nød'. |
De første eukaryote celler formodes at være opstået for 1,5-2 mia. år siden. Endosymbiont-hypotesen beskriver, hvorledes den eukaryote celles organeller menes at være opstået ud fra intracellulære symbiotiske encellede organismer. Se også celle.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
| Fil | Tilføjet af | |
|---|---|---|
| [+] ud_a_66130.mp3 (8.13 kB) Ingen beskrivelse | Admin 17/02/2009 |
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki