alger (spiselige alger)

Tang, dvs. de store havalger, vides at have været spist i kystegne af Kina siden ca. 850 f.Kr., og på Island kendes de fra sagaerne, fx søl (se rødalger). I dag spises på verdensbasis ca. 160 forskellige arter af havalger, ca. 80 rødalger, ca. 55 brunalger og ca. 25 grønalger. En særlig populær spise er sushi nori, der stammer fra Japan.

Havalgerne indeholder 80-90% vand. Tørstofindholdet har en lav kalorieværdi og et stort indhold af mineraler og salte. De er rige på grundstoffer samt klorider, fosfater, sulfater og sporstoffer (jod, brom, aluminium, arsen, mangan, kobber, molybdæn, zink mfl.). Jod opkoncentreres i havalgerne, og de store brunalger, bladtang og wakame, spises eller sælges bl.a. som kelp-salt. Havalgerne er rige på vitaminer, specielt C-vitamin, som findes i samme mængde som i citroner hos fx purpurhinde, søsalat og vingetang. Der er også fundet andre vitaminer i alger, fx A, D, B, B₁ og B₁₂, E, riboflavin, niacin og pantotensyre. Proteinindholdet udgør ca. 4-25% af tørvægten. Men cellevæggene, der indeholder ca. 40-50% kulhydrat, er ufordøjelige, og derfor er den ernæringsmæssige værdi af havalger ikke stor, men de kunne i den vestlige verden fungere som slaggekost og erstatte noget af den kalorieholdige føde. Derimod anvendes udtræk af cellevæggenes kulhydrater industrielt, se agar, alginater, carrageenan og phycocolloider. Kun tre tropiske arter af havalger vides at være giftige (- blågrønalger, der undertiden kan være meget giftige, er ikke alger, men hører til gruppen cyanobakterier).

Læs mere om alger.