livsvarighed, beskrivelse af planters udvikling og livslængde fra spiring til død. Planter kan klassificeres i tre hovedtyper mht. livsvarighed:
Enårige, annuelle, planter (therofytter) gennemløber hele deres udvikling fra forår til efterår (sommerannuelle) eller spirer om efteråret, overvintrer, og blomstrer og sætter frugt i det følgende år (vinterannuelle).
Toårige, bienne, planter spirer om foråret, danner en overvintrende bladroset og blomstrer, sætter frugt og dør i det følgende år.
Flerårige planter blomstrer oftest mere end én gang. Nogle er monokarpiske, dvs. de lever vegetativt i to til flere år, hvorefter de blomstrer en gang og siden dør.
De en- og toårige planter er alle urteagtige, de flerårige kan være forveddede eller urteagtige. Hos de flerårige, urteagtige planter i tempererede klimaområder dør det overjordiske skudsystem bort om vinteren og kommer til fornyet udvikling hvert forår. Se også livsformer.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki