domoinsyre

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

domoinsyre, aminosyre, der er giftig for nervesystemet, og som siden 1988 er fundet i flere arter af den marine planktiske kiselalge Pseudonitzschia. Den findes også hos visse rødalger, bl.a. Chondria armata (der findes i Stillehavet og ved Østafrika) og Alsidium corallinum (der bl.a. findes i Middelhavet).

Domoinsyre kan i større mængder forårsage forgiftninger og død hos fugle og mennesker. Blandt symptomerne på domoinsyreforgiftning er opkastning, kvalme, diarré og mavesmerter, i alvorlige tilfælde svimmelhed og hovedpine. Der kendes dog kun ét tilfælde, hvor mennesker er døde, nemlig i 1987, hvor fire personer døde og 103 fik giftsymptomer af domoinsyre-forgiftede muslinger fra Prince Edward Island i Canada. Mest usædvanligt var et varigt tab af korttidshukommelsen på grund af degeneration af hjerneområdet hippocampus. Sygdommen blev betegnet "Amnesic Shellfish Poisoning, ASP", men kaldes nu "Domoic Acid Poisoning".  

I 1991 blev der observeret døde fugle i Monterey-bugten i Californien, og man fandt domoinsyre i deres maver. Fuglene havde spist ansjoser i bugten, og det blev vist, at disse fisk havde spist kiselalgen Pseudonitzschia australis. Myndighederne lukkede muslingefiskeriet i området, og ingen mennesker blev syge.

Giftstoffet kan i små mængder være egnet til at dræbe indvoldsorm, hvilket kan være en forklaring på, at tang og især visse typer af rødalge-tang i folkemedicinen fra mange lande har været brugt mod indvoldsorm. 

Det meget lignende giftstof kainsyre kendes fra rødalgen Digenea simplex, der lever i tropiske og subtropiske have verden over (bl.a. Middelhavet) og i århundreder har været brugt mod indvoldsorm.

Se også skaldyrsforgiftning.

Læs mere om domoinsyre

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
19/08/2010
www.bionyt.dk
12/08/2010
Redaktionen
29/01/2009
Oprindelig forfatter
ØMoe
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki