den biogenetiske grundlov

© G.J. Romanes 1892 efter Ernst Haeckel

Den biogenetiske grundlov. Fostre fra fjernt beslægtede arter har store ligheder tidligt i deres udvikling (ontogenese). Fra venstre er det skildpadde, høne, kanin og menneske, som vises på tre udviklingstrin (I-III). Illustrationen stammer oprindelig fra Ernst Haeckels bog Generelle Morphologie der Organismen fra 1866, i hvilken han fremsætter sin biogenetiske grundlov.

den biogenetiske grundlov, rekapitulationsteorien, tolkning af de forskellige stadier af et individs udvikling som en gennemgang (rekapitulation) af den pågældende arts evolutionshistorie; "ontogenesen (individets udvikling og vækst) afspejler fylogenesen (afstamningen)". Ifølge loven udvikler et menneskefoster sig fra at være fiskelignende over et amfibie-, reptil- og abestadium til at blive et menneske, mens et krokodillefoster standser sin udvikling på reptilstadiet; nye arter opstår ved at føje nye led til forfaderens voksne udviklingsstadium.

Loven blev i sin kendteste form fremsat af den tyske zoolog Ernst Haeckel i 1866, men lignende "love" blev beskrevet uafhængigt af flere forskere omkring midten af 1800-t. og byggede i stor udstrækning på de observationer, Karl von Baer havde gjort af forsterudviklingen hos forskellige dyr. Loven blev hurtigt kendt og nød stor popularitet; især blandt lægfolk og i populærvidenskab, hvor den fik karakter af et evolutionsbevis.

Det blev omkring 1900 klart, at Loven var alt for generel og overfladisk; der var for mange undtagelser til, at den kunne betegnes som en grundlov. Alle arter besidder utallige unikke træk, der er opstået under evolutionen, og som gør, at de ikke kan stilles op på én udviklingslinje, en scala naturae. Ydermere kan nye træk udvikles på alle stadier af ontogenesen; de "adderes" ikke kun til forfædrenes sidste voksne udviklingstrin.