genom (kortlægning)

Siden kortlægningen af bakterien Haemophilus influenzaes genom i 1995 er en række andre organismers genomer blevet kortlagt. Mest opsigt vakte offentliggørelsen i 2001 af menneskets genom (se human genom-projektet). Pga. den mindre arvemasse hos prokaryoter (bakterier samt cyanobakterier, også kaldet blågrønalger) er kortlægningen gået hurtigere for disse organismer. Hundredvis af genomer er siden blevet kortlagt.

Ud over menneskets har man kortlagt genomet for såvel arter af eukaryoter, dvs. organismer, hvor arvemassen er organiseret i kromosomer i cellekerner, som har betydeligt større genomer end bakterier. Man har især koncentreret sig om organismer, man i forvejen bruger i biologisk og medicinsk forskning, fx gær; Saccharomyces cerevisiae (ølgær og bagegær) blev i 1997 den første kortlagte eukaryot. Rundormen Caenorhabditis elegans blev i 1998 det først kortlagte flercellede dyr, og gåsemad, Arabidopsis thaliana, i 2000 den første plante. Bananfluen Drosophila melanogaster blev kortlagt i 2000. Blandt hvirveldyrene er genomerne for zebrafinke, husmus og rotte kortlagt.

Det er karakteristisk, at en række private firmaer deltager i genomanalyserne, da resultaterne anses for kommercielt interessante, og for flere vigtige organismer er der således flere grupper i gang samtidig, både private og offentlige, fx på universiteterne; det var fx tilfældet for kortlægningen af menneskets genom.

Selvom resultatet umiddelbart bare er opremsningen af rækkefølgen af DNA-baser, er genomkort af stor nytte. Man kan således langt lettere stedfæste geners placering på kromosomerne ved at gå baglæns fra genprodukterne, dvs. proteinerne, via den genetiske kode til RNA og videre til DNA-sekvenserne; dette er fx vigtigt for forståelsen af genetisk betingede sygdomme, bl.a. deres nedarvning. Man kan også få et førsteindtryk af genomets organisering, hvilke gener der sidder hvor og sammen med hvilke andre, hvilket kan være nyttigt for forståelsen af cellens regulering af proteiner og enzymer, og man vil få et mål for, hvor stor en del af arvemassen der ikke er gener, men tavst DNA. På længere sigt vil man benytte genomkort til at udforske organiseringen af cellernes indhold, fx vil det være muligt at tage fat på mere komplicerede problemstillinger som fx samspillet mellem flere gener og proteiner, hvilket står i modsætning til den klassiske genetik, hvor man måtte koncentrere sig om et eller nogle få gener.

I lægevidenskaben vil kendskabet til den samlede arvemasse lette diagnosticeringen af en række sygdomme, og kendskab til forskelle mellem patienter mht. cellernes genregulering kan således forventes at komme til at spille en rolle for anvendelse og dosering af medikamenter. Man vil også udvide antallet af mulige angrebssteder for nye lægemidler betydeligt med kendskabet til den samlede arvemasse.

Læs mere om genom.