planteforædling

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Planteforædling. Bomuld er et eksempel på en plante, der er gjort insektresistent vha. genteknologi. 1 Tv. en ikke-resistent, skadet bomuldsmark, th. en resistent, ubeskadiget bomuldsmark. 2 Frøkapsel af ikke-resistent bomuldssort, som er angrebet og delvis fortæret af insektlarver (Pink bollworm). 3 Modne frøkapsler af insektbeskyttet bomuld.

planteforædling, udvikling af nye, arveligt (genetisk) forbedrede sorter af planter, primært landbrugsplanter. Ved udvalg (selektion) i naturlige plantebestande har mennesket gennem årtusinder forandret og forædlet de vilde stamformer til kulturplanter og gjort disse velegnede til dyrkning i agerbruget (se fx hvede). Men efter at de grundlæggende arvelighedslove var blevet kendt i slutningen af 1800-t. begyndende med Gregor Mendels arbejde, blev en mere rationel og målrettet planteforædling mulig. I de sidste årtier af 1900-t. har brug af moderne bioteknologiske forædlingsmetoder, herunder gensplejsning (se genteknologi), yderligere forøget mulighederne for at forædle og forbedre dyrkede planter. I Danmark drives planteforædling overvejende i privat regi.

Forædlingens formål

Et overordnet mål for al planteforædling er at forøge udbyttet af de dyrkede afgrøder. Udbyttestigningen på verdensplan har været betydelig gennem mange år, ofte op mod 2% pr. år.

Et andet og meget væsentligt mål er at forbedre modstandsdygtigheden (resistensen) over for sygdomme, skadedyr, ukrudt, lejesæd og ugunstige jord-, klima- og vejrbetingelser. Hermed opnås reduceret anvendelse af pesticider og øvrige hjælpestoffer i den praktiske dyrkning samt en øget sikkerhed i dyrkningsresultatet.

Forbedring og tilpasning af kvaliteten er et tredje og meget væsentligt forædlingsmål, fx specielt forædlede kornsorter til ølfremstilling, sukkerroesorter m.m.

Forædlingsmetoder

I traditionel planteforædling er det nødvendigt at anvende forskellige metoder for at opnå målene, idet de enkelte plantearter har vidt forskellige formeringsmåder. Inden for selvbefrugtende landbrugsplanter, fx byg og hvede, krydses ofte to forældreplanter, som hver for sig besidder gode egenskaber. Herved opstår ny genetisk variation, og ved udvælgelse af den ønskede type i afkommet skabes en ny og forbedret homogen linjesort. I fremmedbestøvende landbrugsplanter, fx rug og kløver, forædles såkaldte populationssorter, som består af individer med forskellige arveanlæg, og ved gentagen selektion kan sorten forbedres. I traditionel planteforædling kan ny variation ud over ved krydsning også skaffes gennem mutationsforædling. Her benyttes kemiske stoffer eller bestråling til at fremkalde ændringer i plantens arveanlæg.

I hybridforædling af bl.a. roer og majs udnyttes det princip, at sammenparring af indavlslinjer i den første krydsningsgeneration giver en stor produktionsevne, den såkaldte krydsningsfrodighed (heterosis). Produktionen af hybridfrø er besværlig og omkostningstung og kan enten gennemføres vha. mekanisk eller kemisk hansterilisering eller ved arveligt betinget pollensterilitet. Uanset hvordan en ny, forædlet sort er fremstillet, må den gennemgå en såkaldt værdiafprøvning og dermed bevise sin forbedring, inden den kan benyttes i den praktiske dyrkning (se også hybrid og krydsninger).

Bioteknologisk forædling. Bioteknologiske metoder spiller sidst i 1900-t. en vigtig rolle i planteforædlingen. Bl.a. benyttes såkaldte haploidmetoder til fremstilling af sorter i både korn og raps. Pollen kan fx bringes til at spire og gro i reagensglas og derved direkte frembringe en ny plante. Denne plante har kun det halve antal kromosomer, men efter en kemisk induceret kromosomfordobling bliver den til en normal, ren sort. Med sådanne hurtigmetoder kan forædlingstiden halveres fra 12-15 år til 6-8 år. Det er også blevet muligt med bioteknologiske markørteknikker, genetiske fingeraftryk (se restriktions-fragment-længde-polymorfi), at foretage effektivt udvalg for egenskaber, som det i traditionel forædling er besværligt eller umuligt at selektere for.

Genteknologisk planteforædling. Ved direkte gensplejsning kan man indsætte gener i planten fra helt andre organismer og dermed skabe transgene planter. Metodemæssigt er der mange muligheder for at foretage denne gentransformation; hos tokimbladede planter bruges en speciel jordbakterie til overførsel af gener, i enkimbladede arter produceres transgene planter ofte, ved at små guldkugler med påsat gen indskydes direkte i cellevæv, som derefter kan opformeres og regenereres til hele planter.

Forskellen mellem traditionel og genteknologisk planteforædling er egentlig blot, at man med genteknologi kan ændre egenskaberne mere radikalt end ved traditionel forædling. Fx vil der hermed kunne skabes afgrøder med speciel modstandsdygtighed mod plantesygdomme og skadedyr og med helt ændrede kvalitetsegenskaber. Gensplejsede landbrugsplanter kan også designes til produktion af specielle stoffer, fx til analytisk eller medicinsk brug. Pga. genteknologiens ekstremt store potentiale og radikale forandringer af plantematerialet kræves grundige vurderinger af produktsikkerhed, sundhed og miljø, før genmodificerede planter kan komme i handelen.

Læs også om planteforædling inden for skov- og havebrug og om patentret.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Planteforædling. Bomuld er et eksempel på en plante, der er gjort insektresistent vha. genteknologi. 1 Tv. en ikke-resistent, skadet bomuldsmark, th. en resistent, ubeskadiget bomuldsmark. 2 Frøkapsel af ikke-resistent bomuldssort, som er angrebet og delvis fortæret af insektlarver (Pink bollworm). 3 Modne frøkapsler af insektbeskyttet bomuld.

Viser 1 af 1 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+327009.801.svg (464.99 kB)

Planteforædling. Bomuld er et eksempel på en plante, der er gjort insektresistent vha. genteknologi. 1 Tv. en ikke-resistent, skadet bomuldsmark, th. en resistent, ubeskadiget bomuldsmark. 2 Frøkapsel af ikke-resistent bomuldssort, som er angrebet og delvis fortæret af insektlarver (Pink bollworm). 3 Modne frøkapsler af insektbeskyttet bomuld.

Admin

05/02/2009

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
10/02/2012
Oprindelig forfatter
KHjo
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki