udsæd

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

udsæd, kerner, frø, løg eller knolde, der anvendes som grundlag for næste afgrøde på marken. Andre betegnelser for udsæd er sædekorn, sædefrø, såsæd og læggekartofler.

Tidligere anvendte jordbrugerne næsten altid udsæd af egen avl, som blev nødtørftigt renset og afprøvet for evnen til at spire. Efter 2. Verdenskrig voksede omsætningen af udsæd, som målrettet er produceret til formålet, især fordi forædlingsarbejdet blev forøget og forbedret, således at der nu oftere sendes nye og bedre sorter på markedet.

I løbet af 1960'erne blev der vedtaget avlsregler, som udsædsproducenterne frivilligt kunne tilmelde sig. Ved Danmarks indtræden i EF blev regler for produktion og salg lagt i lovmæssigt faste rammer med grundlag i EUs rådsdirektiver for området. Reglerne for avl, kontrol og omsætning af udsæd, der administreres af Plantedirektoratet, er meget omfattende.

Kontrol af avlen

foretages af officielle eller autoriserede kontrollører ved markkontrol inden høst, og efter høst og oprensning gennemføres for korn og frø en analysekontrol ved Plantedirektoratet eller ved et autoriseret analyselaboratorium på prøver af det færdige produkt som grundlag for godkendelse til certificering og salg. Endvidere foretages en kontroldyrkning. For læggekartofler erstattes denne af en vinterafprøvning til undersøgelse for virussmitte.

Kvaliteten

er for korn og frø fastlagt som normer for spireevne og renhed, både sortsrenhed, artsrenhed og frihed for ukrudt og andre urenheder, samt sundhed, dvs. maksimal tolerance for udsædsbårne sygdomme.

For læggekartofler gælder flere normer for sundhed og sygdomme end for de andre arter, og kravene til avlsareal, markinspektion, knoldtilstand, knoldstørrelse, transport, opbevaring, pakning og mærkning er meget omfattende. Til identifikation forsegles hver pakning med et fortrykt plantepas, der oplyser om indholdets kvaliteter og data.

Kun godkendt udsæd kan certificeres og sælges, men salget kan for korn og frø ske, før resultatet af kontroldyrkningen foreligger den følgende sommer. Godkendes udsæden ikke ved denne, må evt. restpartier ikke sælges. Udsæd af sædekorn må også sælges til forbrug her i landet, før resultatet af analysekontrollen foreligger, men kun såfremt producenten har sikret sig, at direktivernes normer for kvaliteten er overholdt og producenten tilmeldt en ordning for erstatningsudbetaling til købere af udsæd, hvori der er konstateret fejl og mangler. For læggekartofler gælder ingen erstatningsordning.

Langt hovedparten af udsæden af korn og frø forhandles som rene arter og sorter, men det er tilladt at forhandle frøblandinger af arter og/eller sorter af markfrø (se artsblanding) samt sortsblandinger af byg, hvede og rug (se sort (sortsblandinger)). I alle tilfælde skal blandingens komponenter være godkendte sorter.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
02/02/2009
Oprindelig forfatter
BeU
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki