havbakterier

havbakterier, marine bakterier, bakterier, som er tilpasset havvandets høje koncentrationer af natriumklorid. Mange af disse har dog også nære slægtninge i ferskvand og på landjorden. I havet er bakterier, der danner hvilestadier i form af sporer (fx Bacillus), ikke så almindelige som i jord, hvor bakterierne ofte er udsat for udtørring. I dybhavet må bakterierne være i stand til at kunne leve ved flere hundrede atmosfærers tryk, og de såkaldte barofile ('trykelskende') bakterier fungerer endda bedst under højt tryk. Sulfat findes i høje koncentrationer i havvand, og i den iltfrie del af havbunden er hovedparten af den bakterielle nedbrydning af organisk stof baseret på respiration med sulfat (sulfatreduktion), der har den ildelugtende og for højere organismer giftige svovlbrinte som slutprodukt. I stærkt forurenede hav- og fjordområder kan svovlbrinteproduktionen blive så høj, at hele havbunden bliver dækket af et hvidt lag af svovlbrinteoxiderende bakterier, kaldet et liglagen, hvor især trådformede arter af slægten Beggiatoa er talrigt repræsenteret. Den hvide farve skyldes bakteriernes indhold af svovl, der bliver dannet som et mellemprodukt ved oxidationen af svovlbrinte til sulfat. I lighed med fotosyntetiserende bakterier kan mange svovlbrinteoxiderende bakterier danne organisk stof ud fra kuldioxid, idet energien til processen i disse tilfælde kommer fra oxideringen af svovlbrinte (kemoautotrofi). I visse områder med høj forekomst af svovlbrinte findes der muslinger og orme, der lever i symbiose med svovlbrinteoxiderende bakterier, og som derved skaffer sig organisk stof. Nogle af disse dyr er endog så specialiserede, at de ikke har et tarmsystem.

I vandområder med meget høj saltholdighed, såsom Det Døde Hav, er mikroorganismesamfundet domineret af halofile (saltelskende) arkebakterier (Archaea), der indeholder store mængder kaliumioner for at opretholde et tilstrækkelig højt osmotisk tryk. Arkebakterier er ved normalt saltindhold især isoleret fra varme kilder på havbunden, men molekylærbiologiske undersøgelser har vist, at de desuden kan udgøre en betydelig del af plankton.