Sydamerika - dyreliv

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Tukaner. Kølnæbbet tukan (Ramphastos sulfuratus) er en ret stor art, 51 cm, der er udbredt fra det sydlige Mexico til det nordlige Colombia og Venezuela.

Syd- og Mellemamerika og Caribien udgør den neotropiske region omfattende lavlandsskoven i Amazonas, bjergskove og højsletter i Andesbjergene, subtropiske savanner, den patagoniske slette og den tempererede del af Andesbjergene med dens fugtige kystskove. I det nordlige Chile og i Peru er der kystørkener.

Sydamerikas dyreliv er langt artsrigere end Afrikas og Asiens. Der er 800 pattedyrarter, og heraf er 90 pungdyr — et af mange beviser på, at Sydamerika og Australien indtil for 50 mio. år siden tilhørte superkontinentet Gondwana. Landforbindelsen mellem Syd- og Nordamerika har været afbrudt flere gange; den nuværende Panamatange er kun 2,5-3 mio. år gammel. Under kontinentets isolation udvikledes mange endemiske arter og grupper: dovendyr (også kæmpeformer), bæltedyr, de fire lamaarter, 50 abearter (bl.a. marmosetter, tamariner og ægte vestaber såsom brøleabe), mange gnavere (bl.a. marsvin og verdens største gnaver, kapivar eller flodsvin) samt fem kattearter (bl.a. jaguar og puma). I floderne lever to arter floddelfiner og to arter søkøer (manater).

2900 af verdens 9000 fuglearter lever i Sydamerika, og fuglefaunaen er lokalt meget artsrig; i den peruvianske nationalpark Manu er der fx på en enkelt dag set eller hørt 450 arter. Den tropiske bjergskov rummer 2000 fuglearter, fx myredrosler, som følger hærmyrerne, den røde peruvianske klippehane, stornæbbede tukaner, nektardrikkende kolibrier, quetzalen og arapapegøjer. Højere oppe findes andeskondoren, der har et vingefang på 3 m og lever af ådsler. I skovene fanger den imponerende harpyørn aber og dovendyr, og i åbne områder findes strudselignende nanduer. Den besynderlige, bladædende hoatzin, der findes i Amazonas, klækkes med kløer på vingerne. På havfugles ynglepladser ud for Perus og Chiles kyst opbygges bjerge af ekskrementer (guano), der tidligere blev udnyttet som gødning.

I Amazonas' floder lever verdens største slange, anakondaen, på op til 10 m og med en vægt på 500 kg. Koralslanger, boaslanger og kaimaner (en krokodillegruppe) er udbredte. I Amazonas findes også 1700 af Sydamerikas 2700 arter af ferskvandsfisk, fx piratfisk, elektrisk ål og den op til 3 m lange arapaima. Den sydamerikanske insektfauna er verdens absolut rigeste, og man ved endnu ikke, hvor mange arter der er tale om; nogle forskere estimerer artsantallet til op mod 40 mio., hvoraf en stor del er biller. Se også Galápagos, kæmpedovendyr og skjolddyr.

Læs mere om Sydamerika.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger i
Bøger app

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
16/11/2009
Oprindelig forfatter
JMOl
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki