Skov- og Naturstyrelsen, styrelse under Miljøministeriet, oprettet 1987 ved sammenlægning af Skovstyrelsen og Fredningsstyrelsen. I løbet af 1990'erne overtog styrelsen en række opgaver fra Miljøstyrelsen, bl.a. Vandløbsloven, landbrugs- og dambrugsreguleringen og bygningsfredning. Sidstnævnte overgik 1.1.2002 til Kulturarvsstyrelsen.
Pr. 1.10.2007 skete omfattende ændringer i Skov- og Naturstyrelsen. Styrelsens hovedopgave er nu at forvalte statens skove og naturområder, så befolkningen får et stort udbud af friluftsoplevelser. Det sker ved at åbne adgangen til naturen med vejledninger, lave naturstier, rastepladser og tilbud om ture under kyndig naturvejledning (se naturbenyttelse og naturvejleder). Styrelsen har beskrevet mange af mulighederne i de såkaldte vandretursfoldere, og på hjemmesiden Friluftskortet er alle oplysninger om stier, lejrpladser mv. løbende opdateret. Styrelsen administrerer fortsat Skovloven, Jagt- og vildtforvaltningsloven samt fredningen af arter. Dette gælder både den internationale fredning, fx beskyttelse af småhvaler i Østersøen og Nordsøen, og den nationale, fx beskyttelse af orkidéer. Også nationalparkerne administreres af Skov- og Naturstyrelsen. En af styrelsens væsentlige opgaver er at genoprette natur, fx ved at opkøbe og nedlægge dambrug, så vandløbene igen kan løbe frit. Det sker bl.a. i Sneum Å som et led i det EU-LIFE-støttede snæbelprojekt, der skal sikre den sjældne laksefisk snæbelen mod at blive udryddet.
Skov- og Naturstyrelsen omfatter ud over den centrale styrelse 19 lokale enheder (se statsskov), seks landsdelscentre, der bl.a. administrerer tilskud til naturgenopretning og Natura 2000-områder på statens arealer, samt tre driftscentre, der administrerer den egentlige skovdrift. Ved omlægningen 2007 blev landbrug, dambrug og genteknologi overført til Miljøstyrelsen, mens fysisk planlægning, landskab, naturbeskyttelse, Natura 2000, råstoffer, vandløbslov og vandmiljø med få undtagelser er overført til den nye By- og Landskabsstyrelse. Dog skal tilskud til vandløbsrestaurering og okkerbekæmpelse fortsat administreres i Skov- og Naturstyrelsen.
Skov- og Naturstyrelsen blev pr. 1.1.2011 lagt sammen med By- og Landskabsstyrelsen til Naturstyrelsen.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki