forstpatologi

forstpatologi, læren om skovtræernes sygdomme. Ud fra forstpatologien og viden om skovbrugets produktionsforhold angives økonomiske og skovdyrkningsmæssigt bæredygtige retningslinjer for forebyggelse og bekæmpelse af skovtræsygdomme.

Skovtræsygdomme kan være forårsaget af påvirkninger fra ikke-levende omgivelser (klima, jord) eller udløst af patogener (svampe, bakterier, virus mfl.). Enkeltstående faktorer kan udløse sygdom, men ofte vil et endeligt sygdomsbillede fremstå som en vekselvirkning af påvirkninger fra de to grupper. Sygdomme, hvor flere årsager og årsagsfølger tilsammen må være skadevoldere, uden at man dog præcist har kunnet vægte de enkelte årsager, har man benævnt kompleks- eller declinesygdomme ('forfaldssygdomme'), fx oak decline, beech decline, spruce decline; i medierne generaliseret som skovdød. Disponerende for komplekssygdomme kan være langtidspåvirkninger fra klima, jord og luftforurening i samspil med træernes genotype, mens påvirkninger af kortere varighed, fx insektafløvning, frost, tørke og mekaniske beskadigelser, kan betragtes som udløsende.

Karakteristisk for en komplekssygdom er den tiltagende sværhedsgrad af symptomer på det enkelte træ i bevoksningen, at tilvæksten falder, og at fordelingen af skader over arealet forekommer tilfældig. Siden slutningen af 1970'erne har studiet af komplekssygdomme i Europa og Nordamerika bundet den overvejende del af forstpatologiske forskningsmidler, mest begrundet i formodningen om luftforurening som det væsentligste element.

Det videnskabelige grundlag for forstpatologien blev skabt af tyskeren Robert Hartig med arbejdet Wichtige Krankheiten der Waldbäume i 1874. Af stor betydning for dansk skovbrug blev desuden Emil Rostrups beskrivelser af sygdomme hos skovtræer (1877-80). Undervisning i forstpatologi på universitetsniveau finder sted ved Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer, Københavns Universitet.